Read untitled text version

Nordisk Ruinseminar

Færøerne . - . september

Indlæg fra seminaret

Símun V. Arge & Andras Mortensen, red.

Føroya Fornminnissavn

Nordisk Ruinseminar

Færøerne . - . september

Indlæg fra seminaret

Símun V. Arge & Andras Mortensen, red.

Føroya Fornminnissavn

Udgiver: Føroya Fornminnissavn Postboks 1155 FO-110 Tórshavn FAROE ISLANDS Tlf +298 310700 Fax +298 312259 www.fornminni.fo Layout og opsætning: Tórálvur Weihe

Omslagsbillede:

Indvielseskors fra domkirkeruinen i Kirkjubøur Tegnet af L. Kofoed Jensen 1905 Tryk og indbinding: Spf. Sjónband ISBN 978-99918-3-262-3 Hoyvík 2008

Nordisk Ruinseminar 2007 er støttet af:

MENTAMÁLARÁÐIÐ

Nordisk Ruinseminar 2007

Indholdsfortegnelse

Símun V. Arge

Forord .....................................................................................................................................................4 Deltagerliste ............................................................................................................................................6 Situationsbilleder fra seminaret ...............................................................................................................8

Andras Mortensen

Muren og det færøske bispesæde i senmiddelalderen ­ Byggevirksomhed og økonomi .............................................................................................................10

Símun V. Arge

Kirkjubøur - Færøernes middelalderlige bispesæde ­ Monumenter og bevaring....................................................................................................................21

Poul Klenz Larsen

Rapport vedrørende klimaundersøgelser på Muren................................................................................36

Kirstin Eliasen

Múrurin - den middelalderlige domkirke i Kirkjubøur på Færøerne ­ Udvalgte bygningarkæologiske problemstillinger i relation til restaureringsarbejdet ..............................47

Inger-Marie Aicher Olsrud

Riksantikvarens ruinprosjekt 2006-2015 ­ Bevar forfallet .....................................................................60

Anne-Sophie Hygen

Avdekning av murkroner: Innledning til diskusjon .................................................................................64

Karna Jönsson

Ruinåret 2007 .......................................................................................................................................70

Margit Forsström & Sune Jönsson

Ruiner i Kronobergs län i Småland ­ turistobjekt med problem ..............................................................71

Johanna Nordman

Ruinrestaurering i Finland ­ en översikt över åren 2006 - 2007..............................................................76

3

Nordisk Ruinseminar 2007

Forord

Ved afslutningen af det Nordiske Ruinseminar i Gilleleje, september 2006, påtog Føroya Fornminnissavn sig værtsskabet for det følgende ruinseminar og bød seminarets deltagere at være velkomne til Færøerne sensommeren 2007 ­ en invitation, der blev positivt modtaget. Seminaret blev afholdt i dagene 18.-20. september. De 28 deltagere, der kom fra samtlige nordiske lande bortset fra Grønland og Åland, ankom til Færøerne i løbet af mandagen, og blev indkvarteret på Hotel Hafnia. Seminaret blev holdt på samme hotel, der ligger på hovedstrøget i Tórshavn, og her blev kaffe og frokostmåltiderne også indtaget ­ en praktisk foranstaltning. Seminarets første dag, tirsdag, blev helliget bispesædet i Kirkjubøur. Om formiddagen var indlæg om bispesædets historie, vi fik en introduktion til bispesædets monumenter samt et rids af bevaringshistorien og de udfordringer, disse har medført op gennem tiden med særlig vægt på bevaringsarbejdet de senere år. Vi blev præsenteret for den bygningsarkæologiske problematik, og et andet indlæg var baseret på organisationsmodeller relateret til organiserigen af bevaringsarbejdet i Kirkjubøur. Om eftermiddagen gik turen til Kirkjubøur, hvor deltagerne ved selvsyn - i øsende regnvejr - kunne opleve monumenterne i landskabet. Den efterfølgende kaffe, som blev indtaget i bondegårdens middelalderlige røgstue, bekom deltagerne vel efter den våde vandring i ruinlandskabet. Om aftenen var Tórshavnar Býráð vært ved en middag i byrådets repræsentationshus. Et flot arrangement med fremragende mad, taler og sang i husets vidunderlige stuer omgivet af et stort udvalg af malerier fra Grønland og Færøerne. Onsdagen var helt helliget ekskursioner. Idéen var at præsentere deltagerne for fortidsminder, der havde relationer til øernes kirkehistorie samt historie generelt. Via færgelejet Gamla Rætt umiddelbart nord for Kirkjubøur gik turen til Skopun på Sandoy, og videre i bus derfra til havnen i Sandur. Herfra blev deltagerne sejlet med mini-færgen Sildberin til den lille ø Skúvoy - en rejse, der, om end den kun varede en halv times tid, nok vil blive husket længe og som et ganske særligt indslag på hele seminaret! Men sejladsen illustrerede på fin vis, 4 de naturlige kræfter, man her på øerne altid er oppe i mod, når man skal bevæge sig fra en ø til en anden. På Skúvoy blev deltagerne præsenteret for den historiske kirkegård, Ólansgarður. Her står Sigmundarsteinur, der ifølge lokale sagn markerer Sigmundur Brestissøns grav ­ den Sigmundur, der kristnede Færøerne og lod opføre øernes første kirke her på stedet, hvor han havde sin gård. Tilbage i Sandur blev vi med bus kørt til Skálavík på Sandoys østside, hvor deltagerne kunne komme til hægterne igen med et solidt måltid mad, serveret i bygdens missionshus. Herfra blev der kørt til Húsavík, hvor bygdens borgmester tog imod og gav deltagerne en indføring i bygdens mange historiske fortællinger og sagn ­ ikke mindst hvad angår den mægtige Húsfrúgvin í Húsavík. I bygden Sandur gjorde deltagerne et kort rend ned til stranden ved en af bygdens gamle bopladser á Sondum, hvor igangværende arkæologiske undersøgelser har afsløret bebyggelseslevn i skrænten, der skriver sig fra øernes ældste bebyggelse - tidlig vikingetid. Som ekskursionens sidste mål besøgtes det gamle kirkested i Sandur. Her var der mulighed for at besøge en af øernes traditionelle bygdekirker, hvor der blev orienteret om resultaterne af et mangeårigt arkæologisk engagement ­ nordisk såvel som internationalt - med tilknytning til kirkestedet og de omkringliggende arealer, der skjuler uvurderlige kilder til øernes tidlige historie, og som beretter om dette vel nok rigeste agrare samfund helt tilbage i vikingetid og middelalder. Arkæologisk såvel som historisk er stedet én af øernes vigtigste lokaliteter. Torsdagen var helliget præsentationer af den aktuelle situation i de forskellige nordiske lande. Et særligt indslag var fra Norge, der havde ønsket at belyse murkroneafdækninger. Selve seminaret afrundedes med en paneldiskussion med baggrund i de oplevelser, deltagerne havde haft i forbindelse med monumenterne og bevaringsproblematikken i Kirkjubøur. Afslutningsvis inviterede Tor Sæther til næste ruinseminar i Hamar i september 2008, hvor man da kan fejre 10-året for etableringen af værnebygget om domkirkeruinen. Eftermiddagen afsluttedes med en vandring i Tórshavns gamle bydel, Tinganes.

Nordisk Ruinseminar 2007

Om aftenen var Mentamálaráðið, det færøske kulturministerium, vært ved en festmiddag i Føroya Fornminnissavns udstillingslokaler. Den gode stemning med festlige taler og sang blev understreget af den færøske trubadour Hanus G. Johansens og hans svensk-finske veninde, Jannika Häggströms, fremførelse af færøske sange såvel på originalsproget som i hendes svenske oversættelse ­ en optræden, der uden overdrivelse gik mange af deltagerne til hjerterødderne. Alt godt får en ende. Kl. 7 fredag morgen blev deltagerne hentet af bussen, der kørte dem til lufthavnen, hvor de så efterhånden bevægede sig til deres respektive hjemsteder rundt om i Norden ­ godt nok trætte, men forhåbentlig berigede af opholdet! Seminaret blev organiseret af Súsanna Joensen, konserveringstekniker ved Føroya Fornminnissavn, Andras Mortensen, landsantikvar, samt undertegnede. I forbindelse med afholdelsen af seminaret vil vi gerne benytte lejligheden til at takke alle dem, der på forskellig vis gjorde seminaret muligt. Fríðun Hansen, Green Gate, for et godt og vel tilrettelagt pakkearrangement, Hotel

Hafnias medarbejdere, borgmester Heðin Mortensen og kulturdirektør Jákup Simonsen i Tórshavn kommune, Erland Viberg Joensen, museumsleder, Tórshavnar Býarsavn, Meinhard Hentze í Skúvoy og Hanus undir Leitinum i Húsavík. Mentamálaráðið takkes for financiel støtte, og en særlig tak går til Museumskommitéen under Nordisk Ministerråd, hvis bevilling til seminaret endvidere muliggør udgivelsen af denne publikation. Til sidst men ikke mindst takkes Føroya Fornminnissavns medarbejdere, der ved deres indsats muliggjorde besøg og middagsarrangement i museets udstilling torsdag aften. Denne publikation, der indeholder et udvalg af de indlæg, der blev afholdt under seminaret, må betragtes som den endelige afslutning af Nordisk Ruinseminar 2007. På arrangørernes vegne Símun V. Arge

5

Nordisk Ruinseminar 2007

Deltagerliste

Danmark

Jette Arneborg, museumsinspektør, Nationalmuseet Kirstin Eliasen, museumsleder, Nyborg Museum, medlem af Murkommission 2001

Finland

Johanna Nordman, arkitekt, Museiverket, Helsingfors

Føroyar

Jørgen Frandsen, museumsinspektør, Nationalmuseet Poul Klenz Larsen, bygningsingeniør, seniorrådgiver, Nationalmuseet Kjeld Borch Vesth, museumsinspektør, Nationalmuseet Hákun Andreasen, museumsassistent, Føroya Fornminnisssavn Símun V. Arge, museumsinspektør, afdelingsleder, Føroya Fornminnisssavn Súsanna Joensen, konserveringstekniker, Føroya Fornminnisssavn Erland Viberg Joensen, museumsleder, Tórshavnar Býarsavn Jørgen Meitilberg, fuldmægtig, Mentamálaráðið Helgi D. Michelsen, middelalderarkæolog, Føroya Fornminnisssavn Andras Mortensen, landsantikvar, Føroya Fornminnisssavn Armgarð Weihe, fuldmægtig, Mentamálaráðið Tórálvur Weihe, museumsarkitekt, afdelingsleder, Føroya Fornminnisssavn Petur Zachariassen, lektor, Føroya Fróðskaparsetur, formand for Murkommission 2001

Norge

Mona Beata Buckholm, konservator, Østfoldmuseet, Avd. Borgarsyssel Museum, Sarpsborg Øystein Ekroll, forsker, Nidaros Domkirkes Restaureringsarbejder, Trondheim Birgitta Anna-Lena Eriksson, Riksantikvaren, Oslo Bjørn Jensen, Selje kloster- og helgenanlegg, Selje Anne-Sophie Hygen, Riksantikvaren, Oslo Anne Olaisen, Kultur- og Idrætsetaten, Oslo Kommune Inger-Marie Aicher Olsrud, Riksantikvaren, Oslo Morten Stige, avdelingsleder, Byantikvaren, Oslo kommune Tor Sæther, Stiftelsen Domkirkeodden, Hamar

Ísland

Sigurður Bergsteinsson, distriktsantikvar, Fornleifavernd ríkisins, Akureyri

6

Nordisk Ruinseminar 2007

Sverige

Jan Ahlström, 1:e arkivassistent, Stadsbyggnadskontorets arkiv, Malmö Kommun Margit Forsström, länsantikvarie, Länsstyrelsen, Växjö Eva Gronwall, Statens Fastighetsverk, Strömsund Sune Jonsson, Länsstyrelsen, Växjö Karna Jönsson, byggnadsantikvarie, Riksantikvarieämbetet

Tyskland

Willi Kramer, Arkæologisk Landskontor, Schleswig-Holstein, Slesvig Nis Hardt, Danevirke Museum, Danevirke ved Slesvig

7

Nordisk Ruinseminar 2007

Situationsbilleder fra seminaret

Símun fortæller om sognekirken i Kirkjubøur. Foto: Súsanna Joensen.

I Roykstovan i Kirkjubøur. Foto: Súsanna Joensen.

Muren besigtiges i silende regn. Foto: Súsanna Joensen.

Med ryggen mod Muren: Símun, Andras, Helgi og Hákun. Foto: Súsanna Joensen. På vej til Skúvoy: Johanna, Karna, Nis, Willy og Armgarð. Foto: Súsanna Joensen.

Snak på dækket: Símun, Kjeld og Anne-Sophie. Foto: Súsanna Joensen.

8

Nordisk Ruinseminar 2007

Besøg ved Sigmundarstein i Ólansgarður på Skúvoy. Foto: Súsanna Joensen.

Noget at styrke sig på efter sejlturen til Skúvoy. Foto: Tórálvur Weihe.

Seminardeltagere ved kirken i Húsavík. Foto: Súsanna Joensen.

Vikingetidslevn á Sondum i bygden Sandur. Foto: Súsanna Joensen.

Seminardeltagere ved kirken i Sandur. Foto: Tórálvur Weihe.

9

Nordisk Ruinseminar 2007

Muren og det færøske bispesæde i senmiddelalderen ­ Byggevirksomhed og økonomi

Andras Mortensen

Det færøske bispedømme var et af de sidste bispedømmer, der blev oprettet i Norden. Det nøjagtige årstal er ikke kendt, men af de historiske kilder kan anslås, at det er sket i Sigurd Jorsalafarers kongetid (1103-30), omtrent samtidig med at bispedømmer blev oprettet i Stavanger i Norge og Garðar i Grønland, dvs. engang i 1120-erne.1 Bispestolen blev anlagt centralt i landet i Kirkjubøur på Streymoy og blev efterhånden en magtfuld institution i det færøske samfund. Bispestolen blev nedlagt i forbindelse med reformationen ca. 1540 og ejendommene overtaget af kongen. I denne artikel skal redegøres for bispesædets historie i senmiddelalderen, da de fleste af de monumenter, der endnu er bevaret i Kirkjubøur, blev opført, i særdeleshed den ufuldendte domkirke, som almindeligvis nævnes Muren. Derudover skal der foretages en vurdering af byggevirksomhedens betingelser på denne tid. bispesædet i året 1420. På det tidspunkt havde man ved bispesædet grundlagt en ny kirke, som var helliget Skt. Brendan, et kapel for biskop Erlend, som havde været biskop fra 1269 til 1308 og endvidere opgravet levningerne af samme biskop Erlend for at opbevare dem i et skrin med henblik på helgenkåring af ham. Man mener, uden at der dog endnu findes tilstrækkelige beviser, at Skt. Brendans kirken, som biskop Johannes omtaler, er den lille kirketomt i Kirkjubøur, som senere har været nævnt Líkhús, og at kapellet for biskop Erlend er en nu forsvundet tilbygning til den nuværende sognekirke, hvis fundament kan ses udenfor kirkedøren. Men biskop Johannes omtaler også Muren, som på det tidspunkt allerede var opført. I forbindelse med opgravningen af biskop Erlend havde de hos liget fundet en blytavle, som havde en meget lang latinsk indskrift, skrevet med runer. På denne tavle blev der fortalt om biskop Erlends bedrifter og undergerninger, som var sket, mens han endnu levede. I henhold til biskop Johannes' gengivelse stod der blandt andet, at på Erlends dage blev domkirken og bispegården med svig hærget af ild, men at biskop Erlend senere som den første byggede "bispegårdens huse af sten, grundlagde den biskoppelige stenkirke, idet han gennemførte opbygningen i alt fald af højkorets murvægge" (Bugge 1899, 202).2 Nutidens videnskabsfolk mener dog, at det ikke er sandsynligt, at nævnte fortælling stammer fra blytavlen, som biskop Johannes siger sig at have fundet. Lignende blytavler er ikke ukendte og også fundet andre steder, dog ikke på Færøerne, og med udgangspunkt i, hvordan de almindeligvis er dannet, er det ikke særlig sandsynligt, at en så lang tekst som den, der bliver gengivet, kan have stået på en blytavle af bemeldte slags. Af den årsag mener man, at biskop Johannes enten frit udlægger en tekst, som stod på den fundne blytavle, og har pyntet lidt på indholdet, eller også, at blytavlefundet er et falsum og opfundet af Johannes selv. Dette antager man med udgangspunkt i, at en beretning som denne i kirkeretslig forstand var nødvendig for at udføre den plan, som Johannes angiveligt havde, nemlig at foranstalte biskop Erlends helgenkåring

2 Se også oversættelse i Krogh 1988, 79-81.

Murens opførelse

Det, som er overleveret i skriftlige kilder om Murens opførelse, findes i en kopibog fra 1450-erne, som opbevares i Koblenz. I denne findes bl.a. kopier af breve, som Færøernes biskop, Johannes Teutonicus, havde skrevet til ærkebiskoppen i Nidaros i 1420-erne. Johannes, som i henhold til tilnavnet var tysker, var biskop på Færøerne fra ca. 1408 til ca. 1431. I brevene fra 1420-erne fortæller biskop Johannes om nogle mindeværdige hændelser, som var sket ved

1 Antagelsen bygger på en bemærkning hos den samtidige anglo-normanniske historieskriver, Ordericus Vitalis, hvor der oplyses, at kong Sigurd Jorsalafarer grundlagde nye bispedømmer og klostre i Norge (Ordericus Vitalis II, 375. Orderik var født i 1075, afsluttede sit værk 66 år gammel i 1141, men hans dødsår er uvist). Om Orderik i benævnelsen af Norge medregner det øvrige vestnorrøne område er uvist. Stavanger er den eneste norske bispstol, som kong Sigurd kan have ladet oprette, og oprettelsen af Garðar i Grønland i 1124 hører også hans tid til. (Magnus Blindes saga, kap. 8 (Hkr. s. 560 f.); Grænlendinga Þáttr (Flb. III, 445 f.)). Året for Stavangers udskillelse fra Bergens stift kendes ikke, men biskop Reinald, som kong Harald Gilli lod hænge i 1135, regnes for at have været den første biskop der og indviet i slutningen af kong Sigurds tid.

10

Nordisk Ruinseminar 2007

Kirkerne i Kirkjubøur. Foto: Knud J. Krogh. Plantegninger efter Krogh 1988.

(Krogh 1988, 78-88). Teksten om Erlends bedrifter og undergerninger menes derfor ikke at være skrevet i forbindelse med Erlends begravelse for at blive lagt i hans grav, men i biskop Johannes' samtid og antagelig af Johannes selv. I henhold til dette synes det altså at være den opfattelse, som rådede i 1420-erne, som kommer til syne i teksten. Og denne tekst er det eneste skriftlige levn, vi har at holde os til med hensyn til datering af Murens opførelse. Og opfattelsen i 1420-erne var, at det var biskop Erlend, død i 1308, der havde startet opførelsen af Muren. Men opfattelsen var også, at kirken ikke var færdig, da han døde. I henhold til skriftlige kilder, som sidenhen er bevaret, har Muren aldrig været færdigbygget og altid stået som ruin. Både Peder Claussøn Friis (1632), Lucas Debes (1673) og Jens Chr. Svabo (1781-82), som alle begrunder deres redegørelser i mundtlige beretninger fra færinger, og de to sidst nævnte også på det, som deres ældre forfatterkolleger havde skrevet og det, som de selv havde set, ved ikke om andet (Krogh 1988, 78-88). Bygningsarkæologer, som har undersøgt ruinen, mener dog, at bygningen i en tid har haft tag. F.eks. har man fundet en slutsten fra taghvælvet, og på væggene er der fundet levn af pudslag, som næppe var blevet lavet, hvis ikke tag var over, og så også forskellige andre antydninger. Derudover antyder de indmurede indvielseskors inde i kirkerummet, at kirken har været i anvendelse (Krogh 1988; Eliasen 1995).

Bygningsarkæologernes resultater giver naturligvis historikerne nye udfordringer. I stedet for at erkende på grundlag af forfatterne fra 1600-tallet, bliver de nødt til at omformulere og spørge, hvornår, og om svaret muligvis findes i de historiske kilder alligevel? I indledningen til sin redegørelse om biskop Erlend kommer biskop Johannes med nogle sværmeriske udsagn, som med forsigtighed kan tolkes som en tilkendegivelse af dette. Her kommer han frem med sine overordnede idéer om sit biskopsembede og en udviklingsplan, som han arbejdede efter. Denne plan var at vedligeholde sin brud kirkens vedligeholdelse ved bl.a. "at rejse nye bygninger til samme kirke, at restaurere og reformere, istandsætte eller tilbagevinde de andre bygninger, som allerede i forvejen er bygget".3 Ud over at grundlægge kirken til Skt. Brendan og mindekapellet for biskop Erlend, som han nævner senere, forstås af dette, at han også arbejdede for at istandsætte ældre bygninger. Med dette hentyder han muligvis til den ufærdige domkirke. Biskop Johannes' sværmeriske udsagn er dog kun en antydning og intet bevis på, at det var ham, som dækkede Muren med tag og tog den i brug. En sådan antagelse ville være at lægge for meget i biskoppens vision, sum muligvis aldrig blev realiseret i fuld udstrækning. Men udsagnet bliver interessant, når det sammenholdes med en anden antydning om det samme, nemlig at det i hans biskopstid blev fremstillet storslået kirkeindbo,

3 Krogh 1988, 79. Oversættelse ved Alfred Otto S.J.

11

Nordisk Ruinseminar 2007

Akvarel af Edward Dayes (1763-1804).

som endnu er bevaret. I henhold til våbenskjoldet i en af de såkaldte Kirkjubøstole blev dette indbo fremstillet i Erik af Pommerns kongetid. Han var konge i perioden fra 1412 til 1439, og det meste af denne tid var Johannes Teutonicus biskop på Færøerne. Man mener, at dette indbo er fremstillet til Muren, og ikke den nuværende sognekirke, hvor det stod frem til 1874, bl.a. fordi kirkerummet der er for trangt til, at det oprindelig kan have været sat op der i henhold til den kirkelige tradition, som de synes være lavet til. Man mener, at Kirkjubøstolene oprindelig er fremstillet til at stå inde i koret i en katolsk kirke. Endvidere vurderes, at stolegavlene, som er lavet i Norge, er fremstillet til det færøske bispesæde, og ikke til en eller anden norsk kirke for siden at være sendt til Færøerne. Den særlige årsag til denne vurdering er, at færingernes våbenmærke, vædderen, er udskåret i en af stolegavlene (Krogh 1988, 75-77). Men også andre af motiverne tyder på dette samme, især på den ene pultgavl, som viser en biskop uden glorie, hvor topfeltet viser Jomfru Maria, bispesædets værnehelgen, og bagsiden antagelig dets våbenmærke. Biskoppen menes at være Erlend, og årsagen til, at han ingen glorie har, at biskoppen endnu ikke var blevet helgenkåret. Hvis dette er korrekt, er det en direkte indikation om, at det var biskop Johannes, som lod dem fremstille.

Sammenfattende kan man på grundlag af det skriftlige materiale anslå, at opførelsen af den kirke, som vi i dag nævner Muren, begyndte i biskop Erlends tid, og at kirken ikke var færdigbygget, da han døde i 1308.

Stolegavl A. Jomfru Maria og Elisabeth træffes. Foroven Erik af Pommerns og dronning Philippas våbenskjold, i anvendelse 1406-1430 (1442). Foto: N. Elswing / Nationalmuseet.

12

Nordisk Ruinseminar 2007 Endvidere haves antydninger om, at Johannes Teutonicus, som var biskop i perioden ca. 1408-1431, genoptog arbejdet og muligvis foranstaltede, at kirken blev indelukket og taget i anvendelse. Hvornår kirken forfaldt, ved vi ikke, og forfatterne, som skrev i 1600-årene, vidste det heller ikke. De mente, at den aldrig var færdigbygget og nævner ellers biskop Hilarius som byggemester. Han var biskop på Færøerne i perioden fra ca. 1486 til 1520 (DN XVII B 1913, 292). Det betyder muligvis, at han var den sidste biskop, som anvendte denne kirke, men det er bare et gæt og intet mere. At forfatterne i 1600-årene intet vidste om, at Muren havde været i anvendelse som kirke, tyder på, at kirken var forfaldet før den tid, som folk i deres tid burde kunne berette om, og det kan med rimelighed antages at være omkring 100 år, dvs. noget før reformationen 1540. I henhold til ovenstående tilhører opførelsen af Muren 1300-årene og begyndelsen af 1400-årene. Generelt anses denne tid på Færøerne som præget af forringede levevilkår og faldende indbyggertal på grund af klimaændringer og epidemier. Vi ved ikke, hvor mange mennesker boede på Færøerne dengang, men det er ikke urimeligt at anslå, at indbyggertallet var noget mindre end i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800tallet, da det begyndte at stige på grund af ændrede levevilkår. I henhold til folketællingerne lå indbyggertallet i denne tid på omkring 5000 (jfr. Mortensen 2000, 143).

Finansiering

Med udgangspunkt i dette kan man spørge, hvordan Færøernes biskop finansierede den store byggevirksomhed, som var i Kirkjubøur i første halvdel af 1400-årene. Ca. 5000 indbyggere, af dem antagelig mindre end en tredjedel og i bedste fald 1800 arbejdsføre mænd, både at stå for samfundets produktion sammen med deres husholdninger og at yde tjeneste i forbindelse med byggevirksomheden, må i bakspejlet anses som en overordentlig tung byrde hos den færøske befolkning at bære. I henhold til det mundtlige kildemateriale, som er nedtegnet i 1800-årene, gik byggeriet heller ikke uden problemer. I 1800-tallet gik der historier om, at færingerne havde været nødt til at yde tunge ydelser i forbindelse med byggearbejdet, som til sidst førte til åbent oprør (jfr. Hammershaimb 1891, 379-381). Hvor stor del af disse historier er sandfærdige, og hvor meget er opdigtet, er naturligvis umuligt at sige noget om. Nogle af historierne er vandrehistorier, som man også kender fra andre lande. Vandrehistorierne har litterær karakter, tillempet efter fællesmindet i samfundet, og det, som vi i bedste fald kan udlede er, at byrden havde været tung. På den anden side må man antage, at det at yde arbejdskraft kun har været en del af det hele. For det er tydeligt, at det ikke har været håndværkere fra det hjemlige miljø, som har forestået arbejdet, men fremmede folk med specialkundskaber til tidens europæiske byggeteknologi og specialuddannede stenhuggere. Hvordan denne del af finansieringen, som må

Pultegavl O (forside og bagside). På forsiden ses Maria med barnet og en biskop, sandsynligvis Erlend, Færøernes biskop 1269-1308. På bagsiden et biskoppeligt våbenmærke, antagelig Færøernes biskop, samt et ukendt våbenskjold. Foto: N. Elswing / Nationalmuseet.

Pultegavl P (bagside). Den nordiske unions tre kroner og en skjold med en vædder, Færøernes våbenmærke. Foto: N. Elswing / Nationalmuseet.

13

Nordisk Ruinseminar 2007 vurderes som den mest betydningsfulde i forhold til den arkitektoniske og teknologiske kvalitet af byggeriet, er fremskaffet, ved vi slet intet om. Nogle overvejelser kan man alligevel gøre sig om dette. For eftersom der er tale om at frembringe kapital, hvis værdi kunne udveksles mellem lande, idet konstruktørerne antagelig var fremmede, fås antydninger om, at man skal se efter handelsforbindelsen, som færingerne havde med omverdenen i den tid, da kirken blev bygget, altså i 1300-tallet og begyndelsen af 1400tallet. De bevarede kilder giver også anledning til forsigtige tolkninger i den retning. var at holde nordtyskerne i skak. Bl.a. bliver det i et privilegiebrev fra 1294 til medlemmer af det hanseatiske handelsforbund forbudt dem at drive handel andre steder i Norge end i byerne Tønsberg og Bergen (NM 41), og i en vedtægt fra tiden 1302-1313 indskærpes, "at ingen udenlandsk mand skal føre eller sende sit gods nord for Bergen, eller til salg i herredet noget andet sted, eller drive forretning i Island eller andre af kongens skatlande" (NM 59). Dette var, mens kong Magnus's søn, Håkon V var konge i Norge (1299-1319). Efter kong Håkon V's død i 1319 skabtes dog nye forudsætninger for handel i Nordatlanten. Norge fik kongefællesskab med Sverige, ustabile politiske tider satte ind i Skandinavien med hyppige konflikter, sommetider antændt af det hanseatiske handelsforbund, andre tider af andre interessenter. I denne tid med skiftende og til tider uigennemskuelige alliancer blev kong Håkons protektionistiske handelspolitik mere eller mindre opgivet, og hanseaterne fik større friheder. Senest fra omkring 1350 etablerede de direkte kontakt med norske fiskere og gav dem kredit til gengæld for faste leverancer, og de begyndte at udbygge deres egen organisation i Bergen, både for at sikre sine interesser overfor kunder, leverandører og de norske myndigheder. Omkring 1360 blev udviklingen fuldført gennem etableringen af Det tyske kontor i Bergen, som blev et af hovedsæderne for fremtidens europæiske handel. Endvidere fik den ustabile politiske situation i Skandinavien vidtrækkende konsekvenser for de norske skatlandes fremtid, både i økonomisk og politisk henseende (jfr. Karlsson 2000: 2.3). En overgang i 1330- og 1340årene synes den politiske forbindelse med Norge rent ud sagt at have været afbrudt, for først så nogenlunde at være genetableret efter etableringen af Kalmarunionen 1397. I 1330-erne gik det danske kongedømme i opløsning, mens nordmændene på sin side vendte sig imod kong Håkons arvtager, kong Magnus, fordi de mente, at han favoriserede svenskerne. De tog derfor i 1343 hans søn, Håkon, til konge. En udfordrer til den svenske trone, hertug Albrecht af Mecklenburg, fordrev senere kong Magnus og holdt ham i fangenskab. Eftersom Magnus, som sad i Sverige, synes at have beholdt både Island og de andre skatlande, mens hans søn, Håkon VI, styrede i Norge, ser det ud til, at den politiske forbindelse mellem Norge og skatlandene i nogle år har været afbrudt. Da kong Magnus i 1374 forliste med sit skib og druknede, opløstes den norsk-svenske personalunion, og Håkon blev konge over Norge og skatlandene, mens Albrecht overtog den svenske trone. Kong Håkon stræbte imidlertid efter sin fædrene arv i Sverige og søgte at bekæmpe kong Albrecht. Han indgik derfor 14

Handelsforbindelser i højmiddelalderen

Når man ser bort fra Færeyinga saga, skrevet ca. 1200, er den ældste kilde om færingernes handelsforbindelse med omverdenen kong Magnus Lagabøters retstillæg fra 1273. I dette lover kongen, at der årligt skulle sendes 2 skibe fra Norge til Færøerne (DF 25). Dette bliver ofte tolket som tegn på ændring i færingernes rigsretlige situation på denne tid og set som parallel med, at kongen i 1262, da islændingene underlagde sig kongedømmet, lovede islændingene, at han ville lade 6 skibe årligt sejle til Island. Med samme overbevisning tolkes dette som tegn på, at kongedømmet nu begyndte at tage hensyn til, at skatlandene havde brug for stabil transport af nødvendighedsartikler som følge af, at forbindelsen til øerne ellers var for ustabil til at indbyggerne kunne opretholde livet. Sætningen umiddelbart efter denne i kong Magnus' retstillæg giver dog opfattelse af, at varetransporten ikke var så ustabil alligevel. Her siger kongen, at han havde efterretninger om, at handelsmænd fra Norge drev pengespekulation, som var til skade for de færøske bønder, og lover at straffe spekulanterne hårdt, hvis beviser kunne fremskaffes. Efter dette at dømme var der en aktiv handelsforbindelse mellem landene, men at kongen kun havde begrænset indflydelse i den henseende. Af den grund må kongens tilsagn til færingerne om skibsforbindelse vurderes i forhold til den handelspolitiske proces i Nordatlanten generelt i denne tid.

En ny aktør

I anden halvdel af 1200-tallet begyndte en ny aktør at optræde i norsk handel. Handelsfolk fra de nordtyske byer ved Østersøen havde fået interesse for at opkøbe stokfisk og eksportere den til det europæiske marked. Om det var handel af denne art, som det sigtes til i retstillægget af 1273, ved vi ikke, men i kildemateriale fra senere i århundredet og begyndelsen af 1300-tallet fås tydelige vidnesbyrd om, at kongedømmets politik

Nordisk Ruinseminar 2007 en alliance med den danske kong Valdemar Atterdag, som det i 1340 havde lykkedes at genoprette det danske kongedømme. I 1363 giftede kong Håkon sig med kong Valdemars 12-årige datter, Margrethe, og i 1376 efterfulgte deres umyndige søn, Olav, kong Valdemar på den danske trone. Fire år senere arvede Olav også den norske trone efter faderens død. Denne hændelse var starten på personalunionen mellem Danmark og Norge, som varede i mere end 400 år frem til 1814. Under indflydelse af sin moder, Margrethe, som regerede som hans formynder, gjorde kong Olav ligesom faderen krav på den svenske trone. Margrethes store drøm endte dog tragisk i første omgang, da kong Olav i 1387 pludselig døde. Margrethe opgav dog ikke sin vision, lod sig selv vælge til regent over både Norge og Danmark, indgik alliance med et oppositionsparti i Sverige og blev også valgt til regent der, efter at kong Albrecht var blevet afsat i 1389. Samtidig tog hun til sig en 6-årig nevø fra Pommern, gav ham navnet Erik og tilbød ham som konge over de skandinaviske folk. I de følgende år vandt hun støtte for idéen om nordisk union, og i 1397 blev Erik af Pommern kronet til konge over de tre nordiske kongedømmer i Kalmar i Sverige. Kalmarunionens konger havde sæde i Danmark med rigsforstandere i Norge og Sverige. Sverige var med indtil 1520-erne, da de valgte deres egen konge; men nordmændene vedblev at være loyale mod unionen og deltog formelt som selvstændigt rige indtil 1814. I praksis blev Norge og skatlandene dog allerede i senmiddelalderen og i særdeleshed efter reformationen i 1530-erne styret af danske embedsmænd som om de var danske landsdele. Set i relation til dette fås de brudstykkeagtige oplysninger, som findes om færøske forhold, til at tale. De bevarede kilder er i særdeleshed de spredte oplysninger om Færøernes biskopper i denne tid, dernæst en sag om arveskifte fra 1403-07, en traktat fra 1415 om fiskeri i Nordatlanten, Kirkjubøstolene og til sidst færøsk sædvane i forbindelse med økonomiske transaktioner, som tilsyneladende blev indført i senmiddelalderen. Men for at få samling på materialet, skal jeg begynde med at de kirkeorganisatoriske forudsætninger for det færøske bispesæde i denne tid. matiske beskikkelse skulle træde i kraft, var, når 3-månederes besættelsesfristen, som vi kender fra kanon 5 for den norske kirkeprovins, ikke var opfyldt, tillige når ærkebiskoppen fandt et tilsendt biskopsemne uværdigt til biskoppelig ophøjelse på grund af personlige, familiære eller åndelige forhold, og endvidere når valget blev udført i strid med de kanoniske forskrifter i øvrigt, hvad enten valgforsamlingen havde kanonisk berettigelse eller ej (Hinchius III: 168). Ved Færøernes bispestol blev aldrig oprettet et domkapitel, hvorfor myndigheden at vælge landets biskopper formelt nu automatisk tilfaldt den norske ærkebiskop. Formalia i disse valgregler blev tilsyneladende nøje fulgt i 1200-tallet og første halvdel af 1300-tallet, i anden halvdel af 1200-tallet dog med den praksis, at domkapitlet ved bispestolen i Bergen foreslog emnerne til den færøske bispestol, antagelig af hensyn til kongens rigspolitiske interesser. I 1300- og 1400-tallets kildemateriale ser vi imidlertid noget nyt i forbindelse med de færøske bispevalg. Det nye var, at ærkebiskoppens overordnede, paven i Rom, begyndte at blande sig og i nogle tilfælde endog underkende den norske ærkebiskops valg. Første gang vi ser dette er i 1381, da ærkebiskoppen havde valgt en Andrés, som dog aldrig blev indviet (DN II 468: 365), mens paven indviede en mand ved navn Richard. Ingen vidnesbyrd haves dog om, at biskop Richard, som døde ca. 10 år senere, nogensinde tog sin bispestol i besiddelse (DN XVII 934). I 1391-92 opstod tilsyneladende på ny turbulens omkring besættelsen af den færøske bispestol. Ærkebiskoppen valgte en korsbroder i Nidaros, Philippus Guðbrandsson, antagelig i forbindelse med, at biskop Richard var død. Philippus blev dog aldrig indviet, fordi han døde kort efter. Dernæst beskikkede ærkebiskoppen i 1392 Stavangerbiskoppen Hallgeir Osmundarson, som var fordrevet fra sit stift. Men allerede samme år måtte Hallgeir opgive sin nye stol, fordi paven, tilsyneladende uden ærkebiskoppens vidende, havde beskikket en anden. Når man undersøger de pavelige breve fra denne tid, ser man til gengæld, at pavestolen efter sin beskikkelse af biskop Richard ikke bare havde beskikket én, men to biskopper til den færøske stol, først en englænder ved navn Vilhelm Norbourgh i pave Urbanus VI's tid (1378-1389), dernæst en tysker, Vikbold Verydema, i 1391. Biskop Vilhelm var dog ikke død, da Vikbold blev tilnævnt, men havde ikke taget sin stol i besiddelse, og Vikbold forpligtede sig til at overtage hans gæld til paven (DN XVII 176, 185, 934. Jfr. DN XVII B: 290291). Om biskop Vilhelm ved vi i øvrigt, at før han resignerede, havde Englands kong Richard II anbefalet ham til kongen af Norge, og at han senere bl.a. vikarierede for ærkebiskoppen af York og biskopperne af Lich15

Kirkeorganisatoriske forudsætninger

I henhold til reglerne om biskopsvalg, som det 4. Laterankoncilium udstedte som lov for hele den romerske kristenhed i 1215, var valget af biskop forbeholdt stiftets domkapitel. Hvis domkapitlet ikke var i stand til at vælge, blev valgmyndigheden automatisk beskikket til nærmeste kirkelige overhøjhed, dvs. ærkebiskoppen og dernæst paven. Hovedreglerne for, hvornår den auto-

Nordisk Ruinseminar 2007

Jordfaste levn af Gudrun Sigurdsdatters gård i Húsavík. Foto: S. V. Arge 1972.

field og Worcester. Tyskeren Vikbold tog den færøske bispestol i besiddelse og styrede den til ca. 1408. I tillæg til den pavelige politik kan endvidere anføres, at også biskop Richards forgænger, Arno de Zwalo, hvis herkomst er ukendt, i 1359 var beskikket af paven. I hans tilfælde lader det sig ikke stadfæste, om beskikkelsen skete uden den norske ærkebiskops vidende, men det kan ikke udelukkes (DN XII, 900. Jfr. DN XII B: 290). At paven beskikkede biskopper til den færøske bispestol uden den norske ærkebiskops vidende, tillige at den engelske konge forgæves anbefalede en af dem til Norges konge, og derudover, at en tysker endte med at blive biskop, viser, at der var stærk udenlandsk konkurrencepræget interesse for den færøske bispestol i tiden fra 1381, muligvis fra 1359, og i hvert fald frem til 1408. Vi bemærker, at denne periode er sammenfaldende med tiden, da hanseaterne fik fodfæste i Norge, da den norske modstand imod den norsk-svenske union medførte, at forbindelsen mellem skatlandene og Norge en overgang var afbrudt, og da de skandinaviske kongedømmer samlede deres kræfter omkring de interne alliancer, som dannede grundlaget for Kalmarunionen i 1397. Det er derfor nærliggende at slutte, at årsagen til den tyske, engelske og pavelige interesse for det færøske bispedømme var affødt af svag norsk suverænitetshævdelse i det nordatlantiske område, sandsynligvis som følge af intern politisk splittelse i Norge i forbindelse med kongedømmets skandinaviske politik. 16

En konkret antydning om hanseatisk virksomhed på Færøerne netop i denne tid får vi i en fra tiden 14031407 overleveret brevsamling, hvor vi får at vide, at der i anden halvdel af 1300-tallet var indgået en ægteskabsforbindelse mellem Finngården i Bergen og bygden Húsavík på Sandoy. Finngården, som i henhold til brevene bestod af 15 huse og 68 stuer, var en af de lange husrækker på Bryggen i Bergen, som dannede de fysiske rammer omkring det Hanseatiske Kontor. Finngården ejedes af en mand ved navn Sigurd med tilnavnet hialtt, og hans datter, Gudrun, som efter hans død arvede hans omfattende ejendomme både på Bryggen og andre steder i Norge og i Shetland, havde i henhold til brevene været gift med en mand ved navn Arnbjørn Gudleiksson i Húsavík. Brevene blev udfærdiget i forbindelse med opgørelsen af hendes dødsbo (DF: 36-48). Sigurds tilnavn hialtt tolkes almindeligvis at angive, at han var af shetlandsk herkomst. Hjaltland er det gamle norrøne navn for Shetland. Muligvis er denne tolkning dog ikke holdbar, fordi den modsvares af, at Sigurd havde sin virksomhed i en af de hanseatiske gårde på Bryggen, og at tilnavnet hiællt i et vidnebrev fra 1309 om de tyske vintersidderes pligt til at yde tiende også anvendes i forbindelse med en mand ved navn Konrad, som udtrykkeligt angives at være tysker (NM 55). Gudrun Sigurdsdatter, hvis fader havde ejet Finngården, var derfor sandsynligvis af tysk slægt. Da ægteskab på den tid som udgangspunkt blev indgået af økonomiske hensyn, skimter vi i ægteskabspag-

Nordisk Ruinseminar 2007

Det hanseatiske handelsforbund.

ten mellem hende og en færing en meget rig hanseatisk storkøbmands handelspolitiske interesser på Færøerne. Vi får i denne en antydning om, at det tyske handelskontor i Bergen, som var en afdeling af den vendiske hansa i Østersøen med hovedsæde i Lübeck, havde stærke økonomiske interesser på Færøerne i slutningen af 1300-tallet. Efter biskop Vikbolds død i ca. 1408 blev endnu en tysk biskop, førnævnte Johannes Teutonicus, beskikket af paven til den færøske bispestol. Han tog bispestolen i besiddelse og styrede den til sin død ca. 1431. At dømme efter overleveret kildemateriale fra hans tid er der dog ikke grundlag for at antage, at han virkede i henhold til interesser udenfor den nordiske union. Ifølge kildematerialet virkede han både i tæt forbindelse med unionskongen, Erik af Pommern, og ærkebiskoppen i Nidaros. Fra Johannes Teutonicus' tid haves desuden kildemateriale, som angiver, af hvilken grund den engelske konge havde interesse for Færøerne. I året 1415 underskrev Erik af Pommern og Englands konge Henrik V, bror til Eriks dronning, Phillippa, en traktat om fiskeri ved "Island, Færøerne, Shetland og andre øer, som tilhørte Norge". Traktaten gik ud på, at den engelske konges undersåtter gerne måtte drive fiskeri i disse lan17

des farvand som hidtil, såfremt de ikke længere drev handel med landenes beboere (DI III, 643). Af dette kan sluttes, at i det mindste den engelske konges interesse for besættelsen af den færøske bispestol i 1300-tallet havde handelspolitisk begrundelse med fiskeri som hovedelement, og at englændere da i nogen tid havde drevet både handel og fiskeri ved Færøerne og Island. Uden tvivl var det også årsagen bag den tyske interesse, idet den hanseatiske tilstedeværelse i Norge just var baseret på fiskehandel og fiskeeksport, og antagelig også den pavelige, da stokfisk af ideologiske grunde var en vigtig del af føden i fasten i det centrale Europa. Med andre ord får vi i den overleverede traktat vidnesbyrd om, at den stærke udenlandske interesse for besættelsen af den færøske bispestol havde forbindelse med tidens stokfiskemarked i det centrale Europa, og at Færøernes biskop havde en rolle i forsyningen af dette. Efter biskop Johannes' død forflyttede pave Eugenius IV (1431-1447) i 1431 Severinus, som var biskop uden bispesæde, til den færøske bispestol (DN XVII, 484). Severinus var stadig i live i 1441, men vides ikke nogensinde at have taget sin stol i besiddelse. I 1435 beskikkede imidlertid samme pave John Scheffchin til den færøske stol (DN XVII, 523, 524), og af oplysningerne fra hans tid fås flere antydninger

Nordisk Ruinseminar 2007 om det færøske bispesædes rolle i europæisk handel. Om biskop John Scheffchin ved vi nemlig, at han, antagelig i 1441, blev fordrevet fra sit bispedømme af en "uretfærdighedens søn, Godsvin" (DN XVII B: 291). Efter at han var blevet fordrevet, opholdt han sig i Bergen, hvor vi i et klagebrev fra 1446, som de tyske købmænd i byen skrev til kongen om den uret, kongens befalingsmand havde begået imod dem, møder ham som tyskernes vidne (DN XVI 161: 165).4 Dette er dog ikke det eneste, som gør John Scheffchin interessant i forhold til problematikken om det færøske bispesædes handelspolitiske interesser, for hans forhold til den "uretfærdige" Godsvin giver flere antydninger derom. Godsvin er nemlig identisk med den hollandske munk Gozewijn Comhaer, som havde været kong Erik af Pommerns skriftefader og i 1435 blev biskop af Skálholt i Island (jfr. DN XVII b: 267),5 og John Scheffchin var ikke den eneste biskop, som han havde fået til at gå af. Også i Island fik han foranstaltet, at to paveligt beskikkede biskopper, John Craxton af Skálholt og John Bloxwich af Hólar, måtte forlade deres bispesæder. Afgangen hos de tre John'er, som alle var englændere og i al fald for de to islandske biskoppers vedkommende havde forbindelser med engelske stokfiskkøbmænd, havde antagelig forbindelse med, at hverken den norske kirkes ledelse eller kong Erik af Pommern brød sig om de pavelige foranstaltninger i de norske skatlande (jfr. Thorsteinsson 1970: 147-152; 1985: 127). Af materialet synes dog at fremgå, at selv om biskop Gozewijn udførte unionspolitik, som på overordnet plan havde til hensigt at bringe skatlandene nærmere under kongedømmets kontrol, så fulgte han også egne interesser i sine handlinger. Antagelig er det ikke nogen tilfældighed, at i samme tid som han kom til Island, begyndte hollændere at sejle dertil for at opkøbe fisk (DI XVI, 111). Og selv om det i henhold til den dansk-engelske traktat fra 1415 var imod unionskongens interesser, at englændere drev handel i Island, ser vi, at biskop Gozewijn i 1440-erne deltog aktivt i denne handel på samme vis som hans paveligt beskikkede forgængere, som han fordrev (jfr. DI IV, 718; XVI, 137). Af materialet med tilknytning til Gozewijn Comhaer fås således indtryk af, at unionspolitikken i de norske skatlande i tiden frem til midten af 1440-erne ikke var stærkt funderet, og at den økonomiske udvikling i disse var stærkt betinget af efterspørgselen efter fisk i det centrale Europa. Efter at Gozewijn havde fordrevet John Scheffchin, får vi igen norrøne biskopper i den færøske bispestol. Vores viden om dem begrænser sig imidlertid til nogle få årstal. Heming var svensk af fødsel og blev indviet engang mellem 1440 og 1442, sandsynligvis 1441. Hans efterfølger, som hed Jens og var dansk af fødsel, blev indviet i 1453. Han efterfulgtes af Mathias, dog ukendt hvornår, og Mathias efterfulgtes i 1486 af Hilarius, som muligvis var færing. Hilarius var endnu biskop i 1520 og efterfulgtes af Kilianus, som døde før 1533. Den 1. januar dette år udnævnte kong Frederik I nemlig den bergenske kannik, Amund Olavsson, til den færøske stol. Han var Færøernes sidste katolske biskop og blev afskediget ca. 1540 i forbindelse med reformationen. Det vigtigste spor efter den fremmede handelsaktivitet i senmiddelalderen og den betydning, denne havde for det færøske samfund, er imidlertid, at der i senmiddelalderen skete ændringer i færingernes værdiberegningssystem. Mens jordværdi forinden havde været angivet i forhold til bytteværdien for en alen vadmel, som stod i forhold til vægtenheden mark i brændt sølv, begyndte man nu at omregne jordværdi i forhold til pengeværdien gylden ­ en pengeværdi, som ikke var af norsk, men rhinsk oprindelse. 1 mark brændt sølv svarede til 320 alen vadmel, og en gylden svarede til 20 alen vadmel eller 1/16 mark brændt sølv. Endvidere begyndte man at anvende en ny måleenhed for længdemålet alen, som ikke var almindelig i norsk handel, nemlig hamburgsk alen. Den var længere end den i Norge anvendte alen og svarede til 12/13 af den senere anvendte danske alen (= 62,77 cm). Ændringen fra norske til rhinske værdienheder tyder på, at færingernes handel med Norge i denne tid var mindre betydningsfuld end handelen med Nordsøområdet. Og eftersom værdienheden alen vadmel udskiftedes med gylden, antyder ændringen endvidere, at færingernes hovedeksportvare i denne tid ikke længere var landbrugsprodukter, som vadmel må betegnes som, men en anden produkttype, som handledes i forhold til den rhinske værdienhed, sandsynligvis fisk.

Kirkebyggeri og handelsaktivitet

Vi vender nu tilbage til Muren og det, som biskop Johannes berettede om byggevirksomheden ved bispesædet de første årtier af 1400-tallet. Udover at han så det som sit kald at istandsætte de bygninger, som allerede i forvejen var bygget, grundlagde han i 1420 som nævnt en kirke, som var helliget Skt. Brendan, og et mindekapel for biskop Erlend. Muligvis hentyder han til Muren, når han nævner det, som allerede var, men ikke 18

4 Ang. dateringen, jfr. DN XVII B: 291. 5 Antagelsen om, at Godsvin Comhaer fordrev John Scheffchin i 1444 eller 1445 bygger på bevarede oplysninger om biskop Godsvins færden. I aug. 1444 opholdt han sig i Island, i dec. 1445 i England og i maj 1446 i Holland, hvor han døde året efter. Jfr. også Thorsteinsson 1970, 148 ff.

Nordisk Ruinseminar 2007 færdigbygget, og til bl.a. den nuværende sognekirke, når han taler om vedligeholdelse ellers. Arkæologiske undersøgelser har nemlig vist, at sognekirken er ældre end Muren og bygget engang i det 13. århundrede. Af motiver på Kirkjubøstolene, og i særdeleshed Erik af Pommerns og dronning Philippas våbenskjold, ved vi også, at inventaret var fremstillet i hans tid til en kirke på bispesædet, antagelig Muren. At to kirker var i funktion, den ene sandsynligvis nyindrettet i biskop Johannes' tid, og endnu en under opførelse under hans ledelse inden for en radius på 100 m, tyder på, at der i hans biskopstid har været voldsom økonomisk aktivitet ved bispesædet ­ så voldsom, at vi ikke med rimelighed kan antage, at landets indbyggere, antagelig ca. 5000 sjæle, alene kan have været i stand til at bære finansieringen af denne. Forklaringen ligger sandsynligvis gemt i dedikationen til Skt. Brendan, den irske søfarerhelgen fra 500-tallet, som også er portrætteret på kirkeinventaret, der blev fremstillet til bispesædet i Erik af Pommerns tid. Hagiografisk forskning har nemlig påvist, at den senmiddelalderlige dyrkning af Skt. Brendan havde sit centerområde ved Rhinmundingen, hvor der siden tidlig middelalder fandtes irske kolonier, og spredte sig derfra til Sydskandinavien med nordtyske handelsfolk, men tilsyneladende ikke til de nordligere dele af Skandinavien, bl.a. Norge (KLNM 2: 199). Tilstedeværelsen af kult omkring Skt. Brendan på Færøerne i begyndelsen af 1400-årene tyder derfor på, at denne var indført af tyske handelsfolk, antagelig fra Nordsøområdet, og endvidere, at deres handelsaktivitet lå bag finansieringen af den voldsomme byggeaktivitet ved det færøske bispesæde, mens Johannes Teutonicus var biskop.

St. Brendan. Motiv på en af Kirkebøstolene. Foto: N. Elswing / Nationalmuseet.

19

Nordisk Ruinseminar 2007

Kilder og litteratur

Arge, Símun V. 1989: Domkirkeruinen og andre fortidsminder i Kirkjubøur. Føroya Fornminnissavn og Føroya Fornminnagrunnur. Tórshavn. Bugge, Alexander (útg.) 1899: Erkebiskop Henrik Kalteisens Kopibog. Christiania. DF: Diplomatarium Færoense: Føroyskt Fodnbrævasavn. Útg. Jakob Jakobsen. Tórshavn 1907. DI: Diplomatarium Islandicum. DN: Diplomatarium Norvegicum. Christiania. Eliasen, Kirsten 1995: "Domkirkeruinen, "Múrurin", i Kirkjubø. Fróðskaparrit, 43. bók. Tórshavn. Flb: Flateyjarbók. Bd. I-III. Chria. 1860-68. Hammershaimb, V.U. 1891: Færøsk Anthologi I. København. Hkr: Heimskringla, Snorri Sturluson. Udg. ved Finnur Jónsson. Kbh. 1911. Hinchius, Paul 1869-97: Das Kirchenrecht der Katholiken und Protestanten. Bd. I-IV. Hoekema, Teake 1974: "Um frísar, Føroyingar og Frísalandsfólkini". Fróðskaparrit, bd. 22. Tórshavn. Karlsson, Gunnar 2000: Iceland's 1100 Years. The history of a Marginal Society. London.

KLNM: Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder. Krogh, Knud J. 1981: "Den lille domkirke i Kirkjubøur". Fróðskaparrit bd. 28-29. Tórshavn. Krogh, Knud J. 1988: Kirkjubøstolene og Kirkjubøur. Et brudstykke af det færøske bispesædes historie. Emil Thomsen. Tórshavn. Mortensen, Andras 2000: Hin føroyski róðrarbáturin. Sjómentir føroyinga í eldri tíð. Annales Societatis Scientiarum Færoensis Supplementum XXVI. Tórshavn. NM: Norske middelalderdokumenter i utvalg. Ed. Sverre Bagge, Synøve Holstad Smedsdal og Knut Helle. Bergen 1973. Ordericus Vitalis. Historiske beretninger om normannere og angelsaxere fra Orderik Vitals kirkehistorie. Bd. 1-3. Overs. ved P. Kierkegaard. Kbh. 1889-96. Thorsteinsson, Björn 1970: Enska öldin i sögu íslendinga. Reykjavík.

20

Nordisk Ruinseminar 2007

Kirkjubøur - Færøernes middelalderlige bispesæde ­ Monumenter og bevaring

Símun V. Arge

Indledning

I bygden Kirkjubøur, 13 km sydvest for Tórshavn finder vi de eneste historiske levn på Færøerne, der kan siges at være af egentlig monumental karakter. Her findes bygninger og ruiner, hvis vægge er muret op af sten lagt i en lokal kalkmørtel og pudsede. Talen er nu heller ikke om et hvilket som helst sted. Her på stedet lå øernes bispesæde fra tidligt i 1100-årene og frem til bispesædets nedlæggelse i 1557. Monumenterne repræsenterer ikke den traditionelle færøske bygningstradition, en træbygningskultur, funderet i et vikingetidigt og middelalderligt norrønt miljø, som vi ellers finder rundt omkring på øerne. Monumenterne i Kirkjubøur er præget af deres forbindelse til den nordiske og internationale kirkeorden og det internationale

Kirkjubøur. Foto: S. V. Arge.

samfund. Monumenterne understreger betydningen og magten i dette kirkelige centrum. Det var herfra, at de nordiske og europæiske kulturelle strømninger blev sluset ind i det færøske samfund. Beklageligvis er vort kendskab til denne periode af Færøernes historie relativt begrænset, f.eks. er de skriftlige kilder fåtallige. Selv om vi må erkende, at netop bispesædet efter færøske forhold er rimeligt godt repræsenteret i skriftlige kilder ­ i middelalderlige diplomer ­ er informationer f.eks. vedrørende dagliglivet meget begrænsede. Det samme er tilfældet, hvad oplysninger om bygninger og stedets bygningshistorie angår. Som på øerne generelt er det de arkæologiske kilder, monumenterne selv, vi må aftvinge de nødvendige oplysninger om monumentet samt viden om stedet og perioden

21

Nordisk Ruinseminar 2007

Kirkjubøur. Antaget udbredelse af arealerne i middelalderen. Dagens kystlinje mærket c; antaget kystlinje i middelaldeleren mærket a. Efter Krogh 1988.

De middelalderlige monumenter på bispesædet. A Sognekirken, B Múrurin, C Líkhús, D - F Levn af Bispegårdskomplekset. Efter Krogh 1988.

generelt. Derfor er disse bygningslevn så vigtig en kilde til vor viden om datidens samfund.

Bispesædet - lokaliteten og fortidsminder

Kristendommens indførelse må anses at have været en langsommelig proces. Blandt Færøernes indbyggere har der uden tvivl tidligt været et indslag af kristne mennesker. Den formelle antagelse af kristendommen skete dog omkr. år 1000. Dette medførte, at kirker opførtes rundt omkring på øerne. Arkæologiske undersøgelser viser, at disse kirker har været små trækirker af samme type som de små norske stavkirker. Ifølge Færeyingasagaen var det Sigmundur Brestisson, høvdingesøn på den lille ø Skúvoy, der efter nogle år ved Olav Trygvasons hof, vendte tilbage til øerne for at kristne færingerne. Han skulle opføre øernes første kirke på sin gård på Skúvoy. Efter at kristendommen havde fået et fastere organisatorisk leje, er Kirkjubøur tidligt udvalgt til etableringen af øernes bispesæde. Denne lokalitet har tilsyneladende haft nogle egenskaber, der har tiltalt paven. Stedet har en central beliggenhed. Desuden er lokaliteten kendt for at være én af øernes bedst egnede til den dengang så vigtige kornavl. Endvidere har lokaliteten været kendt for at være beriget med drivtømmer, hvilket altid har været en vigtig ressource på disse træløse øer. Landskabsmæssigt må vi forestille os, at der er sket store forandringer, siden bispesædet blev etableret. Omfattende erosion af kysten, hvilket bl.a. sognekirkens placering i dag er et tydeligt vidnesbyrd om, har medført store ændringer af kysten og landskabet. Der22

for må vi forestille os, at de dyrkede arealer på stedet har været betydeligt mere omfattende, end de er i dag (Krogh 1988; Arge 1989). Disse forudsætninger har uden tvivl medført, at der på stedet har ligget en af de større gårde allerede tidligt i tiden ­ i vikingetiden. Stednavnet Kirkjubøur indikerer også dette. Analyser af stednavnemateriale i forbindelse med bebyggelseshistoriske undersøgelser viser, at netop stednavne, hvori indgår navneelementet ­bø, sammensat såvel som usammensat, er knyttet til gårde med langt den største jordejendom (Thorsteinsson 1996). Arealerne umiddelbart nord for den nuværende bygd, hvor man under dyrkningsarbejder er stødt på oldsager, og hvor der stadig findes ret omfattende bebyggelseslevn om end af uvis alder, benævnes inni í Bø, medens ødebygden, en nedlagt boplads, býling, syd for Kirkjubøur kaldes úti á Bø. Lokalt benævnes den nuværende bebyggelse heima á Garði. Dette kan tolkes således, at úti á Bø er en udflytter-bebyggelse fra den oprindelige gård heima á Garði i Kirkjubøur. Som nævnt er Færøerne antagelig oprettet som eget bispedømme i begyndelsen af det 12. århundrede (se Mortensen denne publikation samt Mortensen 2006). Efter at Norge i 1152-53 blev selvstændigt ærkebispedømme med sæde i Nidaros og frem til reformationen, har Færøerne, sammen med landene i vest, hørt til den norske kirkeprovins. Denne omfattede 11 bispedømmer ­ 5 i Norge og 6 i vesterhavsområdet. De katolske biskopper formåede at administrere den færøske kirke med gevinst. Ved bispesædets nedlæggelse besad kirken halvdelen af al jordejendom på Færøerne. Dette er også kommet til udtryk på selve bispegården.

Nordisk Ruinseminar 2007 I forbindelse med restaureringsarbejderne i 1960erne udførtes arkæologiske undersøgelser under kirken, hvorved der afsløredes omfattende kulturlag. Bl.a. blev der påvist en bispegrav i koret - den indtil nu eneste fundne biskoppelige begravelse i Kirkjubøur fra 1200tallet. Endvidere blev påvist rester af stenbrolægninger og tre middelalderlige gulvlag, der sandsynligvis stammer fra ældre kirkebygninger på stedet. Her blev der fundet 5 mønter - den ældste, fundet i afretningslag under det formodede ældste gulv, er engelsk og slået i perioden 1223-35; de øvrige, der er norske, er betydeligt yngre, fra 1447. Dele af en ældre kirkegård går ind under den vestlige del af kirkebygningen. Gravene, der afviger fra kirkens øst-vestlige orientering, forekommer at være middelalderlige, og kan indikere en ældre kirke på stedet. Undersøgelserne har afsløret en aktivitet på stedet, hvis spor gør det sandsynligt, at sognekirken er placeret på det oprindelige kirkested i bygden. Disse undersøgelser blev foretaget under Sverri Dahls ledelse (Dahl 1965 & 1968). I et diplom fra 1420 skrevet af den daværende biskop Johannes Theutonicus, omtales en bygning ­ et mindekapel - der på daværende tidspunkt opføres til ære for den utvivlsomt mest kendte af biskoperne, bi-

Sognekirken. Foto: S. V. Arge.

Foruden, at der i Kirkjubøur fandtes biskoppens prægtige residens, har der også været bispens store gårdsanlæg med alle dets forrådshuse og udbygninger. Desuden har der ikke stået mindre en tre kirkebygninger, som må tænkes at have haft hver sin funktion, og som nok har været de mest synlige anlæg i det middelalderlige landskab.

Monumenterne

De monumenter og anlæg, vi i dag knytter til bispesædet er foruden domkirkeruinen "Muren", sognekirken, ofte benævnt Mariakirken, og Líkhús samt resterne af selve bispegården.

Sognekirken Den hvidkalkede kirke i kystskrænten er øernes eneste middelalderlige kirke, der i dag er i brug som sognekirke. Bygningen er muret op af rå kampesten, pudset og kalket og måler 21x7 m. Med sin enkle udformning - et langstrakt rektangel med ret eller lige afsluttet kor ­ slutter kirken sig til traditionen af samme type kirker, som slog igennem i Norge som sognekirker i løbet af 1200-årene, inspireret af tiggerordenens kirker, som f.eks. Eidfjord i Hardanger (Christie 1981). I 1863 blev kirken kondemneret på grund af havets indtrængen. Efter at en beskyttelsesmur var blevet opført langs kysten og kirken således sikret, foretog man i 1874 en hovedreparation af kirken. Det var i forbindelse med disse arbejder, at det fornemme middelalderlige kirkeinventar, ofte omtalt som Kirkebøstolene, blev fjernet fra kirken. Ved den lejlighed fik kirken et nygotisk udseende med kamtakkede gavle, spidsbuede vinduer og højt tårn med spir i vest. Ved midten af 1960-erne gennemgik kirken atter en støre istandsættelse. Lige som i 1874 blev det meste af sydvæggen taget ned og genopmuret, og kirkens udformning blev ført tilbage til situationen før reparationen i 1874, og kirken fik det udseende, den har i dag. Alt inventar blev udført på nyt af træ (Arge 1997).

23

Sognekirken. Forenklet plan og længdesnit set mod nordvæggen, i forbindelse med iagttagelser i 1974 og 1979. Murpartier, der stammer fra nyere tid, er vist med prikket kontur. Partiet over linjen a er ommuret i nyere tid. Linjen b angiver oversiden af det nuværende trægulv, mens linjen c viser en del af forløbet af selve murfoden. Murparti med aftryk af en panelvæg er vist med prikket signatur. Synlige skel mellem de enkelte planker, er vist med ubrudt linje. På planen af kirken er de to formodede panelvægge i koret indtegnet med sort. Fremstillingen skal opfattes som skematisk. Efter Krogh 1981.

Nordisk Ruinseminar 2007 skop Erlendur. I et kirkesyn af sognekirken fra 1710 omtales et våbenhus på kirkens nordside, i hvilket der var et katolsk alter. Her bør bemærkes, at på Færøerne har der ikke været tradition for våbenhus - i hvert fald ikke i de efterreformatoriske sognekirker. Her taler man i stedet om en forkirke, der har været et afskildret rum i bygningens vestre ende, lige som koret har været det i den østlige ende. Under de arkæologiske undersøgelser, der blev foretaget i Kirkjubøur i 1950-erne i forbindelse med en fællesnordisk udgravningskampagne, stødte man på fundamenterne af en muret tilbygning vestligst på sognekirkens nordside. Kan dette være resterne af det Erlendurs kapel, som Johannes Teutonicus nævner i sit skrift fra 1420, i hvilket der har været et katolsk alter? Umiddelbart ved vestgavlen af sognekirken er der på kirkegården fundet rester af en større bygning antagelig med buede langvægge, karakteristisk for bygninger fra vikingetid og tidlig middelalder. Murværksundersøgelser i 1970-erne under ledelse af Knud J. Krogh, museumsinspektør ved Nationalmuseet i København, har sandsynliggjort, at kirken engang har været delt på midten, og at den østre halvdel har fungeret som et med træpaneler beklædt kor. Engang i tiden har kirken fungeret som øernes domkirke. I den periode har den skullet give plads til, at hele præsteskabet kunne være samlet i koret ved bestemte lejligheder i løbet af kirkeåret (Krogh 1981). Undersøgelser i 1980-erne under ledelse af undertegnede afslørede pikstensbrolagte stier langs indersiderne af det murede kirkegårdsdige med portåbninger dels mod de i middelalderen beboede områder vest for kirkegården, dels ind på bispegårdens gårdsplads mod nord, samt i kirkegårdens nordøstlige hjørne. Stien blev konstateret i to faser, og den kan meget vel tænkes anlagt og anvendt i forbindelse med processionsoptog ­ f.eks. findes der et middelalderligt processionskors bevaret fra stedet, som i dag udstilles i Føroya Fornminnissavns udstillinger.

Á Líkhúsi. Foto: S. V. Arge.

gående mur, hvilken indikerer, at kirken har været delt i to rum. Ruinen er på nordsiden omgivet af et dige, der afgrænser en tilhørende kirkegård. I 1950-erne afslørede arkæologiske undersøgelser begravelser inde i kirken. Ifølge førnævnte diplom fra 1420 skrevet af Johannes Theutonicus, og som er én af de få skriftlige kilder, der omtaler byggeaktivitet i Kirkjubøur, er det ikke utænkeligt, at dette er resterne af kirken, der i skriftet omtales som værende den kirke, der på det tidspunkt er under opførelse, og som skulle vies Skt. Brandanus. Vigen ud for, hvor kirken ligger, hedder nemlig Brandansvík (Krogh 1991).

Á Líkhúsi Lidt afsides, i skrænten ca. 100 m længere mod syd, ses resterne af en anden bygning, af hvilken størstedelen nu er borteroderet. Det der er tilbage, er nordmuren af en mindre kirkebygning, som går under navnet Líkhús, Lighus. Benævnelsen Líkhús er uden tvivl en senere benævnelse, der er blevet hæftet på ruinen. Folk har sikkert været opmærksomme på, at der efter storm og kraftig søgang har stukket knogler frem af den eroderende skrænt, hvoraf benævnelsen. Ud fra nordmuren er resterne af en tilbygning, hvorfra en døråbning fører ind i kirkeskibet. Inde i ruinen ses resterne af en tvær-

Bispegården Bispegåden udgør et fint mindre anlæg, der består af to parallelle murede længer, der omslutter en stenbrolagt gårdsplads mod hvilken, bygningerne har været orienteret. Murede mure i nord og syd har gjort, at anlægget har været helt lukket. Hele anlægget måler ca. 2.500 m², hvilket må have været imponerende i datidens færøske samfund. Østlængen, af hvilken ca 25 m er bevaret, har udgjort selve den biskoppelige recidens, og de ca. 1,65 m tykke kældermure kan muligvis indikere et øvre muret stokværk. Små vinduesåbninger ses i øst- og sydmuren. Den 45 m lange og 7 m brede vestlænge har været en økonomibygning ­ antagelig et øvre stokværk af tømmer rejst på murede kældre med døråbninger ind mod gårdspladsen. Engang i tiden er østlængen blevet orienteret mød øst ­ man har foretaget et tilbyggeri mod Muren, hvilket kan tænkes være sket i forbindelse med, at den nye gotiske domkirke er blevet opført. Ellers fremstår bispegården i dag med tømmerbygninger, af hvilke de ældste er opført i laftekonstruktion, placeret noget akavet oven på de svære kældermure. Der er tale om Roykstovan, der står midt inde i bygningskomplekset omgivet af svaler og andre rum, hvorfor den har været godt beskyttet mod vind og vejr og stadig er meget velbevaret. Den anden bygning er den

24

Nordisk Ruinseminar 2007

Bispegårdskomplekset. Plantegning efter Arge 1989.

Røgstue- og stokkestuekomplekset. Efter Berg 1995.

såkaldte Stokkastovan med to rum, oven på hvilken står Loftsstovan. Disse er dele af en større bygning, idet der nord fra Stokkastovan har stået et stort rum med åben tagstol, der har hvilet på syldstene. Dette har altså været en tre-rumsbygning, der er velkendt i norsk stormandsmiljø i anden halvdel af 1200-tallet. Det store rum er blevet revet ned engang i løbet af 1800-årene. Hvornår disse laftebygninger er placeret oven på kældermurene vides ikke. Bygningsmæssige detaljer som f.eks. huggemåden, det såkaldte Findalshogget, der er anvendt i Roykstovan, er i Norge ikke blevet anvendt efter den Sorte Død ­ altså ca. 1350. Komparative analyser med norsk bygningsmateriale, f.eks. laftebygningen på Aga i Ullensvang giver den norske bygningsforsker Arne Berg, arkitekt ved Riksantikvaren i Oslo, anledning til at datere stokkestuerne i Kirkjubøur til omkr. 1300 (Berg 1995). Der blev foretaget omfattende udgravninger af bispegårdskomplekset uder den nordiske undersøgelseskampagne i midten af 1950-tallet, hvor kældermurene og diverse syldstenskontekster blev fremdraget. Dele af kældermurene blev repareret og ført op i en vis højde, hvor det tilføjede blev synliggjort ved en afmærkning med små bronceplader. Idéen med det var at angive

25

Nordisk Ruinseminar 2007

Domkirkeruinen, Muren, ca. 1874. Foto: H. C. Müller.

rumdimensionerne. Desværre fyldte man rummene op med jord, så denne idé faldt noget til jorden. Efter bispesædets nedlæggelse ved reformationen overgik kirkens gods til kongen. Siden da har bygningerne huset den lokale kongsbonde.

Domkirkeruinen Magnuskatedralen, i daglig tale blot kaldt Múrurin, der antages opført omkr. 1300, er et godt eksempel på et højgotisk bygningsværk. Kirken knytter sig til vestnorsk kirkebyggeri fra denne periode ­ oftest bliver Muren relateret til eksempelvis domkirken og Olavskirken i Bergen, Utstein kloster samt koret i Stavanger domkirke, der blev opført efter en brand i 1272 (Eliasen 1995). Hovedrummet i domkirkeruinen er et rektangulært langhus, der udvendigt måler 26,5x10,75 m. Højden er 9 m, hvilket tilnærmelsesvis er murens fulde højde. De 1,6 m tykke mure er placeret på et omfattende stenfundament, der visse steder er gravet 2 m ned i undergrunden. Dog er nordøsthjørnet på grund af topografien sat direkte på undergrunden. Selve murene er opført som helmur af marksten af basalt med de jævne flader vendt udad. Stenkiler af forskellig størrelse er anvendt til op26

kiling og fyld mellem de større sten. Hvor oprindeligt murværk er bevaret ses, at stenkilerne har lukket så tæt, at fugning næsten har været unødvendig. Til formsten i bl.a. vinduer og portaler har man anvendt blødere lokale stenarter. Bygningen er planlagt til seks krydshvælv. Oppe på murene findes således konsoller til seks krydshvælv. I de to østligste fag, som antages at have udgjort koret, har hvælvene været båret af bladkapitæler på søjlepilastre,

Múrurin. Plantegning ved Curt von Jessen.

Nordisk Ruinseminar 2007 de øvrige har hvilet på konsoller i vederlagshøjde. Skellet mellem kor og skib har endvidere været markeret ved, at vinduesåbningerne i koret sidder en halv meter højere end dem i skibet, samt at disse er rigere dekoreret. Det kan ligeledes formodes, at gulvet i koret har ligget tilsvarende højere end i resten af kirken. Sydsidens vinduesåbninger er karakteristiske ved deres høje slanke form. Rundt omkring i murværket, ved vinduer og portaler, ses rester af figurer. F.eks. er i spidsbuernes vinduer indvendigt endnu synlige figurer ­ i koret en biskopsfigur og i skibet et kongshoved. Således er nogle af hvælvlommernes vederlagssten udformet som figurer. I murene har været indmuret tolv indvielseskors udformet i klæberstensplader, af hvilke 6 endnu er bevaret på oprindelig plads. Østligst på nordsiden er en 9,8x5,6 m stor sidebygning, i folkemunde nævnt Nonneklosteret ­ antagelig et kapel. I nordmuren er en åbning ind i et trapperum med en muret vindeltrappe. Rummets gulv er brolagt med små stenheller. Arkæologiske undersøgelser har afsløret et alterfundament under den store vinduesåbning i østmuren. Denne tilbygning har også været overhvælvet. I kirkens vestende har der sandsynligvis været et tårn. Den 7 m høje og 2 m brede spidsbuede arkadebue i vestmuren har åbnet tårnrummet ind i kirkeskibet. Udvendigt i Murens østgavl er indmuret en klæberstenstavle ­ Guldskabet. Den er smykket med et relief afbildende Kristus på korset mellem Jomfru Maria og Maria Magdalene. På baggrund af stilistiske detaljer, karakteristiske for vestnorske arbejder, dateres relieffet til første tredjedel af 1300-årene. Ifølge en omløbende

Kirkjubøur 1817. Efter Lyngbye 1820.

latinsk majuskelindskrift langs randen gemmer tavlen relikvier bl.a. af helgenerne Magnus fra Orkneyøerne og islandske Thorlak. Undersøgelser i 1905 afslørede en blyæske med låg i en udhugget fordybning på tavlens bagside.

Antikvarisk interesse og Muren

Når bygden Kirkjubøur beskrives i publikationer fra 1600 og 1700-årene, er der altid en omtale af Muren. Af stedets middelalderlige monumenter, vi har kendskab til i dag, var det indtil for blot 100 år tilbage foruden bondegården ­ den største på øerne ­ domkirkeruinen, Muren, der dominerede lokaliteten. Mange af de middelalderlige bygningslevn, der i dag er synlige, som f.eks. kældrene under bispegården, er blevet draget frem i lyset i perioden omkring 1900 og senere - dels ved bonden, forfatteren og politikeren Jóannes Paturssons oprydningsarbejder på gården og dels ved nyere tiders undersøgelser ­ i hovedsagen under foran omtalte udgravningskampagne midt i 1950-erne. Før i tiden lå meget gemt under jorden under yngre tiders bebyggelse på stedet. I begyndelsen af 1800-tallet, opstår en egentlig antikvarisk interesse for Kirkjubøur. Dette sker samtidig med med, at denne interesse udvikler sig i Norden i øvrigt, bl.a. efter oprettelsen af "Den kongelige Commission i Kjøbenhavn for Oldsagers Opbevaring", Oldsagskommissionen. Den første egentlige beskrivelse af domkirkeruinen bliver foretaget af naturforskeren og præsten

27

Nordisk Ruinseminar 2007 H. C. Lyngbye, som - da han i 1817 rejste til Færøerne for at indsamle tangplanter - af Oldskriftselskabet var blevet opfordret til at være opmærksom på, hvad der måtte findes af antikvarisk interesse på øerne. Lyngbye besøger Kirkjubøur ved flere lejligheder og udarbejder tegninger af ruinen, der publiceres i Antiquariske Annaler 1820 (Lyngbye og Gade 1820). Hermed er grundlaget skabt for fremtidige undersøgelser af ruinen og lokaliteten, og i de følgende år kommer andre til stedet for at indhente oplysninger. Således aflagde den historisk interesserede danske kronprins Frederik, den senere kong Frederik den 7, Kirkjubøur besøg under sin rejse på Færøerne i 1844. Kronprinsen ankom til bygden med et større følge, bl.a. maleren Kloss, der gjorde flere tegninger og malerier på rejsen ­ også fra Kirkjubøur. Det er i denne periode, hvor man i Danmark indleder en fredningskampagne af middelalderlige anlæg. Lyngbyes indberetning bevirkede også til et fredningsinitiativ fra Oldsagskommisionens side i 1819. Det Danske Cancelli og Amtmanden på Færøerne inddroges i sagen, men hvornår en sådan fredning er effektueret, er mig bekendt, uvist. Ved midten af 1840-erne ses der at være blevet foretaget bevaringsmæssige arbejder på Muren. Dette fremgår af en omfattende brevveksling i 1846 og 47 mellem Kancelliet, Kommissionen og Amtmanden vedr. udgifterne til reparation af kapellets nordvesthjørne og for at foretage "andre Hensigtsmæssige Foranstaltninger for at bevare dette Mindesmærke". Siden ser det ud til, at der har været stilstand i bevaringarbejdet i nogle år. I 1860 bliver Muren dog atter aktuel, idet sognekirken anses at være i fare for at styrte i havet ­ et problem, der ses at optræde i kirkesyn allerede tilbage i 1700-tallet. Kirken kondemneres i 1864, og man skal til at finde en egnet plads til at opføre en ny sognekirke. I den anledning sendes den unge danske arkitekt, Vilhelm Dahlerup, til Kirkjubøur for at se på sagen. Han fremsætter forslag om at inddrage domkirkeruinen, Muren, således at den kan blive "færdiggjort"

Dahlerups forslag til færdiggørelsen af domkirkeruinen i 1864.

for siden at anvende den som sognekirke. Disse planer opgives dog helt i 1868. Man vælger i stedet at reparere den kondemnerede sognekirke efter at skrænten er blevet tilfredsstillende sikret mod havets trussel. Under sagens forløb var der iværksat en pengeindsamling til formålet. Det resterende beløb af de indsamlede midler, der ikke blev tilbagebetalt, nu projektet blev skrinlagt, indgik i et af Kirke- og Undervisningsministeriet nyoprettede fond til bevaring af ruinen: en obligation på 1.400 rd. Fondet bestyredes af Færøernes Amt og Provsti. Således kom der noget positivt ud af sagen, fordi allerede det følgende år ansættes stenhugger Niels Lassen Arge fra nabobygden Argir til at holde opsyn med ruinen med fast årlig løn på 10 rd. Denne påbegynder reparationer, bl.a. afdækkes murkronen med cement, og et endnu synligt resultat er sålbænken i det østligste vindue i sydmuren, hvor sålbænken støbtes i cement. På foranledning af "Directionen for de nationale Mindesmærkers Bevaring" var arkitekt Erik Schiødte i Kirkjubøur i 1889. Foruden at han udførte forskellige opmålinger af ruinen - udarbejdede han et forslag til bevaringsarbejder, og samtidig gjorde han aftaler med to færøske håndværkere, som skulle arbejde under tilsyn af den danske murermester, Andersen. Schiødte inddrog nu kongsbonden mere aktivt i arbejdet, idet denne formelt fik tilsynet med arbejderne. I 1889 indledtes således en ny og mere omfattende bevaringskampagne. Løse sten genindsattes, vindues- og trappesten ligeledes, og vinduesbrystninger udmures og afdækkes med nye tilhuggede dæksten. Ligeledes dækkedes murkronerne med cement. I denne periode lægges der også et tag af tilhuggede sten over vestgavlens murkrone. I 1905 er Danmarks Nationalmuseum i Kirkjubøur, repræsenteret ved arkitekt L. Koefoed-Jensen. Han foretager opmålinger og undersøgelser, bl.a. opmåler han bondegårdens laftebygninger. Men det, som har hans største opmærksomhed, er en nærmere undersøgelse af klæberstens relikviegemmet udvendigt på domkirkeruinens østgavl ­ i folkemunde kaldet "Guldskabet". Det var efter ønske fra Nationalmuseets direktør Mollerup i København, at bonden accepterede, at relikvietavlen blev taget ud af muren - et arbejde, der blev forestået af smed og stenhugger Jacob Andreas Arge fra Argir. Nu konstaterede man en fordybning på tavlens bagside i hvilken, der lå en blyæske med låg. Koefoed-Jensen ønskede at få tavlen og indholdet sendt til Danmark til nærmere undersøgelse. Dette satte kongsbonden sig imod på grund af faren ved sørejsen. Ifølge den fyldige korrespondence, der findes i sagen, indvilliger direktør Mollerup til sidst bondens ønske. Tavlen bringes atter på plads, og sagen henstilles (Bruun 1907; Patursson 1966).

28

Nordisk Ruinseminar 2007 Her bør indskydes, at siden 1890-erne havde kaptajn Daniel Bruun aflagt Færøerne og Kirkjubøur flere besøg. Han var egentlig officer i Gendarmeriet, men havde arbejdet i mange år som Nationalmuseets forlængede arm fra sin lejr i Midtjylland. Senere blev hans store interesseområde den norrøne kultur, hvorfor han berejste øerne i Nordatlanten - Færøerne, Island og Grønland samt Nordnorge. Her gjorde han omfattende rekognosceringer og undersøgelser, og han må siges at være den egentlige grundlægger af den kulturhistoriske udforskning i dette geografiske område i vikingetid og middelalder (Bruun 1929). Daniel Bruun var også nær ven med bonden i Kirkjubøur, Jóannes Patursson, der var folketingsmand og rigsdagsmand i flere perioder fra 1901 til 1936. Under sine mange ophold i København var der kort vej for Patursson fra Folketinget over Frederiksholms Kanal for at besøge sin ven på museet, hvilket han tit gjorde. Patursson havde ved sine ophold i Norge ­ først som 15-16 årig på landbrugsskolen Stend ved Bergen og siden i 1890-91 på landbugshøjskolen i Ås ­ haft anledning til at stifte et nærmere bekendtskab med lignende monumenter, han var opvokset i blandt i Kirkjubøur, samt den debat, der netop da var fremme vedrørende istandsættelsen af domkirken i Trondheim. Foruden Bruun er det i denne periode også personer som Sinding-Larsen i Oslo og professor Erik Schiødte i København han støtter sig til i sine overvejelser vedrørende istandsættesler af bygningerne på gården. Tilbage til Koefoed-Jensen! Denne sommer blev der foretaget diverse nye afdækninger af murværket samt udgravninger inde i Muren. Ikke mindst var det Koefoed-Jensens store fortjeneste, at der blev lagt et nyt lag beton på murkronen, der havde fald til begge sider, efter at den betong, som blevet lagt ud i 1890, var borthugget. Samtidig blev tagskifre lagt i cementen langs yder- og indersiden af murkronen med et 2" vanddryp. Til sidst dækkedes murkronen med græstørv hele vejen rundt. I de følgende år er det i hovedsagen bonden selv, der ved at rydde op og fjerne flere bygninger på gården samt med efterfølgende gravningsarbejder bringer flere ældre bebyggelseslevn frem i dagens lys. Egentlige arbejder på monumenterne synes ikke at foregå i denne periode. I 1930-erne var der dog opstået tanker om en større fællesnordisk indsats på bispesædet med direktøren for Danmarks Nationalmuseum, Poul Nørlund, i spidsen. Men 2. verdenskrig brød ud, hvilket medførte, at planerne forståeligt nok blev henlagt. Men umiddelbart efter krigen var Poul Nørlund på Færøerne - nu som rådgiver i antikvariske spørgsmål. Den politiske situation på øerne var særlig. Færøerne, der havde være besat af englænderne, havde været isolerede fra Danmark i de fem år krigen varede, og der forelå nu en helt ny 29 situation med hensyn til rigsfællesskabet med Danmark. Det var ved denne lejlighed, at øerne fik Hjemmestyreordningen af 1948. Ét af områderne, der blev færøsk særanliggende, var det antikvariske arbejde, og øerne fik deres egen fredningslov, Lagtingslov nr. 19 af 1948. I 1946 have den færøske museumsforening, Føroya Forngripafelag, hvis tidlige historie starter tilbage i 1898 på initiativ af Jóannes Patursson, overdraget foreningens samlinger til landsstyret med henblik på etableringen af et færøsk nationalt museum, Føroya Fornminnissavn, hvilket skete i 1952 ­ det museum, som er vært ved dette seminar. Direktøren for det nationale museum fik også den antikvariske myndighed og blev tituleret landsantikvar, nemlig Sverri Dahl. Kontakten med omverdenen var nu også genetableret, og øernes folkekære digter, Hans Andreas Djurhuus, der var formand i den gamle museumsforening, Føroya Forngripafelag, var sammen med Poul Nørlund initiativtager til et fællesnordisk arkæologisk projekt i Kirkjubøur i årene 1953-55. Projektet omfattede hele komplekset: De tre middelalderkirker samt bispegårdskomplekset. Aktørerne i dette nordiske projekt var Tage E. Christiansen, museumsinspektør ved Nationalmuseet i København, Håkon Christie, arkitekt hos Riksantikvaren i Oslo og Sverri Dahl, Færøernes landsantikvar. Der blev foretaget omfattende udgravninger og undersøgelser. Gulvet i domkirkeruinen blev gennemgravet ned til fast lerlag, uden at man dog stødte på gulve, begravelser ellar andre konstruktioner. Forsøg på at finde tårnfundamenter gav intet resultat. Store dele af bispegårdskomplekset blev udgravet - kældrene og tunet - samt vestlængen og områder nord for Muren. Også arealerne vest for sognekirken blev udgravet, og her stødte man på omfattende middelalderlige bebyggelseslevn, dels murede mure, men ikke mindst rester af større middelalderlige tømmerbygninger. Lokaliteten her kaldes á Dunga ­ altså et sted, hvor man smider affald. Genstandsmaterialet var også spændende ­ f.eks. fandt man en pragtkam, en 15 cm stor enkeltkam, samt fragmenterne af et bolleformet klæberstenskar, 75 cm i diameter, vel et af de største klæberstenskar, der er fundet i Norden overhovedet! Ligeledes blev ret så omfattende udgravninger udført af arealerne ved domkirkeruinen ­ ikke bare udvendigt, men også indvendigt, hvor hele gulvfladen ser ud til at være blevet omgravet, hvorved kirkens vældige stenfundamenter afdækkedes. Materialet fra undersøgelseskampagnerne 1953-55 er dog aldrig blevet efterbearbejdet, så her ligger en stor opgave og venter på at blive udført. I forbindelse med denne undersøgelseskampagne anså man det for påkrævet at få foretaget en gennemgribende opmåling af Muren. Curt von Jessen, der på daværende tidspunkt var arkitektstuderende ved Kunst-

Nordisk Ruinseminar 2007 akademiet i København, fik til opgave at udføre de så efterhånden velkendte opmålinger af domkirkeruinen. I 1954-55 udførte han i alt 10 tegninger i målestok 1:50 - et arbejde, der blev bekostet af Ny Carlsbergfondet. Som et led i denne undersøgelseskampagne vendte man atter blikket mod Guldskabet. Den 1. november 1956 blev relikvietavlen atter taget ud af muren, og blyæsken med relikvierne sendt til Nationalmuseet i København med henblik på nærmere undersøgelse. Relikvierne returneres i 1959 og først i forbindelse med genindvielsen af sognekirken i 1967 blev tavlen og relikvierne atter sat på plads i muren. Endnu foreligger dog ingen beretning om resultaterne af de undersøgelser, relikvierne blev underkastet. Med hensyn til Muren blev én beklagelig afgørelse truffet i disse år. Man havde fået den idé, at græstørven, som var blevet lagt op på murkronen i 1905, havde uheldige påvirkninger på murværket, idet den skulle forårsage indsivning af vand i murværket. Derfor besluttede man i 1955 at fjerne græstørven. I 70-erne kom følgevirkningerne ­ skiferpladerne havde efterhånden løsnet sig og var begyndt at falde ned, hviket var meget uheldigt, ikke mindst, hvad sikkerheden for de besøgende angik. låg i en stensat rende under disse. Yderligere påvistes en portåbning med trin ned fra stien inde på kirkegården mod den i 1950-erne konstaterede bebyggelse vest for kirken og kirkegården. Her mod vest kunne det endvidere konstateres, at den ældre sti var anlagt oven på ældre kulturlag med bl.a. ildskørnede strandsten, der var gennembrudt af murfundamentet. Det oprindelige gærde ­ eller rettere mur - har været opført i samme murede konstruktion som murene på de middelalderlige bygninger på bispesædet. Stien viste sig at have gået langs indersiden af hele kirkegårdsgærdet mod vest, nord og øst, med portåbninger mod vest og nord til arealerne vest og øst for bisperesidensen. Egentlige bevaringsarbejder på Muren var der dog ikke tale om i denne periode. Op gennem 1970-erne og ind i 1980-erne forestod Sverri Dahl en række mindre arbejder, mest reparationer af fuger. Disse arbejder blev gjort i samarbejde med Curt von Jessen, der rådgav omkring mørtlernes sammensætning, og udført af lokale murere. Disse murreparationer foregik ved, at man spulede den bløde, våde mørtel ud af fugerne og genfugede med ny mørtel og Murcem. Men skiferpladerne, der som før nævnt, faldt ned fra murkronen, og kilesten, der faldt ud af murene, havde i begyndelsen af 1980-erne sat gang i diskussionen om en accelererende nedbrydning af murværket. Dette anså nogle ikke-fagpersoner var forårsaget af sur nedbør som et resultat af en tiltagende luftforurening. Ved dette tidspunkt var der flere sammenfaldende situationer, som gjorde, at de igangværende bevaringsarbejder standsede op. Man anså, at situationen var uholdbar, hvorfor man på Føroya Fornminnissavn gik i gang med at forberede et mere langsigtet bevaringsinitiativ. Men selv om sagen regelmæssigt var til debat, skulle der dog gå nogle år, før der skete noget konkret. I offentligheden var der et vist røre. Fra tid til anden blev der f.eks. i læserbreve fremsat synspunkter om, hvad der burde gøres ved Muren ­ helt fra at lade "lortet" rive ned og anvende bygningsstenene i forbindelse med nye planlagte havnearbejder, eller lade stå til så Muren kunne få fred til stille og roligt at forfalde, og til at bevare ruinen ved at lade den overdække (Thorsteinsson 1987). I samme periode havde man været igennem en hed debat om placering af et nyt færgeleje på Streymoy-siden, der skulle betjene en ny forbindelse til Sandoy. I udgangspunktet var dette planlagt at skulle etableres i Kirkjubøur. Der rejste sig dog en opposition mod planerne, og man fandt heldigvis en anden løsning, hvilket ellers ville have haft uanede konsekvenser for kulturmiljøet i Kirkjubøur. Således var der også fokus på fortidsminderne i Kirkjubøur fra anden side end rent antikvarisk.

Senere års bevaringstiltag Som tidligere omtalt blev sognekirken restaureret midt i 1960-erne. I sensommeren 1983 indledtes arbejdet på at omsætte stengærdet på vestsiden af sognekirkens kirkegård. I perioden februar 1984 til oktober 1985 foretog Føroya Fornminnissavn ved undertegnede og Leon Andreassen, museumstekniker, i denne forbindelse arkæologiske undersøgelser af gærdets fundamenter. Ved denne lejlighed konstateredes en sti i to faser. Den yngste var en 170 cm bred smukt pikstensbrolagt sti med markeret kant ind mod selve kirkegården. Den ældre sti var op mod 2 m bred, og her dannede kantstenene også

Á Dunga i Kirkjubøur ­ fra undersøgelserne i 1955. Foto: T. E. Christiansen.

30

Nordisk Ruinseminar 2007 Som en del af denne offentlige debat blev der i 1985 stiftet et fond - Føroya Fornminnagrunnur, Færøernes Fortidsmindefond - hvis formål var at støtte op omkring bevaring af domkireruinen og fortidsminderne i Kirkjubøur. De første mange år havde fondets bestyrelse dog sine egne idéer og opfattelser af, hvordan bevaringsarbejdet skulle udføres, og f.eks. hvad ruinerne skulle bruges til. Et vigtigt aspekt i hele bevaringsproblematiken har været den status, bonden i Kirkjubøur har haft i kraft af sin stilling, som fæster af landets største gård på hvilken, bispesædets monumenter har ligget. En status som efterhånden er vokset sammen med en gryende bevidsthed om færøske sprog og kultur i slutningen af det 19. århundrede. Denne tiltagende politiske farvning skyldes ikke mindst gamle Jóannes Paturssons stærke politiske rolle i den færøske selvstændighedsrørelse og som kulturpersonlighed og forfatter, men også i kraft af sin opmærksomhed for stedets kulturminder samtidig men den status, bonden af kongsbondegården i Kirkjubøur ­ øernes største gård ­ har nydt i sin samtid. Således har monumenterne i Kirkjubøur altid har været omfattet med særlig politisk bevågenhed. De skiftende bønders synspunkter har op gennem tiderne været hørt i offentligheden, om end disse ikke altid har været baseret på faglige bevaringsmæssige begrundelser. Dette medførte, at den antikvariske myndighed og fondet i flere år desværre ikke talte samme sprog. Men heldigvis blev der rettet op på dette, omend trægt og ikke énstemmigt. det første konkrete skridt, museet eller den antikvariske myndighed tog med henblik på en klarlægning af den tilstand, ruinens enkelte dele befandt sig i, og på hvilken en langsigtet planlægning skulle bygge. Rapporten kom således til at danne udgangspunkt for de efterfølgende drøftelser af bevaringsarbejderne. De næste og mere langsigtede skridt blev taget på et indledende møde i april 1988. Disse omfattede en faglig diskussion og antikvarisk vurdering af, hvilke bevaringsmæssige principper, der burde ligge til grund for arbejdet, og hvilke konkrete tiltag, der burde stiles mod. I den forbindelse nedsattes et såkaldt udvidet Mur-udvalg med repræsentanter fra Danmark og Norge. Dette var en udvidelse af museets lokale mur-gruppe, der havde været aktiv i arbejdet siden 1987. Udvalgets medlemmer omfattede herefter foruden undertegnede, der var formand, Arne Thorsteinsson, landsantikvar, Súsanna Joensen, konserveringstekniker, og Rúni H. Øster, museumsarkitekt, alle fra Føroya Fornminnissavn, samt Knud J. Krogh, museumsinspektør ved Nationalmuseet, Helge Brinch Madsen, daværende rektor for Konservatorskolen i København, Curt von Jessen, Arkitektskolen i København indtil 1990, og Håkon Christie fra Riksantikvaren i Oslo. På nævnte møde var gruppen enig om, at bevaringsetisk var tale om bevaring og værn. Der kunne blive tale om en inddækning eller overdækning af monumentet, helt eller delvist. Selve bevaringsynspunktet var fra begyndelsen énstemmigt: Muren skulle bevares som et dokument, eller måske snarere som en museumsgenstand. Man anså det af største betydning, at Muren i udgangspunktet blev bevaret uændret ­ der måtte ikke trækkes noget fra eller lægges noget til ­ alle arbejder, der ville blive foretaget, skulle være reversible. Allerede her var Mur-udvalget op imod en hel del personer, der offentligt havde udtalt, at Muren blot skulle "bygges færdig", som man sagde. På daværende tidspunkt var det en almindelige opfattelse, at Muren aldrig var blevet fuldført ­ en opfattelse, som Knud J. Krogh først såede en velbegrundet tvivl om ved udgivelsen af sin bog "Kirkjubøstolene og Kirkjubøur" ved udgangen af 1988 (Krogh 1988). Der udarbejdedes en arbejdsplan for bevaringsarbejdet, hvor der også var enighed om at inddrage ikke blot monumenterne, men hele miljøet i Kirkjubøur. Monumenterne i Kirkjubøur og deres placering i landskabet måtte betragtes i en sammenhæng. Derfor iværksattes i 1989 diverse arbejder med henblik på at definere de forskellige interesse-områder i bygden ­ landbrugsaktivitet, de lokale indbyggere, pendlerne til Tórshavn, trafik, turisme og ikke at forglemme - de antikvariske interesser. Tanken var, at resultaterne af disse informationer skulle sammenstykkes for siden at indarbejdes i 31

Tilstandsrapporten 1986, udfordringer og efterfølgende arbejder På foranledning af Føroya Fornminnissavn, hvor landsantikvaren i brev af 30. januar 1985 til landsstyret gjorde opmærksom på bevaringssituationen, blev sagen taget op på politisk plan. I juli 1985 bevilgede den daværende kulturminister 60.000 kr. til udarbejdelse af en tilstandsanalyse af ruinen, som Curt von Jessen blev anmodet om at udføre. Curt von Jessen havde alle årene siden 1950-erne haft regelmæssig kontakt med Sverri Dahl, hvorfor han have et godt kendskab til forholdene i Kirkjubøur samt med det aktuelle monument. I maj 1986 forelå von Jessens tilstandsrapport, der var blevet udført i samarbejde med civilingeniør Eduard Troelsgaard (Jessen 1986 & 1991). En faglig vurdering af rapporten, herunder tiltag, von Jessen på forhånd havde anbefalet, som f.eks. nyhugning af figurer og arkitekturled, blev dog kritiseret, hvilket ledte til en konflikt med hensyn til de bevaringsetiske spørgsmål, der på daværende tidspunkt endnu ikke var blevet defineret. Curt von Jessen valgte efterfølgende at trække sig ud af samarbejdet, hvilket kom til at bremse fremdriften af planerne en del. Tilstandsanalysen var

Nordisk Ruinseminar 2007 den gældende byplan. Arbejdsgruppen var bemandet af bonden, en repræsentant for kommunen, landsingeniøren og den antikvariske myndighed sammen med et arkitektfirma, der tog sig af det praktiske arbejde. Arbejdet trak noget ud, og da museet sendte et forslag til arealfredninger ud til høring, mødte det en kompakt modstand. Situationen var på det tidspunkt blevet politisk sensibel, og man anså det ikke hensigtsmæssigt at fortsætte, hvorfor det aldrig er blevet afsluttet. Det besluttedes også, at samtlige arkitektoniske detaljer i domkirkeruinen skulle afformes. Denne opgave blev betroet Erling Benner Larsen, som på daværende tidspunkt arbejdede på Konservatorskolen i København. Efterfølgende udførtes nævnte afformninger, som i dag opbevares i museets magasiner. Det var naturligt, at overdækningsproblematikken optog Murgruppen helt fra begyndelsen. Derfor foretog Arne Thorsteinsson, daværende landsantikvar, og undertegnede i november 1987 en studierejse først til Norge og videre til Rom og Sicilien. I Hamar var det aktuelt at opleve Fehns partielle inddækninger af bispegården og bispeborgen. Men kort forinden besøget, var der blevet afholdt en arkitektkonkurrence i forbindelse med bevaringen af ruinerne af domkirken i Hamar. Ved gennemgangen af det indsendte materiale var det interessant at erfare, hvor mange og forskellige forslag, der var indkommet ved konkurrencen. Konkurrenceformen blev også sat i et vist perspektiv ­ mangfoldet var nok udtryk for et program, der måske ikke i tilstrækkelig grad havde taget udgangspunkt i antikvariske retningslinier. Det skulle, som bekendt, også komme til at gå nogle år, før der var truffet endelig afgørelse i sagen. Det, vi erfarede i Rom og på Sicilien var, at her var det konservering frem for restaurering, man lagde vægt på. Heller ikke forsøgte man at genskabe bygningsdele, figurer eller mosaikker (Arge & Thorsteinsson 1988). Noget senere havde vi også anledning til at deltage i ruinseminaret, som Skov- og Naturstyrelsen arrangerede på Bornholm i 1991 ­ nu i et rent nordisk lys. Det bør også indskydes, at i forbindelse med ønsket om nærmere oplysninger om fundamenterne, åbnedes et mindre felt ved undertegnede og Leon Andreassen, museumstekniker, ud for ruinens nordside ved det nordvestlige hjørne. Det konstateredes, at murene her stod på omfattende fundamenter, der var gravet ned i mindst 2 meters dybde. Arbejdet i museets Mur-gruppe skulle vise sig at blive ret omfattende, og som forventet kom det til at strække sig over en hel del år. Det var helt grundlæggende spørgsmål, vi var nødt til at søge svar på ­ i mange tilfælde måtte vi starte på bar bund, som f.eks. spørgsmålet om, hvordan basalt nedbrydes, basalt, der vel at mærke har været anvendt som bygningssten. Et andet 32 og vedkommende spørgsmål var, hvordan saltproblematiken artede sig i Kirkjubøur. Dette skulle ses i relation til monumentets nære placering til havet samt de store regnmængder, man er vant til på øerne. Kunne det tænkes, at regnen var i stand til ad naturlig vej at rense monumentet for salt? Måske var der slet ikke noget saltproblem overhovedet? Der fandtes ganske enkelt ikke fortilfælde eller referencer til flere af de spørgsmål, der blev stillet i udvalget. Dette medførte, at der måtte indkaldes specialister fra flere forskellige fagområder, der blev knyttet til projektet (se hæftet Varðveiting 1997). De problemer, vi stod over for, var mangeartede. Nogle viste sig at være mere iøjnefaldene end andre. Således var der mange åbninger i murværket, hvor større og mindre sten, pinningssten og mørtel var faldet ud, som tillod vand at sive ind og videre ind i murlivet, hvor mørtelen blev blødt op og udvasket, hvilket medførte manglende bindeevene samtidig med, at vandet forårsagede frostsprængninger i murene. Hvælvanslagene stod ligeledes som åbne tragter og tog imod vand. At forskellige typer basaltsten var blevet anvendt som bygningsmateriale medførte også forskellige grader af nedbrydning ­ ikke mindst af den mere bløde basalt, der var anvendt til dekorative elementer rundt vinduesog portalåbninger. Eksfoliering af bygningsstenenes flader var også et udbredt fænomen. Det stod derfor klart for arbejdsudvalget, at det blev aktuelt at overveje en eller anden form for overdækning for at hindre, at vand fortsat kunne trænge ind i murlivet med forskellige skadevirkninger til følge. I denne forbindelse ­ og ikke mindst for at få foretaget nogle statiske undersøgelser - kom Søren Abrahamsen, rådgivende ingeniør i Århus, på banen. Abrahamsen havde i flere år været rådgiver for Nationalmuseet i København, specielt med henblik på statiske opgaver i forbindelse med de middelalderlige kirkebygninger. Som noget af det første spurgte han om tilladelse til at foretage en kerneboring gennem murlivet på sydmuren af domkirkeruinen. Den fik han, og på baggrund af to boringer, konstaterede han som noget afgørende nyt, at murene var konstruerede som helmure og ikke som kassemure, hvilket man altid havde formodet. Dette var af stor betydning for vurderingen af de statiske forhold. I oktober 1992 nedfældede udvalget endelig dets bevaringsmæssige principper på et papir, benævnt "Beskyttelsesforanstaltninger for Múrurin og Líkhús í Kirkjubø." Det blev forelagt kulturministeren og godkendt, og det var disse principper, der siden blev arbejdet ud fra. Her blev det slået fast, at det var den antikvariske myndigheds opgave at bevare monumenterne ved at standse nedbrydningen og dermed "bevare disse bygningshistoriske dokumenter i deres nuværende tilstand". Det var vigtigt, at de nedbrydende kræfter reduceredes

Nordisk Ruinseminar 2007 i så vidt et omfang, som overhovedet muligt. Det fandtes endvidere nødvendigt at opbygge beskyttelsesforanstaltninger, der skærmede mod vejr og vinds nedbrydende kræfter. Der skulle også stilles bestemte krav til de nye foranstaltninger: f.eks. skulle de tillade, at man til enhver tid kunne udføre bygningsarkæologiske undersøgelser og konserveringsarbejder. Disse hjælpekonstruktioner måtte også udformes under hensyntagen til de arkæologiske værdier i terrænet i og uden om monumenterne. Endelig måtte det overvejes, om hjælpekonstruktionerne kunne udformes således, at de helt eller delvis i perioder kunne afmonteres. Yderligere var det vigtigt, at monumenterne stadig måtte fremstå således, at de kunne opleves i sammenhæng med og som del af bispesædets øvrige anlæg. Der stilledes også det krav, at foranstaltningerne ikke ville forringe oplevelsen af selve domkirkens interiør. Det forudsattes, at arbejdet blev gennemført i nært samarbejde med de færøske antikvariske myndigheder, og at programmet fortløbende kunne korrigeres. Det blev understreget, at udvalget på daværende tidspunkt fandt det vanskeligt at give en mere præcis ramme for den forestående opgave. Som nævnt var det disse principper, vi fremover arbejdede ud fra. Og endelig i januar 1997 forelagde arbejdsgruppen dens resultater for kulturministeren i en anbefaling, der også blev publiceret og offentliggjort ­ et hæfte med tittelen "Varðveiting av Múrinum í Kirkjubø" (Varðveiting 1997). Her skal blot nævnes hovedtrækkene i denne anbefaling. Tanken var en to-sporet fremgangsmåde: 1. Konservering, 2. Bevaring, der begge skulle være naturlige led i bevaringsarbejdet. Konservering, ville medføre, at en foreløbig klimaskærm skulle opsættes ­ dennes formål var at forhindre nedbrydningen af vind og regn samtidig med, at den ville medføre en optørkning af mørtelen og murlivet. Klimaskærmen skulle samtidig være et arbejdsstillads, der ville muliggøre de egentlige konserveringsarbejder ­ f.eks. fæstning af løse sten - samt bygningsarkæologiske undersøgelser. I denne fase af arbejdet ville der blive indhentet bygningstekniske oplysninger, som skulle danne grundlag for de endelige bevaringstiltag. Bevaring ­ var relateret til en vedvarende eller en endelig bevaringsløsning. Dette endelige bevaringstiltag skulle udføres på baggrund af en arkitektkonkurrence, en idékonkurrence, der skulle være nordisk, og som skulle udføres ud fra et program, udarbejdet af de antikvariske myndigheder. Der skal ikke her kommes nærmere ind på de forskellige undersøgelser, der siden er blevet udført, da Poul Klenz Larsen vil omtale nogle af dem i sit indlæg. Jeg vil blot henvise til den række af rapporter, der er blev skrevet, og som er anført bagerst i oven for nævnte 33 anbefaling til ministeren (Varðveiting 1997). Det mest konkrete i denne sammenhæng var dog den klimaskærm, som Søren Abrahamsen havde projekteret til formålet. Som nævnt var tale om grundlæggende undersøgelser med efterfølgende analyser til diskussion. Dette medførte, at arbejdet trak ud. Bonden i Kirkjubøur, som var en vigtig faktor i sagen med stor offentlig bevågenhed, var sammen med en kreds personer, i mellemtiden blevet utålmodig. Umiddelbart efter, at arbejdsgruppen havde forelagt sin indstilling for ministeren, kunne bonden sammen med nævnte kreds fremlægge sit eget "bevarings"-forslag. Dette havde dog helt andre hensigter end museets, der som nævnt havde et antikvarisk sigte, og som var et oplæg til et mere langsigtet projekt. Ifølge bondens projekt ønskede man at lukke alle åbninger i ruinen, hvilket indebar en overdækning med et græstørvstag og isatte glasmosaikvinduer, for at ruinen herefter kunne anvendes som museum eller udstillingsrum til de genstande, der stammede fra bispesædet ­ herunder det fine middelalderlige kirkeinventar, Kirkjubøstolene. Fra museets side måtte man konstatere, at bevaringshensynet af Muren var der aldeles ikke taget stilling til. Allerede i januar 1997 var sagen blevet alvorlig politisk, og denne situation skabte yderligere debat med til tider ganske afsporede diskussioner til følge, som ikke gengives her. Sommeren 1998 tog situationen den drejning, at ministeren tog sagen fra den faglige antikvariske myndighed, idet han mente, at der måtte kunne findes en udvej, som alle parter kunne stå sammen om. Dette medførte, at alt arbejde ophørte i nogle år - og endnu i skrivende stund beror sagen i ministeriet. I 2001 nedsatte kulturministeren den såkaldte Murkommission 2001. Denne skulle tage sagen op igen og udarbejde anbefalinger vedr. det fremtidige arbejde med hensyn til bevaringen af Muren. Formand for kommissionen blev en person hentet ind uden for det antikvarisk faglige miljø. Som noget helt nyt blev bonden i Kirkjubøur medlem af kommissionen. Den konstituerede landsantikvar samt museumsarkitekten blev de andre medlemmer i kommissionen og en konsulent fra ministeriet blev sekretær for kommissionen. Jeg agter ikke at komme ind på det arbejde, der siden er blevet gjort i kommissionen; jeg føler det dog væsentligt at nævne, at Murkommission 2001 i en foreløbig anbefaling i 2002, der i øvrigt byggede på museets plan fra 1997, anbefalede en fire-fags prøveopsætning af museets og Abrahamsens klimaskærm, dog nu med en tillempning af hvad fæsterne til murværket angik samt en arbejdsplan for perioden 2002-2008. Dette medførte, at arbejdet med opsætningen af klimaskærmen fortsatte det følgende år og blev færdigt udført i 2004.

Nordisk Ruinseminar 2007 bejdede med i Kirkjubøur, og at få diskuteret disse med nordiske kolleger. I dag er situationen den, at museet på den konserveringsmæssige side af sagen, som nævnt, har indledt et samarbejde med Poul Klenz Larsen fra Nationalmuseet i København, og det er disse arbejder han beretter om i sit indlæg på de efterfølgende sider.

Múrurin foreløbigt overdækket. Foto: S. V. Arge.

Murkommissionen har dog på nuværende tidspunkt endnu ikke indgivet sin endelige indstilling. På foranledning af ministeriet har museet atter taget tråden op omkring bevaringsarbejdet, da der fra politisk side er et stærkt ønske om, at sagen ikke standser op igen. Derfor afleverede museet december 2005 en indstilling til såvel minister som Kommission 2001 om det fortsatte arbejde.

Den aktuelle situation Da der nu var forløbet nogle år siden museets indstilling til ministeren, anså man det for rimeligt, at før man genoptog arbejdet med bevaringen af Muren og monumenterne i Kirkjubøur, orienterede sig mere konkret om, hvad der var aktuelt og bevægede sig inden for bevaringsproblematikken i Norden. Derfor foretog tre af museets medarbejdere - daværende museumsarkitekt, museets konserveringstekniker samt undertegnede - en rejse til Norge i 2005, hvor vi besøgte diverse institutioner og aktuelle lokaliteter og monumenter. Ved den lejlighed, blev vi bl.a. orienteret om det netop startede Ruin-projekt i Norge. Bl.a. var det meget tilfredsstillende at erfare, at de anbefalinger, der er blevet nedfældet i Riksantikvarens nyligt publicerede bevarings-manual, var helt i tråd med de overvejelser og konklusioner vi havde truffet i det daværende Mur-udvalg allerede ca. 15 år tidligere. Under besøget i Norge fik vi også en orientering om det nye Nordiske ruin-netværk, som vi siden er blevet en del af. Vi fik således mulighed at deltage i Nordisk Ruinseminar 2006 i Danmark, arrangeret af Nationalmuseet, hvor undertegnede præsenterede problematiken vedrørende monumenterne i Kirkjubøur og Poul Klenz Larsen, Nationalmuseet, fremlagde foreløbige resultater fra sine målinger, han har foretaget på Muren de seneste par år. Det var i tiden op til dette seminar, at vi følte, at det ville være givtigt ved seminarets afslutning at byde os frem som arrangører for det følgende ruinseminar, hvor vi kunne få lejlighed at orientere om de problematiker og udfordringer, vi ar34

Ekspertseminaret juni 2007 Den aktuelle situation udmøntede sig i, at museet i juni 2007 inviterede nogle fagfolk og forskere fra Danmark, Sverige, Finland og England til et arbejdsseminar. Baggrunden for seminaret var et ønske om at få i gang en dialog med fagfolk, især på de konserveringsmæssige områder. Ved denne lejlighed blev der diskuteret en hel del om mørtler, som siden hen er mundet ud i en omfattende indsamling af mørtelprøver fra de forskellige monumenter, og som bliver analyseret i Sverige. Ligeledes var to konservatorer fra Nordisk Konservering i Danmark i august 2007 i Kirkjubøur og udførte forsøg med forskellige mørteltyper og udfugninger. Endvidere er der blevet initieret en gennemgang af Curt von Jessens efterladenskaber med relation til hans arbejde på Færøerne og i denne sammenhæng især, hvad angår Kirkjubøur. Af andre planlagte arbejder er en gennemgang af lapidariet i kælderen af bispegården samt en nærmere udredning af restaureringshistorien. Seminaret resulterede i et netværk, som vi fremover vil have en fortløbende dialog med, og som uden tvivl vil blive til stor nytte i bevaringsarbejdet i Kirkjubøur. Afslutning

I mit indlæg har jeg forsøgt at give et indtryk af, hvilke bevaringsmæssige og forvaltningsmæssige udfordringer der ikke blot angår selve Muren, men samtlige monumenter på det middelalderlige bispesæde i Kirkjubøur. Disse danner hver på sin måde sit eget problemkompleks. Jeg har også forsøgt at give et indblik i det antikvariske arbejde med disse ruiner over årene ­ der, jo nærmere vi kommer vor egen samtid, ikke bare bliver mere komplekst fagligt, men også mere komplekst forvaltningsmæssigt-politiskt. Monumenterne i Kirkjubøur er enestående i det færøske samfund. Med deres kulturelle og arkitekturhistoriske baggrund rækker de langt ud over vore øers grænser. Derfor har det altid været naturligt, at de bevaringsmæssige overvejelser er blevet gjort i et bredt samarbejde med nordiske kollegaer. Således vil det forhåbentlig også blive i fremtiden, hvorfor vi også har visse forventninger til det ruinnetværk, i hvilket regi dette seminar afholdes.

Nordisk Ruinseminar 2007

Litteratur

Arge, Símun V. 1989: Domkirkeruinen og andre fortidsminder i Kirkjubøur. Føroya Fornminnissavn og Føroya Fornminnagrunnur. Tórshavn. Arge, Símun V. 1997: Kirkjan í Kirkjubø. I. P. Gregoriussen (red.): Kirkjurnar í Føroyum. Eldru hválvkirkjurnar. Tórshavn, pp. 276-301. Arge, Símun V. & Arne Thorsteinsson 1988: Frágreiðing frá eini kanningarferð. Mondul 1988:1, Tórshavn, pp. 4-22. Berg, Arne 1995: Bispagarðurin í Kirkjubø. Norske tømmerhus frå mellomalderen. Band V. Hus for hus. Norske Minnesmerker. Riksantikvaren. Landbrugsforlaget Oslo, pp. 249-257. Bruun, Daniel 1907: Gammel Bygningsskik på Færøerne. Aarsberetningen for 1906 for Foreningen til Nordiske Fortidsmindesmærkers Bevaring, 62. Aargang. Kristiania. Bruun, Daniel 1929: Fra de færøske Bygder. København. Christie, Håkon 1981: Bygdekirken på Færøyene sett fra Norge. Fróðskaparrit 28 & 29. Tórshavn, pp. 268-282. Dahl, Sverri 1965: Extracts from a lecture on Kirkjubøur. The Fifth Viking Congress. Tórshavn, July 1965. Ed. Bjarni Niclasen. Tórshavn, pp. 187-192. Dahl, Sverri 1968: Fortidsminder. Trap Danmark. Vol. XIII, 5. udg. Færøerne. København, pp. 204-207. Eliasen, Kirstin 1995: "Múrurin" ­ den middelalderlige domkirke i Kirkjubøur på Færøerne. Bygningsarkæologiske Studier 95. København, pp. 7-44. Jessen, Curt von 1986: Domkirkeruinen i Kirkjubøur. Tidligere restaureringer, nuværende tilstand og almen beskrivelse af kommende istandsættelsesarbejder. Upubliceret.

Jessen, Curt von 1991: Domkirkeruinen i Kirkjubø ­ undersøgelse og forslag til en bevarende restaurering. Danmarks Ruiner. Ruinrestaurering. Nordisk seminar 9-12 april 1991. Miljøministeriet. Skovog Naturstyrelsen. Hørsholm, pp. 61-64. Krogh, Knud J. 1981: Den lille domkirke i Kirkjubøur. Fróðskaparrit 28 & 29. Tórshavn, pp. 313-328. Krogh, Knud J. 1988: Kirkjubøstolene og Kirkjubøur. Et brudstykke af det færøske bispesædes historie. Emil Thomsen. Tórshavn. Krogh, Knud J. 1991: Sankt Brandanus og Kirkjubøur. Faroe Isles Review 1. Bókagarður. Tórshavn, pp. 30-37. Lyngbye, H. C. og Gade, A. 1820: Om den gamle Kirkemuur ved Kirkebøe paa Færøe. Færøske Oldsager. Antikvariske Annaler, bd. 3. København, pp. 226-274. Mortensen, Andras 2006: Økonomisk udvikling på Færøerne i senmiddelalderen. De vestnordiske landes fælleshistorie II. Udvalg af foredrag holdt på VNHkonferencerne i Ísafjørður 2003, Tórshavn 2004 og Oslo 2005. Red.: A. Mortensen, A. R. Nielssen & J. Th. Thor. INUSSUK. Arktisk forskningsjournal 2. Nuuk, pp.94-109. Patursson, Jóannes 1950: Við ókunnugum fólki til Kirkjubøar. Tórshavn. Patursson, Jóannes 1966: Tættir úr Kirkjubøar søgu. Tórshavn. Thorsteinsson, Arne 1987: Kirkjubømúrurin. Mondul 1987:3. Tórshavn, pp. 4-11 & 32. Thorsteinsson, Arne 1996: Færøske bebyggelsesnavne med ­bø. Den ellevte nordiske navneforskerkongressen. NORNA RAPPORTER 60, pp. 183-196. Varðveiting av Múrinum í Kirkjubø. Føroya Fornminnissavn. Tórshavn 1997.

35

Nordisk Ruinseminar 2007

Rapport vedrørende klimaundersøgelser på Muren

Poul Klenz Larsen

Sammenfatning

Udvalgte klimaparametre er målt ved hjælp af elektroniske følere over en periode på 1 år. Afskærmningen begrænser den direkte regnpåvirkning af Muren og reducerer temperatursvingninger på Murens overflade. Dette vil standse udvaskning af kalk fra mørtelen, mindske risikoen for frostsprængninger af mørtelfuger. Afskærmningen forøger saltdeponeringen på overfladen, hvilket sandsynligvis vil medføre saltbetinget forvitring af basaltblokke og fuger. Afskærmningen giver i sin nuværende udformning ikke fuld beskyttelse mod alle nedbrydningsfænomener. Designet bør tilpasses, så skærmen er vindtæt, men med mulighed for kontrolleret ventilation. Alternativt skal skærmen være så åben, at der tillades en vis naturlig afvaskning af Murens overflader.

De vigtigste klimapåvirkninger på Muren: Salt, sol og regn.

Baggrund

Nationalmuseets Bevaringsafdeling har efter anmodning af Føroya Fornminnissavn gennemført en undersøgelse af klimapåvirkningerne på domkirkeruinen i Kirkjubøur, betegnet "Muren". Formålet med undersøgelsen er at dokumentere effekten af en midlertidig afskærmning. Afskærmningen er opsat i 2004 efter ide og oprindeligt projekt af ingeniør Søren Abrahamsen. Det er desuden hensigten at afprøve alternative afskærmninger for at klarlægge, hvilket design der yder den bedste beskyttelse mod klimapåvirkningerne. Resultaterne af

Domkirkeruinen på Kirkjubøur set fra nordøst.

klimaundersøgelserne skal danne grundlag for beslutning om den fremtidige bevaringsindsats på Muren. Valget af relevante klimaparametre og målemetoder er baseret på forudgående undersøgelser af Murens bevaringstilstand som refereret nedenfor. Nedbrydningen af Murens byggesten - basalten- blev undersøgt af Helge Brinch Madsen m.fl. i 1989 (I) på den sydvendte mur, og i 1991 (III) på de øvrige mure. Konklusionen var at den alvorligste nedbrydningsmekanisme er afspaltning af stenenes overflader i op til 1 cm tykke skiver. Den såkaldte exfoliering er værst på Murens udvendige overflader, hvor ca. 1/3 af samtlige blokke er berørt. På de indvendige overflader er der kun fundet exfoliering på ca. 15% af blokkene. Exfolieringen er således ikke orienteret efter verdenshjørnerne, men relaterer sig primært til de bygningsmæssige forhold. Dette tyder på bygningens tidligere brug og eventuelle overdækning som en væsentlig faktor for afspaltning af basaltens overflade. Årsagen til exfoliering kunne ikke entydigt fastlægges. Muligvis opstår exfoliering på grund af svaghed i den enkelte blok som følge af temperaturspændinger opstået ved lavaens nedkøling (fluiditetsrevner), kombineret med temperatursvingninger forårsaget af solindstråling og/eller frost.

36

Nordisk Ruinseminar 2007

Oversigt over de forskellige nedbrydningsfænomener, som er repræsenteret på ruinen.

Overfladeforvitringen af de profilerede basaltblokke ved hvælvenes vederlag samt omkring vinduer og døre er ligeledes omdiskuteret. Det anføres i (I) at disse blokke har en mere ensartet struktur uden lagdeling end facadernes ubearbejdede basaltblokke. Geolog Martin Heinesen beskriver i et bilag til (I), at nedbrydningen af basalt afhænger af mange forhold vedrørende den mineralogiske sammensætning, som varierer efter lokalitet og placering i den enkelte "bænk". Analyser af basaltprøver udboret fra klipperne tæt ved Kirkjubøur viser, at overfladen nedbrydes som følge af oxidation af de jernholdige silikater (V). Forvitring af overfladerne tilskrives et sted vinderosion (I), men kan rimeligvis ligeså vel være forårsaget af saltkrystallisation. I områder med læ for regn forekommer nedbrydningen særligt voldsom med dybe kraterdannelser, f.eks på undersiden af den sydvendte portal. Fænomenet betegnes almindeDomkirkens indre set gennem portalen i den vestvendte gavl. Afskærmningen er opsat i 2004.

Eksempel på dybtgående forvitring (alveoledannelse) af basalt som følge af saltkrystallisation.

ligvis alveole-dannelse og skyldes salt, der skiftevis udfældes og opløses som følge af variationer i den relative luftfugtighed. Ingeniør Søren Abrahamsen anfører i 1990 (II) risikoen for spaltning af murkernen og efterfølgende kollaps som en realistisk mulighed, såfremt udvaskningen af kalk fra murkernen fortsætter uhindret. Frostsprængning af den vandmættede mørtel nævnes ligeledes som en væsentlig nedbrydningsfaktor. Murens tilstand blev undersøgt ved udboring af to kerner fra den sydvendte

Eksempel på afskalning (exfoliation) af den ubehandlede overflade på en basaltblok på sydsiden af den nordlige mur.

37

Nordisk Ruinseminar 2007 facade i 1990. Der var ingen tegn på spaltning af Muren, men indikation af opløsning og genudfældning af kalk i mørtelen (IV). Der er næppe tvivl om at Muren påvirkes af nedbøren både på overfladen og i sit indre. Forud for nærværende undersøgelse ligger en kortvarig klimamåling udført over sommeren 1991 (IV + V). Resultaterne af denne undersøgelse indikerer, at der sker en aflejring af havsalt på overflader, som er beskyttet mod nedbør, hvorimod der ikke akkumuleres salt på ubeskyttede overflader. Eftersom salt er en velkendt kilde til nedbrydning af bygninger og monumenter i talrige andre tilfælde, betragtes saltdeponering som en vigtig nedbrydningsfaktor også på Muren. Da der ikke tidligere er udført saltanalyser på materialeprøver fra Muren, omfatter nærværende undersøgelse en screening efter salt på udvalgte positioner. Resultaterne er vedlagt rapporten som bilag. Der kan ikke påvises saltforurening af betydning på hverken puds- eller stenprøver. Forekomsten af lav og licener på overfladen er omtalt i (I), og angives her at have både en beskyttende og nedbrydende effekt. De biologiske forhold er ikke undersøgt nærmere.

Princip for måleopstilling på Muren og placering af de forskellige følere.

Målinger

Muren påvirkes af forskellige klimaparametre, som kan medvirke til en nedbrydning af sten og fuger. En vigtig indikator for klimaets påvirkning er den temperatur, der hersker på overfladen. Temperaturen måles med termoelementer på den uafdækkede overflade, den afdækkede overflade samt på sydsiden af afdækningen (se figur 3). Overfladetemperaturen er en balance mellem den omgivende lufttemperatur, varmeudveksling med den bagvedliggende mur samt varmeudveksling til og fra omgivelserne i form af stråling (radiation). Desuden spiller lufthastigheden ved overfladen en rolle, fordi der i kraft af luftens bevægelse tilføres eller afgives energi fra luften (konvektion). Endelig har fugtbevægelserne ud og ind gennem overfladen effekt på temperaturen, fordi fordampning kræver energi og derved sænker temperaturen, og kondensation afgiver energi og derved hæver temperaturen. Murens fugtbalance påvirkes af den nedbør, som tilføres fra luften, enten i form af regndråber eller som tåge. Nedbøren registreres vha. en regnmåler placeret umiddelbart foran Muren, hvilken giver et mål for den tilgængelige mængde fugt. På grund af placeringen opsamler regnmåleren også en del vand, som drypper fra overdækningen, så målingerne ligger højere end den reelle nedbørsmængde. Dette er dog ikke nødvendigvis det samme som den mængde fugt, der ville blive optaget i Murens overflade, hvis den ikke var overdækket. Dette skyldes at basaltblokkenes vandoptagelse er 38

meget langsom, hvorfor opsugningen primært foregår i fugerne samt revner eller huller mellem stenene. Hvis vandpåvirkningen overstiger den mængde, der kan opsuges, vil den overskydende del af regnen løb væk. Hertil kommer at dele af muren vil ligge i læ og derfor ikke påvirkes af regnen. Omvendt vil der være perioder med kondensation, som ikke opfanges af en regnmåler. Fugtpåvirkningen registreres vha. kondensfølere på den afdækkede mur samt på både nord- og sydsiden af afdækningen. Kondensfølerne måler den elektriske modstand på en plan overflade, som påvirkes af fugt (og salt). Når det regner vil følerne give fuldt udslag, hvilket ligeledes registreres af regnmåleren. Hvis det er tørvejr og lufttemperaturen når dugpunktet, vil luftens fugtindhold kondensere og derved danne tåge. Tågen kan afsættes på Murens overflade som følge af luftens bevægelse, hvorved overfladen opfugtes. Den tilførte

Murens sydside med det måleudstyret opsat. Feltet uden beklædning skal anvendes til afprøvning af en perforeret plade.

Nordisk Ruinseminar 2007

fugtmængde kan være lige så betydelig som ved slagregn, men regnmåleren vil ikke registrere dette. Herved kan man skelne mellem episoder med regn og tåge. Hvis overfladetemperaturen falder under dugpunktet vil der kunne dannes frit vand alene på grund af temperaturforskellen. Fænomenet kendes fra vinduer med enkelt glaslag, hvor der dannes dug om vinteren. Kondensfølerne er mere udsat for underafkøling end selve Murens overflade. Derfor benyttes overfladetemperaturen sammen med dugpunktet i udeluften til at vurdere kondensrisikoen på Murens overflade. Dugpunktet beregnes udfra målinger af lufttemperatur og relativ luftfugtighed. Til måling af salt på overflader er udviklet en ny type elektronisk føler. Grundprincippet består i at måle den elektriske ledningsevne på en veldefineret overflade, i

dette tilfælde en plade af porøs calciumsilikat. Dette materiale leder ikke elektrisk strøm i tør tilstand, og selv i fugtig tilstand er ledningsevnen forholdsvis ringe. Kun ved tilførsel af elektrisk ladede partikler, f.eks. salt-ioner, måles en elektrisk strøm, som afhænger af saltmængden og saltopløsningens koncentration. Hvis saltopløsningen tørrer ud så saltet krystalliserer, bliver ledningsevnen nul. Føleren registrer derfor kun tilstedeværelsen af salt, hvis luftfugtigheden er tilstrækkelig høj, dvs. over ca. 75 % RF. Følernes visning skal altid ses i sammenhæng med RF på den konkrete overflade, som kan afvige betydeligt fra den målte RF, hvis overfladetemperaturen er forskellig fra lufttemperaturen. Føleren måler kun relative værdier og giver ikke et absolut mål for saltmængden på overfladen eller deponeringshastigheden.

39

Nordisk Ruinseminar 2007

Resultater og fortolkning

Måleresultaterne er opdelt i udvalgte uger med én uges data på hver side i to separate diagrammer. Den første uge er nr. 26, dvs. den første uge i juli. Temperaturforløbet er gengivet med tre kurver (rød, gul, lilla) svarende til de tre overflademålinger. Både muren og afdækningen påvirkes, når solen skinner direkte på overfladen. De voldsomste temperaturskift ses i løbet af dag 184,

hvor temperaturen på sydsiden af afdækningen (rød kurve) stiger 25° indenfor få timer og derefter falder tilbage til samme udgangspunkt på 10°C. I samme tidsrum stiger temperaturen på den uafdækkede mur (gul kurve) kun til ca. 20°C, hvilket skyldes den langt højere termiske inerti i den massive konstruktion. På overfladen af den afdækkede del af Muren (lilla kurve) er temperaturstigningen endnu mindre og når kun ca. 15°C. Afdækningen har således en tydelig effekt på solindstrå-

40

Nordisk Ruinseminar 2007

lingen, hvorimod der ikke synes at være nogen særlig opvarmning af hulrummet mellem afdækning og mur. Farven på afdækningen har derfor ingen betydning og kan udmærkes bibeholdes som sort. Ved at sammenligne forløbet af de målte temperaturer med målingerne på de lodrette fugtfølere, fås en indikation af fugtbelastningen på Murens overflade. Hvis det regner eller er tåget, vil fugtfølerne give udslag (fuldt udslag = 10). Hvis regnmåleren samtidig vi-

ser nedbør er det indikation for regn. Dette ses i første halvdel af dag 186, hvor begge fugtfølere på nord- og sydsiden (blå prikker) giver fuldt udslag samtidig med at regnmåleren registrerer nedbør (sort prik). Fugtføleren bag afskærmningen (grå prik) giver ikke udslag, hvilket viser at regnskærmen fungerer efter hensigten. Den grønne kurve for dugpunktet i luften er i samme periode højere end overfladetemperaturerne. Man ville derfor forvente, at der kunne dannes kondens på fugt-

41

Nordisk Ruinseminar 2007

føleren bag skærmen, men det sker ikke. Til gengæld giver fugtføleren bag skærmen kortvarigt fuldt udslag midt på dag 184 og dag 188. Dette sker samtidig med at solopvarmningen når sit maksimum, så der kan ikke være tale om kondensdannelse. Forklaringen på denne besynderlige effekt er muligvis, at fugtføleren det meste af tiden er kortsluttet af en saltholdig film, der dækker alle overflader bag skærmen. Når saltfilmen tørrer ud som følge af solopvarmningen, ophører kortslutningen,

og føleren giver "normalt" maksimalt udslag. Dette illustrerer samtidig, at man skal være forsigtig med at tolke fugtfølernes visning i et saltbelastet miljø. Saltfølernes måleværdier er vist sammen med lufttemperatur og relativ luftfugtighed. I de første dage giver alle tre følere en nogenlunde konstant værdi, men midt på dag 182 og dag 184 afbrydes visningen pludselig på alle tre. Dette sker samtidig med at RF falder ned under 75 i nogle få timer på grund af solens opvarm-

42

Nordisk Ruinseminar 2007

ning. Som følge at den faldende RF udfældes saltet på alle tre følere, hvorved ledningsevnen bliver 0. Idet RF igen stiger over 75%, går saltet i opløsning og følerne viser næsten det samme som før. Denne episode illustrerer hvor hurtigt salt på bygningens overflade påvirkes af variationer i både temperatur og luftfugtighed. Senere samme uge på dag 187 afbrydes signalet fra begge de udvendige saltfølere, samtidig med at en større mængde nedbør registreres. Føleren bag afskærmningen fortsæt-

ter derimod uforandret, dog med lavere værdi. Årsagen til den pludselige ændring er efter al sandsynlighed, at de udvendige saltfølere vaskes rene for saltaflejringer, hvorimod den afskærmede føler ikke kommer under bruseren. I uge 29 ses et eksempel på en periode, hvor der afsættes salt på både nord og sydsiden. Efter et større regnskyl, som varer hele dag 203 (ikke i diagrammet), er begge de ubeskyttede følere vasket rene. Fra dag 204

43

Nordisk Ruinseminar 2007

er visningen på den sydvendte og senere også den nordvendte saltføler stigende over et par dage. Men i begyndelsen af dag 206 sætter et regnskyl ind og "kortslutter" følerne, idet den afskærmede føler dog er upåvirket. Efter nogle timer hører regnvejret op, og alle følerne genoptager visningen på samme niveau som før. Dette varer dog kort, idet solopvarmningen efter nogle timer medfører et fald i RF, hvorved saltopløsningen tørrer ud og mister ledningsevnen. Denne effekt ses på alle tre følere, og varer indtil midnat, hvor den beskyttede føler igen giver signal, dog på et lavere niveau end før. Den nordvendte saltføler begynder at give signal efter 12 timer, dvs. midt på dag 207, hvorimod den sydvendte føler først genvinder ledningsevnen nogle

timer senere, og da kun en kort periode. I slutningen af dag 207 opstår kondens, hvilket ses ved at luftens dugpunkt overskrider overfladetemperaturerne. Kondensen kortslutter alle tre følere i den første halvdel af dag 208, hvorefter den afskærmede og den nordvendte føler genoptager visningen. Kondensdannelsen på den sydvendte føler varer formentlig ved frem til midten af dag 209, dog afløst af episoder med mindre nedbørsmængder. Herefter giver alle tre følere signal nogle få timer, hvorefter kondensdannelsen igen sætter ind og påvirker alle følere med vekslende intensitet. Det skal indrømmes, at variationerne i måleresultaterne ikke i alle tilfælde kan forklares time for time. Men det overordnede billede er så tilpas konsistent, at der kan uddra-

44

Nordisk Ruinseminar 2007

ges rimeligt retvisende informationer. Begivenhederne i uge 29 illustrerer den uregelmæssige vekselvirkning mellem saltdeponering, afvaskning, opløsning og udfældning, som finder sted på Murens overflade. I uge 36 ses en periode på 4 døgn med vedvarende kondensdannelse, som følge af at dugpunktet overskrider overfladetemperaturerne. I dette tidsrum giver ingen af de ubeskyttede saltfølere noget signal, medens den afskærmede føler giver konstant værdi. Forud ligger flere uger med samme billede. I sidste del af perioden ophører kondensdannelsen, men de ubeskyttede saltfølere genoptager alligevel ikke visningen, på nær enkelte kortvarige signaler. Dette skyldes formentlig at saltfølerne slet ikke er forurenet med salt på dette tidspunkt. Målingerne kan dog ikke entydigt bekræfte dette. I uge 42 bliver det pludselig forholdsvis koldt, og den relative luftfugtighed falder under 75% i 4 dage. Som følge heraf ophører den beskyttede saltføler med at give signal, igen et udtryk for at saltopløsningen tørrer ud. Mellem dag 299 og 300 skifter vejret brat, temperaturen stiger 10° og RF stiger over 75%. Samtidig genoptager den beskyttede saltføler visningen, men ikke de ubeskyttede. I uge 46 ses flere kortvarige episoder med saltdeponering afløst af nedbør, der tilsyneladende skyller saltet bort igen. Resultaterne fra de tre saltdeponeringsfølere er vist til sidst for hele måleperioden. I hvert diagram er ligeledes angivet nedbøren i samme tidsrum samt den relative luftfugtighed. På de to ubeskyttede følere er der stor variation i signalet, tilsyneladende uden nogen form for korrelation med nedbøren eller RF. Som det fremgår af den mere minutiøse gennemgang ovenfor, er det muligt at forklare de fleste hændelser som resultatet af nedbør, udtørring eller kondensation. Den føler, som sidder beskyttet bag afskærmningen, giver en forholdsvis ensartet visning på en nogenlunde konstant værdi, som 45

dog afbrydes af talrige kortere episoder uden visning. Dette illustrerer klart at saltbelastningen er større bag afskærmningen end udenfor. I slutningen af perioden bliver visningen dog langsomt mere og mere ustabil, for til sidst helt at forsvinde. For alle tre følere gælder at den maksimale værdi synes at ligge på samme niveau omkring 60. Selve værdien har ingen betydning i sig selv, men det fælles maksimum sikrer at alle tre følere måler nogenlunde på samme niveau, dvs. de er "kalibreret" ens. Det skal erindres at følerne giver et relativt mål for ledningsevnen på pladen, som i princippet kan variere mellem 0 og 100 med den valgte skala.

Konklusion

1) Solindstrålingen på den afskærmede overflade elimineres, hvorved kortvarige temperaturstigninger i basaltblokkenes overflade undgås. Dette forhindrer termiske belastning på de overfladenære lag. Effekten er størst på de sydvendte overflader, mindre på de øst- eller vestvendte overflader, og den berører ikke de nordvendte overflader. 2) Frostbelastningen som følge af varme-udstråling om natten reduceres. Dette har formentlig især betydning for mørtelfugernes holdbarhed, men kan muligvis reducere risikoen for exfoliation af basaltblokkene. 3) Nedbøren på den afskærmede overflade reduceres væsentligt. Dette standser udvaskning af kalk fra mørtlen i både fugerne og murkernen og sikrer derved Murens konstruktive sammehæng på længere sigt. Udtørring af Muren vil sandsynligvis også forebygge frostsprængninger, men dette er ikke dokumenteret. 4) Saltdeponeringen, som hidrører fra luftbårne vanddråber fra havet, forøges væsentligt. Dette skyldes at havgusen har fri adgang bag beklædningen, hvorimod saltet ikke vaskes bort af nedbør. Der er desuden forøget

Nordisk Ruinseminar 2007

antal episoder af salt-krystallisation med efterfølgende opløsning som følge af variationer i den relative luftfugtighed. Krystaldannelsen er årsag til nedbrydning af både mørtelfuger og basalt og udgør et væsentlig bevaringsproblem. 5) Den biologiske aktivitet på Murens overflade bliver sandsynligvis påvirket af afskærmningen. Den nuværende bestand af lav kan næppe trives i halvmørket, og afløses formentlig af mindre lyskrævende arter. Det saltholdige miljø vil begrænse muligheden for visse arter, men fremme andre organismer, som bedre tåler saltet. Ændringer i Murens begroning er ikke dokumenteret i undersøgelsen, og de bevaringsmæssige konsekvenser er vanskelige at forudsige. 6) Afskærmningen yder i sin nuværende udformning ikke beskyttelse af Muren mod alle relevante nedbrydningsfaktorer. Designet bør tilpasses, så saltdeponeringen på overfladen forhindres. Dette kan ske ved at udføre en tæt beklædning med kontrolleret ventilation. Alternativt kan beklædningen gøres mere åben, så der gives adgang for en vis mængde nedbør. Under alle forhold skal afskærmningen føres helt til terræn på alle sider for at yde optimal beskyttelse.

Litteratur

I M. Brandt Petersen, Damsager Madsen, Helge Brinch Madsen: Foreløbig rapport over undersøgelse af bevaringstilstanden af flade kvadre på Kirkjubøur Domkirkeruin, sydvæggen. Rapport Teknologisk Institut september 1989. II Søren Abrahamsen: Domkirkeruinen i Kirkjubøur, Notat 12.09.1990. III Helge Brinch Madsen: Foreløbig rapport over undersøgelse af bevaringstilstanden af flade kvadre på Kirkjubøur Domkirkeruin, Vestvæggen og Nordvæggen. Rapport Teknologisk Institut 26.03.1991. IV Bent Eshøj og Helge Brinch Madsen: Kirkjubøur Múrurin. Foreløbig rapport over sommerens arbejder, 10. juli 1991. V Bent Eshøj og Tim Padfield: Kirkjubøur Múrurín. Rapport over udførte arbejder, 1992. VI Jørn Bredal-Jørgensen: Undersøgelse af mørtelprøve. Notat marts 1998.

46

Nordisk Ruinseminar 2007

Múrurin - den middelalderlige domkirke i Kirkjubøur på Færøerne ­ Udvalgte bygningarkæologiske problemstillinger i relation til restaureringsarbejdet

Kirstin Eliasen

Med udgangspunkt i mine tidligere arbejder med Domkirkeruinen (Eliasen 1995a; 1995b) vil jeg gennemgå oplagte bygningsarkæologiske problemstillinger, som er nødvendige at forholde sig til i forbindelse med den forestående/igangværende restaurering. For forståelsen af de nedennævnte problemstillinger gives en kortfattet bygningsbeskrivelse. For den grundigere beskrivelse henvises til ovennævnte artikler. Der er aldrig foretaget egentlige gennemgribende bygningsarkæologiske undersøgelser af Domkirkeruinen. Disse er nødvendige for forståelsen af bygningshistorien og til afklaring af en lang række uafklarede bygningarkæologiske og -historiske spørgsmål. I et fællesnordisk projekt i årene 1953-55 blev en stor del af domkirke- og bispegårdskomplekset undersøgt. Fra Norge deltog Håkon Christie, fra Danmark Tage E. Christiansen og fra Færøerne landsantikvar Sverri Dahl. Der blev foretaget omfattende arkæologiske udgravninger i og omkring domkirkeruinen, sognekirken

Fig. 1. Múrurin, set fra nordøst. Foto: Mogens Vedsø 1992.

og bispegården samt sonderet ved Líkhús; desuden blev domkirkeruinen forbilledligt opmålt af daværende arkitektstuderende Curt von Jessen. Der foreligger desværre intet publiceret materiale fra undersøgelserne i deres helhed. Sverri Dahl har i flere mindre artikler berørt bispesædet og dens udforskning (Dahl 1958; 1968a; 1968b; 1984; 1985). Udover disse er der kun foretaget mindre (sporadiske) undersøgelser af domkirkeruinen. For en forskningsoversigt henvises til min artikel (Eliasen 1995a). En større samling af stenfragmenter - sålbænkssten, smigsten, vinduesstavværk etc. - forefindes hovedsagelig i den middelaldelige kælder under kongsgården. Denne er desværre aldrig gennemgået i sin helhed. En grundig registrering og katalogisering samt efterfølgende analyse er altafgørende for at kunne afklare en del af de nedennævnte problemstillinger, ligesom dette nødvendigvis er en del af ­ og forudsætning for ­ de bygningsarkæologiske undersøgelser, der som en naturlig del bør være

47

Nordisk Ruinseminar 2007 første skridt i planlægningen af de forestående restaureringsarbejder. teres fra vest mod øst en jævn stigning, der i alt udgør ca. 50 cm (fig. 2), mens niveauet i sakristiet er hævet yderligere ca. 30-60 cm.

Bygningsbeskrivelse

Kirken er et langhus - seks hvælvfag langt - hvortil der føjer sig en tilbygning ved den østre endes nordside, indeholdende to hvælvfag - svarende til langhusets to østre fag. Ved vestenden ses tydelige spor af en planlagt og eventuelt tillige opført tilbygning, der kun kan opfattes som et tårn. Langhuset måler udvendigt 26,2 m i længden og 10,4 m i bredden. Nordre tilbygning, sakristiet, hvis østfacade flugter med langhusets østgavl, måler i nord-syd 5,5-5,6 m og i øst-vest 9,7-9,9 m; tårnets bredde har andraget 8,7 m, mens dimensionen i øst-vest er ukendt. Der ses intet utvetydigt vidnesbyrd om flere byggefaser i opførelsen, dog antyder mangelfuldt forbandt mellem langhuset og sakristiets vestmur, at opførelsen af sidstnævnte muligvis ligger sent i byggeprocessen. Murtykkelserne er omtrent ens i hele bygningen, ca. 1,6 m, dog muligvis en smule mere i tårnet. Langhusets mure er alle bevarede til omtrent samme niveau, men højden over jordsmonnet er stærkt varierende, grundet terrænets kraftige stigning mod nordøst. Intetsteds synes oprindelig murkrone bevaret. Imidlertid iagttages på indersiden af østgavlen et vandret spring sammenfaldende med spidsen af indersidens hvælvvederlag, hvilket antyder en overgang mellem gavlmuren og den ca. 1,1 m tykke gavltrekant (fig. 2); langmurenes kroner må, sammenholdt med dette, have været beliggende i omtrent samme niveau, dvs. at der mangler ca. en halv meter, som sandsynligvis er fjernet i forbindelse med nedtagningen af tagværket. Niveauforholdene inde i bygningen afspejler kun i ringe grad terrænformerne udenfor. I langhuset konsta-

Materiale og teknik Murene rejser sig generelt over et kraftigt fundament af marksten, dog synes sakristiet i hovedsagen at være opført direkte på grundfjeldet. Murværket er formodentlig opført i kassemursteknik opmuret af tilhugne blokke af lokal basalt, der ved hjørnerne antager kvaderagtig karakter, mens de i øvrigt er væsentligt mere groft tildannede - hovedsagelig blot kløvede. Et par boreprøver i sydmuren, hhv. mellem to vinduer og under et vindue syntes at vise fuld mur. Dette er dog næppe repræsentativt, idet murværket i det smalle parti mellem to vinduer under alle omstændigheder vil få karakter af fuld mur. Stenene er lagt i en kalkmørtel, »skilp«, bestående af brændte og knuste muslingeskaller blandet med grus og sten, og fugerne er udspækkede med tynde, vandretliggende flækker af basalt, »klípur«. Til de dekorative detaljer er anvendt klæbersten - formentlig importeret fra Norge - samt en blødere, lokal basalt. Murene fremtræder endnu delvis med åbne bomhuller, omend mange må være forsvundne ved reparationer og restaureringsarbejder. Særlig tydeligt ses de på sydmuren, såvel ude som inde, og på indersiden af nordmuren. På særligt beskyttede steder i ruinens indre er endnu bevaret rester af vægpuds. Denne ses især i sydmurens to portaler og døren til sakristiet, men desuden er mindre partier på sydvæggen i henholdsvis langhuset og sakristiet bevaret.

Fig. 2. Længdesnit set mod syd. Opmålingens kote 0 er vist med korte vandrette streger uden for øst- og vestgavlen. Opmåling ved Curt von Jessen 1954-55. Antikvarisk-Topografisk Arkiv, Nationalmuseet, København.

48

Nordisk Ruinseminar 2007

Domkirkens ydre Langhuset har to portaler i syd samt seks vinduer, hvoraf det ene er anbragt i østgavlen, de resterende i sydmuren. En højt anbragt åbning i nordmurens tredje fag vil senere blive gjort til genstand for nærmere tolkning. I sakristiet ses et vindue i øst og rester af yderligere et i vest. I vest har langhuset været forbundet med tårnet ved en høj, slank arkadeåbning. Portalerne er udadtil spidsbuede og har i siderne en fals, hvori der er nu næsten bortforvitrede søjler, i den østre portal én og i den vestre tre i hver side. Også de tilhørende baser og kapitæler er stærkt forvitrede; i øst synes kapitælerne at have været prydet med bladværk. Stikkene er rigt profilerede med vekslende rundstave og hulkele, og den ydre kontur er yderligere fremhævet af en fremspringende, vandnæselignende liste. Den østre portals indre er kun ganske lidt smiget i vest, retvinklet i øst og overdækket af et fladt, let tilspidset stik, der mod bygningens indre er prydet med to koncentriske, fremspringende stave. De indre hjørner af kvaderlignende blokke er affasede. Dørhullet overdækkes, i fortsættelse af stikket, af et tøndehvælv, opmuret af relativt tynde blokke. Umiddelbart inden for anslaget ses i østsiden en rende til en stængebom. Dørfløjen har været ophængt i vestsiden. Den nuværende bund er beliggende omtrent i højde med langhusets »gulv«niveau det pågældende sted. Den vestre portals indre vanger er kun ganske lidt smigede, den østre lidt mere end den vestre. Dørhullet har overdækning i form af et seksdelt grathvælv, der indadtil begrænses af dørens stik, udadtil af anslagsfalsen. Hvælvet dækkes endnu i vid udstrækning af puds og graterne mødes i toppen omkring en cirkulær slutsten. I dørens vestre vange ses umiddelbart indenfor anslaget kanalen til en stængebom, og dørfløjen har derfor formentlig været ophængt i øst. Den nuværende bund, der må være omtrent sammenfaldende med den oprindelige tærskel, er beliggende kun ganske lidt hævet over niveauet i bygningens indre. Langhusets vinduer er slankt proportionerede, spidsbuede åbninger, der er dobbeltsmigede i såvel sider som stik. Vinduerne fordeler sig med ét stort midt i østgavlen og et slankere i hvert af de fem østligste af sydmurens seks fag. Der registreres adskillige ligheder, men dog også en række markante forskelle. Østvinduet er langt det største, hvad angår både bredde og højde, mens sydvinduerne er omtrent jævnstore, omend det fjerde fra øst er markant smallere end de øvrige. Vinduernes sålbænke er alle stærkt restaurerede, sydsidens østligste o. 1874 med cement, de øvrige i 1890 med nyhugne sten, der i grove træk gengiver de oprindelige forhold. I de tre vestligste åbninger er sålbænken beliggende ca. 45 cm lavere end ved de to

49

østlige. Alle er udvendig, nær lysningen, udstyret med en spinkel, retvinklet fals, der fortsættes i både sider og stik. Ved østgavlens vindue og sydsidens tre østlige prydes sålbænkens forkant både ude og inde af en fremspringende, spinkel rundstav. Denne er ved enderne udstyret med forskelligt udformede, nu oftest stærkt forvitrede, ornamenter i form af bladranker og hoveder, der er bøjede op langs den nederste del af vinduernes sider. Vinduernes stik er i en vis udstrækning profilerede. Udvendigt har østvinduet samt første, andet og fjerde på sydsiden en hulkel på hjørnet mellem forside og smig, mens det tredje og femte er kraftigere profilerede med en hulkel på såvel for- som smigside samt en let affasning af hjørnet. Indvendigt består profileringen af en kraftig stav med platte på hjørnet, ledsaget af to hulkele på forsiden og en på smigsiden ved østvinduet og sydsidens tre østlige, mens de to vestlige har samme profil som tredje og femte udvendigt. Indvendigt ses i toppen af stikket ved sydsidens østligste en fremspringende figur, forestillende en mitraklædt bisp, der holder staven i venstre hånd og rækker den højre frem i en velsignende gestus, og tilsvarende ses ved det vestligste et kronet hoved, der sandsynligvis skal opfattes som pendant til bispefiguren. Svarende til ovennævnte forskelle i sålbænkenes niveau, er stikkene i sydsidens to østligste vinduer højere placerede - omend knapt så markant. Udvendigt ledsages stikkene ved samtlige vinduer af en vandnæse, hvis top ved østvinduet brydes af en udkraget menneskebuste med stærkt udviskede træk. Et lille topornament ved sydsidens østligste vindue er stærkt forvitret og kan ikke længere identificeres. Det må være (gen)anbragt mellem 1864 og 1889. Et tilsvarende ornament ved det fjerde vindue registreredes endnu i 1905, men mangler nu. Ligeledes næsten bortforvitrede er en række hoveder forneden ved enderne af vandnæserne på de to østre vinduer. Indvendigt er smigene i østgavlens og sydsidens tre østligste udstyret med små prydsøjler, der rejser sig fra sålbænken til vederlaget og er anbragt dels nær hjørnerne dels nær lysningen; alle har kapitæler og baser over facetterede plinter. Førstnævnte søjler bærer hjørneprofilet i stikkene, mens sidstnævnte formentlig har båret et profilled inderst på lysningsstenene. Samtlige åbninger fremviser rester af stavværk, og i tilknytning hertil ses i de bevarede lysninger rustspor af tre vandrette stangjernssprosser, der dels har forankret stavværkets lodposter, dels skulle tjene til bæring af vinduernes blyindfattede ruder. Vinduet i østgavlen har, bredden taget i betragtning, rimeligvis har været firedelt med tre poster, mens sydsidens blot har haft en enkelt lodpost. Foroven har stavværket været afvekslende ud-

Nordisk Ruinseminar 2007 formet med spidse og trekløverformede bueslag kronet af cirkelslag eller firpas.

Åbningen i langhusets nordmur Åbningen i langhusets nordmur, der er placeret højt hævet i tredje fag (fig. 3), er generelt blevet tolket som et vindue, omend den fremviser ganske andre detaljeformer end kirkens vinduer i øvrigt. Åbningen er enkeltsmiget med den største bredde i ydre murflugt, ca. 1,5 m mod knap 1,1 m indvendigt. Udvendigt er åbningen overdækket af et fladt buestik med en let tilspidsning på midten, og såvel stikket som vangerne er opmurede af kvaderhugne sten med affasede hjørner; dog er østre vanges nedre halvdel ændret. Ligeledes er murpartiet nærmest under åbningen tilsyneladende ommuret. Overdækningen, der er opmuret af tynde flækker, har fald indefter svarende til de smige sider, mens bunden har ny beklædning af hugne kvadre med fald til begge sider og er udformet som sålbænksreparationerne i øst- og sydsidens vinduer. Indadtil fremtræder åbningen noget irregulær og restaureret. Siderne er begge af mindre, kvaderhugne sten, men det fremgår klart, at de er resultat af en restaurering. Indersiden mangler stik og åbningens flade, let tilspidsede, »tøndehvælv« er ikke ført helt frem til indre murflugt. I det øvre, østre hjørne sidder en stor sten, der hindrer anbringelsen af et stik i forlængelse af »hvælvet«, og i øvrigt afsluttes dette på en måde, der tyder på, at det har været muret op mod bagsiden af murværk øverst i åbningen. Et oprindeligt stik, der ikke kan have manglet, har derfor været anbragt med toppunktet lavere end den øvrige overdækning, og kan tillige have haft en anden form. Åbningen har altså haft fals i overdækningen nær indre murflugt, og intet udelukker, at dette også har været tilfældet med de nu ommurede sider. Dette ville bringe sidstnævnte i bedre samklang med hvælvets skjoldbue, der forløber meget snært på åbningens vestside, ligesom et lidt lavere siddende stik ville have betydning i denne forbindelse. Vedrørende åbningens mulige funktion, se nedenfor. Sakristiet Sakristiet har rester af to muråbninger. I øst et vindue, hvis detaljeudformning i en vis grad afspejler det tilsvarende i langhusets østende, omend dimensionerne, under hensyntagen til den lavere murhøjde, selvsagt er anderledes, bl.a. er det spidsbuede stik væsentligt lavere spændt (fig. 4). På sålbænken ses - som det eneste sted i bygningen - ansats til en af de to lodposter, der oprindelig må have tredelt vinduet. Denne sålbænkstens placering antyder en deling, hvor den midterste åbning er bredere end de to til siderne. Hertil skal dog bemærkes, at nok er

50

Fig. 3. Åbningen i langhusets nordside, set fra nord. Foto: Mogens Vedsø, 1992.

stenen gammel, men dette gælder ikke placeringen, der skyldes restaureringer i 1890. Det må regnes for sikkert, at den pågældende sålbænksten med ansats til post virkelig stammer fra tilbygningens østvindue, omend dens fundomstændigheder ikke kendes. Stenen passer til et vindue med en høj, lodret afsats i den indre sålbænk, og en sådan registreres kun ved dette vindue. Lodposterne har været rhombeformede i tværsnit med spinkle glasfalse i siderne. Sakristiets modstående, vestre, mur har enkelte rester af et stort cirkelvindue (fig. 5). Dette er nu lukket med en råt udformet åbning udsparet i tilmuringen. Dette antyder at lukningen snarere skyldes en nyere tids »restaurering« i form af en stabiliserende tilmuring af et skrøbeligt murparti, end en bevidst blænding af vinduet af funktionsmæssige årsager. Sandsynligvis udført efter 1844, idet det på en tegning ved Kloss dette år optræder som en stor cirkulært åbning. Af indfatningen er der kun to sten bevarede af søndre del indvendigt; disses krumning, samt udstrækningen af ommuret murværk, antyder en åbning med en diameter på ca. 2,2 m i såvel ydre som indre murflugt. De bevarede stiksten er smigede og angiver en lysning på ca. 1,5 m. Det bemærkes, at disse mål stemmer overens med de tilsvarende i østvinduet. Der ses ingen umiddelbar årsag til en tilmuring, men

Nordisk Ruinseminar 2007

Fig. 4. Tværsnit af langhuset og sakristiet, set mod øst. Opmåling ved Curt von Jessen 1954-55. Antikvarisk-Topografisk Arkiv, Nationalmuseet, København.

Fig. 5. Tværsnit af langhuset og sakristiet, set mod vest. Opmåling ved Curt von Jessen 1954-55. Antikvarisk-Topografisk Arkiv, Nationalmuseet, København.

en deformation af det nordre bueforløb i indersidens skjoldbue antyder en sætning i murværket. Ved oprensning af murkronen over østmuren fremkom 1905 en monolit sålbænksten fra en ca. 45 cm bred lysåbning. Denne synes ikke registreret i opmåling, men den sad tilsyneladende midt over sakristiets østvindue. Dens sål kan bestemmes til at ligge omtrent 20 cm over den nedenfor omtalte indskrænkning af murtykkelsen, som normalt ville blive opfattet som et indicium for en etageinddeling.

Tårnet Tårnet giver sig til kende på vestgavlens yderside i form af to »fortandinger« efter dets nord- og sydmur (fig. 6).

De to spors forløb er dog så uregelmæssige, at hvis det drejer sig om egentlige fortandinger, da må disse tillige have været benyttede, således at det nuværende udseende først er fremkommet ved tårnets nedrivning. Tårnbuen er anbragt midt i vestgavlen og har oprindelig forbundet langhuset og det planlagte eller udførte tårnrum. Den spidsbuede åbning har glatte gennemløbende vanger og stik af kvaderhugne sten. Stikket har affasede hjørner. Der konstateres ingen spor af nogen form for lukkeanordning i åbningen. Murværket i gavlens øverste del, tre à fire skifter, fremtræder uregelmæssigt og må - i en vis udstrækning - formodes ommuret.

Guldskabet

»Guldskabet«, et i klæbersten udskåret relikviegemme, er kirkeeksteriørets fornemste dekorative detalje. Stenen er indmuret i østgavlen midt mellem langhusets sydøstre og sakristiets nordøstre hjørne (fig. 1). Om stenens oprindelighed i muren kan der næppe herske tvivl. Nok kan den være sekundært indmuret, f.eks. i forbindelse med en indvielse af kirkebygningen, ligesom den ved undersøgelser både 1905 og -56 blev udtaget og genanbragt, men over »skabet« sidder et beskyttende vandnæseprofil, der uden tvivl er samtidig med det omgivende murværk. Vandnæsen afsluttes ved enderne af ornamenter, der nu begge er stærkt forvitrede. Såvel udformnings- som placeringsmæssigt er de beslægtede med udsmykningen af sålbænkene i langhusets østende. Forsiden af den ca. 65×63 cm store sten rummer en korsfæstelsesscene med Kristus omgivet af Maria og Magdalene (fig. 7). Fremstillingen krones af et trepasformet bueslag, båret af to søjler. I sviklerne over buen ses to røgelseskarssvingende engle. Stenen kranses af en indskrift, der indledes i øverste venstre hjørne og afsluttes på en særskilt, tynd stenbjælke - ligeledes af klæbersten - indmuret under tavlen:

Fig. 6. Vestgavlen set fra sydvest. Foto: Mogens Vedsø, 1992.

51

Nordisk Ruinseminar 2007 Ø v e r s t + HEC:EST:HABITACIO:HARVM:S[an]C[t]A H ø j r e RVM:RELIQVIARVM:DE:LIGNO:DOMINI V e n s t r e DE:HOSTIO:ECCE:I[lla]:VIRGO:MARIA: S[ancta] F o r n e d e n ......E:OSSA:B[eat]I:MAGNI:M[arty]R[is] S t e n b j æ l k e n .... DE:TVMVLO S[anc]TI ÞORLACI I oversættelse: »Her er Boligen for følgende hellige Relikvier: Noget af Herrens Kors, af Offerlammet, se her den hellige Jomfru Maria ... og Benene af den salige Magnus ... fra den hellige Torlacius' Grav« (Krogh 1988). Stenen er beskadiget i det nedre venstre hjørne formentlig ved tidligere forsøg på udtagning, og herved har også den tynde indskriftssten under tavlen lidt overlast. Ved undersøgelsen i 1905 kunne arkitekt Koefoed-Jensen konstatere: »Stenen kan dog med Bestemthed siges ej tidligere at være udtaget, idet alt Murværk om Stenen fandtes fuldstændig urørt«. Efter tavlens udtagelse fremtrådte »nichen«, ifølge et fotografi ved Koefoed-Jensen, blot som et råt hul med blottet murkerne. Bagsiden er profileret på alle fire kanter og i midten er udsparet en »helgengrav«, dækket af en stenflise i en fals - helt svarende til udformningen af helgengrave i alterborde. Ved undersøgelsen i 1905 konstateredes tilstedeværelsen af en blykapsel indeholdende et tøjdække, hvorunder der lå en lærredspakke med en eller to knogler, knyttet ind i en knude i lærredets ene hjørne og inde i pakken i alt syv relikvier, indpakkede i lærred og hver forsynet med en lille pergamentstrimmel med påskrift. Efter undersøgelsen blev relikvierne forseglede og genanbragt i bagsiden af »Guldskabet«. Dette er uden tvivl hovedårsagen til deres dårlige bevaringstilstand ved genfremdragelsen i 1956. Den seneste undersøgelse gav, så vidt det ses af det sparsomme dokumentationsmateriale, ikke yderligere oplysninger. I 1967 blev relikvierne atter indmuret i »Múrurin«.

Fig. 7. »Guldskabet«. Forsiden. Opmåling ved Erik Schiødte 1889. Antikvarisk-Topografisk Arkiv, Nationalmuseet, København. Fig. 8. »Guldskabet«. Bagsiden. Opmåling ved L. Koefoed-Jensen 1905. Antikvarisk-Topografisk Arkiv, Nationalmuseet, København.

Domkirkens indre

Hvælv Langhuset fremtræder som ét langt rum uden arkitektonisk adskillelse mellem kor og skib (fig. 2). Det var fra opførelsen disponeret for i alt seks fag hvælv, omend det ikke entydigt kan bestemmes, hvorvidt planerne blev realiserede. Hvælvene giver sig tydeligt til kende ved murede hvælvvederlag, der ses i såvel langmure

52

Nordisk Ruinseminar 2007 og vel desuden, som i sakristiet, markeret med en rundstav el. lign. På den anden side udelukker fravær af disse spor ikke, at hvælvene har været opført. Over konsoller og kapitæler er murplanet trukket lidt længere tilbage end de i forvejen tilbagetrukne overmure, hvilket levner mere plads til indbygning af de nedre dele af hvælvenes gjordbuer og ribber.

Fig. 9. Indvielseskors i langhuset. Opmåling ved L. Koefoed-Jensen 1905. Antikvarisk-Topografisk Arkiv, Nationalmuseet, København.

som gavle. Af de fem fagdelende gjordbuer skulle de to østligste bæres af vægpiller, der er sammensat af tre koblede søjlestave, mens de tre vestligste skulle bæres af konsoller. Svarende hertil er i hvert af østhjørnerne anbragt en enkelt søjlestav. I alle fire vægge registreres tydelige spor af overhvælvingen i form af skjoldbueformede vederlag. Af disse forefindes dog kun, de samtidigt med væggene opmurede og i forbandt med disse værende, rå konturer. Den endelige afretning, sandsynligvis med en tilføjet, profileret skjoldbue, mangler overalt. Heraf følger, at det på visse punkter volder vanskeligheder at angive vederlagenes præcise dimensioner. Buerne i øst og vest har rummets bredde, mens de i nord og syd inddeler væggene i en række fag, der for de flestes vedkommende er 3,3-3,4 m brede; den eneste undtagelse er tredje fag, der i nord måler ca. 4,0 m, i syd ca. 3,9 m. Mere usikker er buernes højde. I øst kan pilhøjden måles til ca. 4,1 m mens en forsøgsmæssig optegning af buernes radier på langmurene giver en pilhøjde på ca. 3,8 m., dvs. at buerne har haft toppunkt i ca. kote +6,3 (jf. fig. 2). Dette sandsynliggøres yderligere ved en sammenligning med det oprindelige murkroneniveau i ca. kote +6,5. Udover den større bredde i tredje fag, er der flere andre uregelmæssigheder i skjoldbueforløbet i syd; årsagen hertil kan ikke nærmere udredes på det forhåndenværende grundlag. Forklaringen kan være, enten at hvælvet er skævt disponeret af hensyn til vinduet, der er trukket langt mod vest i forhold til fagets midte - forårsaget af portalen østligt i samme fag - eller eventuelt nogle murreparationer omkring hvælvvederlaget, der ikke længere giver sig klart til kende. Der kan intetsteds iagttages sikre spor, der viser, at hvælvene har været indbyggede. I bekræftende fald må vederlagene have været afrettet til et regelmæssigt forløb 53

Indvielseskors Alle fire vægge prydes af indmurede, kvadratiske, ca. 40×40 cm store klæberstenstavler, hvori er udskåret indvielseskors. Det oprindelige antal var 12, to anbragt symmetrisk omkring henholdsvis østgavlens vindue og vestgavlens tårnbue samt fire, ligeledes regelmæssigt indsatte i nord- og sydvæggen. Tavlerne fordeler sig på fire typer (fig. 9), der alle er varianter af samme grundform, et ligearmet kors indfattet i et cirkelslag. Tavlerne har tilsyneladende oprindeligt været delvis dækkede af væggenes pudslag, således at kun cirkelslag og kors blev ladt fri; herved opnåedes en visuel lighed med kalkmalede indvielseskors. Af korsene er in situ bevarede de to i øst, tre i syd samt et i vest, mens alle i nord mangler. På Nationalmuseet findes én tavle (type a), yderligere én (type c) i »Roykstovan« samt et fragment i stensamlingen. Tavlerne må være indsat samtidig med væggenes opmuring, hvilket klart ses, hvor klæberstenspladen senere er gået tabt. Sakristiets indre Hertil leder en dør østligt i nordsiden af langhusets andet fag (fig. 10). Døren er smiget i begge vanger og har anslagsfals nærmest langhuset, hvor åbningen har kvadersatte vanger og stik med affasede hjørner. Overdækningen er rundbuet med en ganske let tilspidsning. Vangerne

Fig. 10. Længdesnit gennem sakristiet, set mod syd. Opmåling ved Curt von Jessen 1954-55. Antikvarisk-Topografisk Arkiv, Nationalmuseet, København.

Nordisk Ruinseminar 2007 afsluttes begge forneden i kote -1,6, hvor et brud i murværket til begge sider antyder en, nu fjernet, tærskelsten. Også mod sakristiet er vanger og stik kvadersatte med affasning på hjørnet. Stikket har samme markante udformning, med et spidst bueslag med »knæk« i vederlaget, som genfindes ved begge langhusets syddøre, omend rejsningen er noget højere end ved disse. Åbningen dækkes af et ligeledes smiget tøndehvælv, opmuret af tynde stenfliser og endnu i en vis udstrækning dækket af et oprindeligt pudslag. På indersiden af stikket, over anslaget, er en fals, der viser, at dørbladet har haft samme form foroven som selve døråbningen. Et lille firkantet hul i en sten i østre vange umiddelbart indenfor anslaget må hidrøre fra en eller anden form for låsetøj. bueslagene være opmurede samtidig med - og i forbandt med - det øvrige murværk; dette gælder selvsagt også de i alt seks konsoller henholdsvis i rummets hjørner og midt på langvæggene. En hvælvslutsten i stensamlingen må hidrøre fra et af de to hvælv i dette rum, idet vinklerne mellem de to krydsende ribber på stenen stemmer overens med de vinkler, der kan beregnes af hvælvresterne i sakristiet. Det skal her bemærkes, at vinklerne mellem ribberne i langhuset må have været markant forskellige herfra.

Bygningsarkæologiske undersøgelser og analyser

Som nævnt i indledningen er sigtet med denne lille artikel at påpege en række bygningsarkæologiske problemstillinger, som er nødvendige at forholde sig til i forbindelse med den forestående/igangværende restaurering. De nedennævnte problemstillinger er et lille udpluk af relevante spørgsmål, som mangler en afklaring:

Vindeltrappen I rummets nordvæg danner en lille døråbning længst mod vest forbindelse til vindeltrappen, der er beliggende i murtykkelsen i sakristiets nordvesthjørne. Såvel trapperum som -løb er så stærkt ruineret, at næppe meget oprindeligt murværk er bevaret. Det i litteraturen ofte omtalte sneskred i 1772 ødelagde formentlig større dele af sakristiets nordmur, ikke mindst hjørnerne, men vindeltrappen omtales allerede som ruineret i Kommissionsbetænkningen 1709-10; de nuværende stentrin er alle genanbragte ved senere restaureringsarbejder. Døren fremtræder efter restaurering 1890 med kvadersatte sider med affasede hjørner, men formentlig er kun den nederste sten i vest gammel. Døråbningen overdækkes af rå, udkragede stenblokke, ganske som den fremtrådte før restaureringen. De udkragede sten er formentlig bevaret urørte, og døren må derfor oprindelig have haft et fladbuestik umiddelbart herunder; åbningen får herved en højde på kun ca. 140 cm. Den højresnoede trappe, der er opbygget af monolitte trin, må oprindelig, efter en snoning på ca. halvanden omgang, have udmundet i lommen over nordvesthjørnet af sakristiets vesthvælv. Gulvet Gulvet i sakristiet, i form af en brolægning af nævestore sten, fremtræder angiveligt urørt, idet arbejdet på dette sted blot har bestået i fjernelse af fyld ned til gulvniveau. Længst mod øst registreres midt under vinduet det nederste skifte, i plan med gulvet, af et 160×100 cm stort alterbord; et 160×270 cm stort rektangulært felt med større sten foran alteret må udgøre underlaget for et nu fjernet alterpodium. Sakristiets hvælv Af rummets to krydshvælv er endnu væsentlige rester bevarede (fig. 10). De blev båret af spidsbuede skjoldbuer med et fremspringende rundstavsprofileret led. Da muren over og under buerne ligger i samme plan, må

54

Vesttårnet I forbindelse med de store undersøgelser i 1950-erne undersøgtes også området vest for vestgavlen for et evt. fundament for et nedrevet vesttårn. Udgraverne mente ikke at kunne finde vidnesbyrd for et sådant. Når man imidlertid ser på den bevarede vestgavl (fig. 6), forekommer det tydeligt, at der her ikke er tale om rester af fortandinger til et planlagt tårn, men snarere sår efter et nedrevet. I en formodet vederlagshøjde anes spor efter hvælvvederlag, ligesom uregelmæssigheder i gavlens øvre del tyder på ommuring, som kunne angive hvælvvederlaget. I den forbindelse bør også nævnes, at der ikke er antydet spor af lukning af arkadeåbningen i vest. Sakristiets vestmur Mangelfuldt forbandt mellem langhuset og sakristiets vestmur (fig. 11) antyder, at sakristiet muligvis ligger sent i byggeprocessen, eller at der er sket ændringen undervejs. Åbningen i langhusets nordmur Jfr. ovennævnte beskrivelse er åbningen fuldstændig afvigende fra kirkens vinduer (fig. 3 og 12), men såvel i plan som snit har den imidlertid en udtalt lighed med kirkens døråbninger, ikke mindst døren mellem koret og sakristiet. Ydermere har i hvert fald stikket, og formentlig tillige vangerne, på indersiden haft fals ­ en anslagsfals. Interessant i denne forbindelse er det, at der i stensamlingen ligger en række kvadre fra vanger og stik til en døråbning; alle med affasede yderhjørner og anslagsfals på indersiden. Vangestenene kunne hidrøre fra vindeltrappedøren i sakristiet, idet formodentlig

Nordisk Ruinseminar 2007 kun én sten her er gammel, men stikstenen, der har indgået i et rund- eller muligvis spidsbuet stik, kunne ikke finde plads her. Det kan naturligvis ikke udelukkes, at de til kirkens tilsyneladende overtallige dørsten, oprindelig har haft plads i en døråbnng i bispegården. Denne har i østlængens vestside en beslægtet rundbuet dør, der ganske vist i sin nuværende udformning er en rekonstruktion. Er det således relativt enkelt, ud fra både tekniske og arkitoniske præmisser, at klassificere åbningen som en dør, da volder det anderledes vanskelighed at fastslå dennes anvendelse. Først og fremmest er den usædvanlig ved sin placering højt hævet over terræn, men derudover er det bemærkelsesværdigt, at den tilsyneladende »vender ydersiden indad«, idet dørens smalleste ­ med anslagsfals forsynede ­ del åbner sig mod langhusets indre. En sådan udformning er helt i modstrid med middelalderlig sædvane og kræver en eller anden form for tilbygning uden for døren. Som parallelt eksempel kan nævnes sakristidøren, hvor indersiden vender mod sakristiet og ydersiden mod koret. Om arten af denne enten planlagte eller evt. opførte tilbygning haves intet positivt vidnesbyrd, men den må have tjent som opgang til døren udefra, hvad enten den har været et trappehus eller en gangbro fra det væsentligt højere beligFig. 11. Sakristiets indvendige sydvesthjørne. Foto: Mogens Vedsø, 1992.

gende terræn nord for kirken. I denne forbindelse skal opmærksomheden henledes på den mulige ændring i planerne for sakristiets udformning: Det førnævnte tilsyneladende manglende forbandt mellem dets vestmur og skibets nordmur. Døren må have tjent som adgang til et pulpitur i kirkens indre. Her tænkes først og fremmest på et lektorium, der ville have fået en yderst passende placering mellem kor og skib vestligt i tredje fag. Et lektorium her ville imidletid kollidere med fagets vindue i syd, men det kunne med samme ret placeres østligt i faget, jfr. dettes større bredde. Med denne placering ville det gå fri af vinduet ­ og kordøren, men ville alligevel på rimelig vis kunne bringes i forbindelse med døren i nord. Der ses umiddelbart intet spor i murværket efter et sådant pulpitur eller lektorium, men en tømret og snedkereret konstruktion kunne opstilles uden mange indgreb i murværket. (To kraftige bomhuller over korets syddør indgår tilsyneladende ikke i de registrerede stilladsgange i sydmuren). Det kan ikke af den bevarede ­ men temmelig kraftigt restaurerede ­ åbning ses, hvorvidt den blev taget i brug efter de oprindelige intentioner. Den kan være opgivet allerede under byggeriet. Tilmuringer af åbninger ses ofte udført som relativt tynde lukkemure i plan med med ydre og indre murflugt. Under Múrurins mangeårige ruintilstand kan sådanne let været styrtet ned uden at efterlade sig spor. Det totale fravær af vanger og stik i langmurens indre murflugt kan skyldes en bevidst fjernelse af disse før en tilmuring. En eventuel tilmuring er dog forsvundet tidligere end åbningens ældste beskrivelse 1709-10.

Sakristiets tagløsning Der foreligger flere muligheder: enten et sadeltag med rygning i N-S og en gavltrekant i nord eller et pulttag med fald fra syd mod nord og med halvgavle i øst og vest. Muligheden af, at nordre tilbygning, sakristiet skulle være den nederste del af et planlagt og evt. fuldført kortårn har været fremført.Vigtigt er det her at bemærke den markante indskrænkning af murtykkelsen i øst- og vestmuren i ca. kote +4,1, hvor tykkelsen mindskes med hhv. 0,5 og 0,7 m (fig. 10); dette taler klart imod, at disse murpartier skulle være rester af et andet stokværk i et tårn. Umiddelbart kunne en udformning med pulttag og halvgavle i øst og vest synes rimeligst, idet de tynde murpartier da passende kunne tolkes som rester af gavlene, men også denne tolkning støder på vanskeligheder. Nordmurens krone kan, bl.a af hensyn til hvælvene, ikke have ligget lavere end den førnævnte kote +4,1, men herved får halvtaget, der i syd måtte udgå fra et niveau ikke meget højere end langhusets murkrone, en usædvanlig flad rejsning. Ydermere ville

55

Nordisk Ruinseminar 2007 en sådan tagform vanskeliggøre brugen af vindeltrappen i nordvesthjørnet. Trappens øvre dør må have ligget i eller over vesthvælvets nordvestre hvælvlomme. Den forslåede tagform ville levne en meget ringe frihøjde til denne dør. Den eneste tilbageblevne, rimelige løsning bliver da et sadeltag med rygningen vinkelret på langhuset. Den relativt tynde, øvre del af øst- og vestmuren må da tolkes som lave trempelmure. Højden af disse kan beregnes omtrentligt til 2 m, idet de begge har efterladt sig spor i langhusets nordmur helt op til dennes nuværende murkrone. Sakristiets murhøjde har derfor maksimalt været 0,5 m lavere end langhusets, mens den på den anden side næppe har nået dettes fulde højde. En gavltrekant i nord med gavlfod i ca. kote +6,0 ­ langhusets nuværende højde ­ ville give rimelige adgangsmuligheder fra den foreslåede lave overetage til vindeltrappen. Ydermere ville der kunne etableres adgang herfra til langhusets loftsrum, selvom dette næppe var hovedadgangen hertil; denne må formodes at være at finde i vesttårnet. Hvis taget havde været udformet som et halvtag, ville der vanskeligt kunne skabes adgang til langhusets loft, idet forbindelsen da måtte etableres lavere end skibets murkrone ­ til en af langhusets hvælvlommer ­ hvilket der ikke ses spor af i murværket.

Grænsen mellem kor og skib Langhuset har ingen klar arkitektonisk markering af adskillelsen mellem de to bygningsdele, men flere træk sandsynliggør dog dens placering. Ofte fremhævet er niveauforskellene mellem de to østre sydvinduer og de resterende lysåbninger i syd samt tilstedeværelsen af hvælvpiller i de to østfag (fig. 2). Vestgrænsen for det høje korsgulvniveau må imidlertid have ligget længere mod vest end grænsen mellem andet og tredje hvælvfag, idet det også må have respekteret bundniveau i den østre sydportal. De ovenfornævnte to trin ­ eller i det mindste den ene af dem ­ må da have været at finde mellem nævnte portals vestkarm og vinduet umiddelbart vest herfor. Den her rekonstruerede grænse behøver midlertid ikke være identisk med skellet mellem liturgiske kor og skibet. Niveauerne på sålbænken og buetoppen i sydsidens tredje vindue fra øst er nok overensstemmende med fjerde og femte, men dets udsmykning er klart knyttet til de to østligste. Det rimeligste er vel derfor, at grænsen mellem kor og skib har ligget mellem tredje og fjerde fag, dvs. midt i langhuset ­ det ene af de ovenfor omtalte to trin kan da evt. have ligget her. Bemærkes i denne forbindelse skal også, at netop det tredje hvælvfag ­ hvad bredden angår ­ adskiller sig fra de øvrige. Hvælv I sakristiet er konsoller og skjoldbuer indsat med de respektive vægges opmuring, og dette gælder også de nederste to à tre skifter over konsollerne af gjordbuen og ribberne. Når der findes yderligere rester udover dette, kan det kun skyldes, at de to hvælv har været fuldførte. Ribber og gjordbuer opmuredes på skabelon, mens de mellemliggende kapper formentlig er opmurede på fri hånd. I stensamlingen findes en hvælvslutsten, der, som ovenfor nævnt, kun kan hidrøre fra sakristiet. Anderledes vanskeligt er det at fastslå, hvorvidt også langhusets seks hvælvfag fuldførtes. Grundet hvælvvederlagenes anderledes opbygning, behøvede en markering af skjoldbuerne ikke ­ som det var tilfældet i sakristiet ­ at blive indbygget samtidigt med det omgivende murværk; endog konsollerne kan tilsyneladende være indmurede senere. Den i muren indesluttede del af konsollerne er næppe meget dybere end indkragningen over vederlagene, jfr. den fjernede tredje konsol i nordsiden. Heraf følger, at alle til hvælvene hørende arkitekturdetaljer, i form af skjoldbuemarkeringer, gjordbuer, ribber mm., kan være helt forsvundet i forbindelse med hvælvenes nedbrydning eller sammenstyrtning. Samtidig må den nødvendige regulering af de stærkt uregelmæssige vederlag være forsvundet. Hvorvidt langhusets hvælv har være indbyggede, vil formentlig først kunne endeligt afgøres, hvis der på et

56

Gulvniveauer De nuværende niveauer inde i ruinen er et resultat af fjernelse af nedstyrtede bygningsmaterialer i forbindelse med restaureringsarbejder samt de arkæologiske undersøgelser i 1950'ere. Ved denne blev alle fyldlag i langhuset gennemgravet, såvidt det kan skønnes af det sporadisk overleverede dokumentationsmateriale. I langhuset kan de oprindelige gulvhøjder aflæses af niveauerne i døråbningerne samt niveauerne på soklerne under østendens hvælvpiller (fig. 2 og 12). Det fremgår heraf, at der har være en højdeforskel mellem gulvet i øst- og vestenden. I øst angiver pillerne et gulvniveau i kote -1,85 og svarende hertil ligger østre sydportals nuværende bund omtrent i kote -1,9. I vest kan niveauet ikke fastslås med samme nøjagtighed, men den vestre sydportal har bund i ca. kote -2,2; tærsklen kan ikke have ligget meget højere, og gulvet har formentlig befundet sig i samme niveau. Heraf følger, at der har været ­ sandsynligvis to ­ trin mellem gulvniveauerne i langhusets østre og vestre ende. Den nuværene overflade falder jævnt fra øst mod vest fra ca. kote -2,0 til -2,5, og der kan derfor intetsteds været bevaret rester af et evt. gulv, hvilket heller ikke kunne konstateres ved udgravningen i 1950'erne.

Nordisk Ruinseminar 2007

Fig. 12. Længdesnit, set mod nord. Opmåling ved Curt von Jessen 1954-55. Antikvarisk-Topografisk Arkiv, Nationalmuseet, København.

tidspunkt fremkommer hvælvdetaljer, der med sikkerhed kan siges ikke at tilhøre sakristiet. Knud J. Kroghs (Krogh 1988) forsøg på at påvise hvælvenes fuldførelse på grundlag af ovennævnte fordybninger i murværket over konsollerne er ikke holdbart. I henhold til middelalderlig sædvane indbyggedes hvælv kun sjældent, før murværket havde nået sin fulde højde ­ oftest var bygningen endog bragt under tag. Om Kroghs rekonstruktion af byggeforløbet skulle være korrekt, da måtte gjordbuerne være opmurede før murværket over konsollerne, dvs. langmurene, havde nået omtrent kote 4,2. I klar modstrid hermed kan det imidlertid påvises, at skjoldbuerne rejste sig til ca. kote +6,3. Da disse buer selvsagt ikke kunne opføres uden støtte i bagvedlig-

gende murværk, måtte langmurene ­ mindst ­ havde nået denne højde inden hvælvenes indbygning. Det er absurd at forestille sig, at langmurene nåede førstnævnte mål ud for konsollerne og sidstnævnte ud for skjoldbuernes top. Det iagttagne forhold kan skyldes, at der, samtidig med konsollerne, tillige var opmuret de nederste par skifter af de sammenstødende skjold- og gjordbuer samt ribber, ganske som det var tilfældet i sakristiet. Om dette var tilfældet, tjener det hverken til af- eller bekræftelse af hvælvenes fuldførelse. I den forbindelse er det interessant at iagttage forholdene i Olavskirken i Bergen, hvor hvælvene bevisligt har været indbyggede (fig. 12 og 13).

Fig. 13. Olavskirken i Vågsbotn, Bergen. Udsnit af nordmurens inderside. Opmåling ved Hans-Emil Lidén 1963. Efter Norges Kirker, Bergen II, 1983.

57

Nordisk Ruinseminar 2007

Byggeriets rækkefølge. Stilladsbomhuller Ved opmålingen i 1950-erne registreredes en række endnu synlige bomhuller. Der er små uoverensstemmelser mellem disses niveauer i kirkens østre og vestre del, hvilket muligvis kan antyde et byggestop omtrent midt i kirken. Ligeledes kan studier af andre detaljer f.eks. hvælvvederlagene i langmurene tjene til at afgøre om disse er samtidige eller opført med en mindre tidsforskel. Blev bygningen taget i brug som kirke?

Det har oftest været fremført, at »Múrurin« aldrig blev fuldført og deraf følgende heller ikke blev taget i brug som kirke. Det væsentligste argument for denne opfattelse har været, at langhuset angiveligt aldrig fik indbygget sine hvælv. Som ovenfor anført, kan der ikke på nuværende tidspunkt gives noget endegyldigt bevis for, at hvælvene fuldførtes, men der er på den anden side intet heller, der sikkert afviser dette. Spørgsmålet er imidlertid uden relevans i denne forbindelse, idet bygningen sagtens kunne tages i brug uden hvælv; vigtigere at konstatere er, hvorvidt den blev bragt under tag. Her må det slås fast, at i middelalderen, såvel som indtil nyeste tid, foregik byggeri stort set altid efter et fast skema. Først opførtes bygningens eller bygningsafsnittets lang- og gavlmure til tagfodshøjde, dernæst rejstes tagværket og slutteligt opmuredes gavltrekanterne; eventuelle hvælv blev som hovedregel først indbyggede, efter at huset var bragt under tag. Dette stabiliserede murværket, lettede ophejsningen af byggematerialer m.m. og skærmede byggepladsen ved det krævende hvælvbyggeri. Et tagværk kan selvsagt ikke længere spores, idet langmurene må mangle omtrent en halv meter af den oprindelige højde, men i øst registreres endnu et murparti, der kun kan tolkes som den nederste del af en gavltrekant (fig. 2). Dette indicerer, som netop nævnt, at også taget, og dermed bygningen som helhed, har været fuldført. Også de bevarede fragmenter af vægpuds antyder, at kirken virkelig blev bragt under tag, idet man næppe ville have påbegyndt en pudsning af de indre murflader før på et sent tidspunkt i byggeforløbet, dvs. når bygningen var bragt under tag. Mest talende i denne forbindelse er selvfølgelig de rester af puds, der er registreret på »neutrale« vægflader, f.eks. den vestlige del af sydmuren, idet pudsresterne i kirkens døråbninger kan stamme fra åbningernes opmuring. Næste spørgsmål bliver da, om der nogetsteds ses spor, der antyder en ibrugtagning som kirke. Det fremdragne alterfundament i sakristiet angiver, at i hvert fald denne bygningsdel har været indviet. Det var da nærliggende at se langhusets 12 korsprydede klæberstenstavler 58

som indicium for, at også denne bygningsdel var blevet indviet. Dette er imidlertid næppe holdbart. Ligesom det var tilfældet med kalkmalede indvielseskors, skulle stenkorsene blot markere stederne for biskoppens påsmøring af olie ved den efterfølgende indvielsesceremoni. Det var tilsyneladende sædvane at male korsene på væggen forud for indvielsen, og ligeledes måtte også stentavlerne nødvendigvis anbringes i muren forinden denne. Anderledes forholder det sig med relikvietavlen på østgavlens yderside. Relikvierne i denne taler i høj grad for en indvielse, og dette kan næppe opfattes som andet end en indvielse af kirkebygningen. Det er bemærkelsesværdigt, at stenens bagside, der ikke har været synlig efter indmuringen, er profileret. Dette kunne muligvis tages som et indicium for, at stenen ikke var indsat i muren samtidig med opmuringen, men først senere, f.eks. i forbindelse med en indvielsesceremoni, er indmuret i en forud udsparet niche. Udformningen af stenens bagside med »helgengrav« og dækflise er identisk med udformningen af alterbordsplader. Det er derfor rimeligt, at forestille sig en ceremoni, svarende til en alterindvielse, med stenen liggende - med bagsiden opad - på et bord el.lign. Efterfølgende er stenen så rejst og anbragt på sin endelige plads i muren. Så vidt det kan ses af det overleverede undersøgelsesmateriale, er der intet, der udelukker et sådant hændelsesforløb. Det kan ikke udelukkes, at tavlen kunne være indmuret samtidig med opmuringen af det omgivende murværk. Der kan da have været afviklet ceremoniel både ved relikviernes nedlæggelse og ved kirkens indvielse »ud- og indvendigt«. Den under tavlen siddende stenbjælke med den afsluttende del af indskriften kunne synes som en sekundær tilføjelse, i forbindelse med en eventuel senere anbringelse af relikvier fra den hellige Thorlacius' grav. Stenbjælkens tekniske udførelser forekommer mere »simpel« end tavlen som helhed. For at afklare spørgsmålet, må der foretages en sammenligning af skrifttyperne på de to dele, og relikvierne må gennemgås på ny, med henblik på en påvisning af, hvorvidt de alle er anbragt i relikviekapselen samtidigt. Slutteligt må konkluderes, at der ikke kan herske tvivl om, at bygningen blev bragt under tag. At den ikke efterfølgende skulle være blevet taget i brug som kirke - med eller uden hvælv - forekommer helt usandsynligt.

Nordisk Ruinseminar 2007

Litteratur

Dahl, Sverri 1958: Fortidslevn, Færøerne, pp. 124-157. Dahl, Sverri 1968: Fortidsminder. Historie. Kirkjubøur, Trap Danmark, pp. 188-217 og 256-61. Dahl, Sverri 1985: Vedrørende domkirkeruinen i Kirkjubø, Færøerne, Upubliceret skrift, tilgængeligt bl.a i Føroya Fornminnissavn og Nationalmuseet, Antikvarisk-Topografisk Arkiv. Eliasen, Kirstin 1995a: "Múrurin" ­ den middelalderlige domkirke i Kirkjubøur på Færøerne, Bygnings Arkæologisk Studier 1995, pp. 7-44. Eliasen, Kirstin 1995b: Domkirkeruinen, "Múrurin", i Kirkjubø, Fróðskaparrit 43. bók. Tórshavn, pp. 2358. Kommissionsbetænkningen 1709-10 ang. Færøernes Tilstand ved Kongens Overtagelse af Enehandelen paa Færøerne. Udg. 1934. Krogh, Knud J. 1988: Kirkjubøstolene og Kirkjubøur. Et brudstykke af det færøske bispesædes historie. Emil Thomsen. Tórshavn.

59

Nordisk Ruinseminar 2007

Riksantikvarens ruinprosjekt 2006-2015 ­ Bevar forfallet

Inger-Marie Aicher Olsrud

Om Riksantikvaren

Riksantikvaren er et direktorat under Miljøverndepartementet. Vi gir faglige råd til departement, styrende organer, regional og lokal kulturminneforvaltning, frivillige organisasjoner, eiere og andre. Ved siden av de løpende oppgavene retter man i perioder spesiell oppmerksomhet mot oppgaver som trenger et samlet løft i form av kunnskapsutvikling, metodeutvikling, kompetanseheving og iverksetting av tiltak. Riksantikvaren holder til i Oslo og har ca 140 ansatte. gene ut fra et felles ståsted med hensyn til hva vi skal ta vare på, hvorfor, konserveringsmetoder, grad av gjenoppbygging, formidling og tilrettelegging. Riksantikvaren definerer en ruin som "Restene etter anlegg bygget av stein eller tegl lagt i kalkmørtel, og som er datert til før reformasjonen (1537)". I Norge har vi ca 90 "stående" enkeltruiner. I tillegg finnes også kjellere og tufter, men disse er bare unntaksvis med i prosjektet. Så godt som alle anleggene ligger i Sør-Norge, og de er lokalisert omkring de store byene. Enkeltanlegg finnes imidlertid også som spredte forekomster utenfor nåværende sentra. De fleste ruinene i Norge er rester etter kirker, men det finnes også forsvarsanlegg og klosteranlegg.

Ruiner i Norge

Ruiner kan på mange måter sies å være en "glemt" gruppe fornminner. Det har vært utført konserveringsarbeider i over hundre år, men det har ikke vært gjort i forbindelse med systematisk gjennomgang av anlegDomkirkeruinen i Hamar. Frich 1855.

Ruinprosjektet

Man har lenge vært klar over at det trengtes et samlet løft som omfatter både eiere, regional og lokal kultur-

60

Nordisk Ruinseminar 2007

Selja.

Ruinprojektet.

Steinvikholm.

Nes.

61

Nordisk Ruinseminar 2007

Liming av stein.

minneforvaltning og sentrale myndigheter. Som et svar på denne utfordringen opprettet Riksantikvaren i 2006 Riksantikvarens ruinprosjekt med undertittelen "Bevar forfallet". Sistnevnte peker umiddelbart på en av prosjektets viktigste ideologiske grunntanker; konserver som funnet ­ ikke bygg opp ut over det man med rimelig sikkerhet kan vite om originalen og som man har originalmateriale til. Prosjektet er organisert med en prosjektleder og en prosjektgruppe der medlemmene har ansvar for oppfølging av spesielle anlegg. Gruppen er satt sammen av ulike fagfolk. Dette er viktig for å sikre at flere hensyn tas når man tar beslutninger om det enkelte anlegg. Prosjektgruppen består av følgende medlemmer: Inger-Marie Aicher Olsrud (arkeolog og prosjektleder), Anne-Sophie Hygen1 (arkeolog), Anna-Lena Eriksson (arkeolog), Åse Bitustøl (samfunnsviter), Egil Kvarud (arkitekt), Harald Ibenholt (sivilingeniør) og Oddbjørn Sørmoen (kunsthistoriker). Prosjektet har et årlig budsjett på ca 7,5 mill norske kroner, totalt 75 mill på 10 år. Dette er midler øremerket diverse tiltak på ruinan1 ASH har siden sluttet hos Riksantikvaren og er erstattet av Karin Axelsen, bygningsingeniør.

leggene (konservering og skjøtsel), kompetanseutvikling og informasjon. Arbeidsgruppen arbeider stort sett individuelt med sakene, men alle ut fra samme mal, både når det gjelder prosjektarbeid og når det gjelder det enkelte ruinanlegg. For det første må vi velge ut hvilke anlegg som skal prioriteres for istandsetting etc. Det ble gjort en grundig gjennomgang av dette ved prosjektets begynnelse, og kriteriene var nasjonal betydning, grad av lokalt engasjement og en kombinasjon av disse. Det ble likeledes foretatt en foreløpig tilstandsvurdering av alle aktuelle anlegg slik at man også har dette aspektet med. Oppfølging av enkeltanlegg innebærer også kontakt med eier og andre samarbeidspartnere, faglig rådgiving og oppfølging etter avsluttet konservering. Informasjon omfatter både informasjon om prosjektarbeidet og informasjon og annen formidling. På Riksantikvarens hjemmesider finnes informasjon om prosjektet samt nedlastbare faktaark om prosjektet og enkeltanlegg på http://www.riksantikvaren.no/Norsk/Fagemner/Arkeologi/Ruiner/ Faglig oppdatering og kunnskapsutveksling for murere er ett av tiltakene i prosjektet. Det har til nå vært

62

Nordisk Ruinseminar 2007

Utsikt fra Selja.

avholdt to murerseminarer der man gjennomgår, presenterer og diskuterer valg av materialer og metode. Ruinprosjektet har også internasjonalt samarbeid som en prioritert oppgave. Norge er et lite land, og kanskje spesielt når det gjelder ruiner, har vi mye å hente gjennom internasjonale nettverk. For oss har det nordiske nettverket spesiell prioritet, men vi forsøker også å se mot vest og de britiske øyer, som har en lengre tradisjon og et større materiale enn vi har.

Arbeidet i et slikt prosjekt kan være utfordrende. Det er tidspress, forventninger lokalt som vi kanskje ikke kan innfri, og det er stramme økonomiske rammer. Likevel ­ det er et spennende og morsomt arbeideområde som innimellom gir gyllne øyeblikk, som her med utsikt fra Selja kloster- og helgenanlegg i Sogn og Fjordane.

63

Nordisk Ruinseminar 2007

Avdekning av murkroner: Innledning til diskusjon

Anne-Sophie Hygen

Utgangspunkt ­ to påstander:

Kulturhistorisk sett er ruinen de gjenværende restene etter en bygning eller et anlegg som er ødelagt i forhold til sin tidligere funksjon og mening, men som konvertert til et kulturminne, skal den gis egen legitimitet, betraktes som tilhørende kulturminnekategorien "ruin" og behandles og bevares som sådan. Alle beslutninger er og skal være tolkningsavhengige. Like lite som andre kulturminner er en ruin et "objektivt" fenomen; den oppfattes/forstås avhengig av hvem som betrakter og analyserer den. Hva som bevares i det som bevares ­ og hvordan ­ blir tolkningsavhengig, på samme måte som det som formidles i det som formidles gjennom den ferdig konserverte og presenterte ruin. Bevaringstiltak blir dermed avhengige av hvordan ruinen tolkes av den/de til enhver tid konserveringsansvarlige. Ruinens nåværende beliggenhet og kontekst (estetikk og funksjonalitet i forhold til bymiljø, landlig miljø, park osv.) Forholdet mellom estetikk og soliditet Ruinens (fysiske / visuelle) funksjon som symbol, metafor og mentalt minne Undersøkelses- og konserveringshistorikken I hvilken grad setter tidligere valgte løsninger grenser for valgfriheten? Besøksfrekvens og slitasje (klatring på murkronene) Hvem besøker ruinen og bruker den (kategorier besøkende)? Mulighet for regelmessig ettersyn og vedlikehold Økonomi på kort og lang sikt Noen få norske eksempler på ulike løsninger for avdekning av murkroner vises nedenfor. Det finnes også andre løsninger som er blitt valgt i tidens løp, men som ikke er ønskelige å videreføre i dag.

Ved valg av dekke på murkroner:

Overordnede spørsmål: Hva kreves i bevaringen av den enkelte ruin? Hvordan stanse/bremse forfallet? Hvordan sørge for at vann holdes ute / ikke få nytt vann inn, og bli kvitt vann som uvegelig trenger inn i muren? Resultater av bygningsarkeologiske undersøkelser ­ hvilke føringer gir disse? Hva skal vi se og spørre etter? Murverkets høyde, mektighet og omfang ­ hvor mye er bevart / ikke bevart? Murkronens profil og vinkler Klima og miljøpåvirkning Ruinens opprinnelige funksjon som bygning / anlegg Ruinens opprinnelige fysiske kontekst

64

Nordisk Ruinseminar 2007

Katarinahospitalets ruin, Bergen

Ruinen befinner seg under tak mellom to bygninger og et gårdsrom sentralt i byen. Konserveringen ble konsentrert om fuging og festing av løse stein med ren kalkmørtel som den var. Ruinen utsettes ikke for vær og vind, og ikke for tråkking og derfor direkte slitasje. Publikum kan betrakte den fra en opphøyd bro til bygningsinngangen i nord og fra gateplan i øst. Ruinanlegget ble ferdig konservert og tilrettelagt i 2006. Beliggenhet: Utpreget urbant miljø.

Fig. 1. Det vestre av tre rom i ruinen, før konservering. Foto: Alf Tore Hommedal © NIKU/Riksantikvaren.

Mariakirkens ruin, Oslo

Kirkeruin bygget i flere faser, og fasene er fysisk markert. Vangene i ruinen etter kirken fra den nå tydeligste fasen ble avrettet med erstatningstegl til høyde med toppen av den bevarte murkjernen. Deretter ble det lagt på en noe utkraget membran av kobber, og toppen av kistemuren ble tilslutt rekonstruert med erstatningstegl i to skift og murkjerne på membranen. Beliggenhet: Urbane parkomgivelser.

Fig. 2. Mariakirkens ruin med rekonstruert murkrone lagt som offerskift over membran. Foto: Harald Ibenholt © Riksantikvaren

Selja kloster- og helgenanlegg, Selje kommune, Sogn og Fjordane

Torv lagt på heldekkende betongplate, noe kraget ut i forhold til vangene. Over områder med manglende stein i vangene (blottlagt vertikal murkjerne) fungerer betongplaten som et "tak". Avdekningen holder seg til dels godt, dvs. at den i prinsippet må ha blitt lagt på en fornuftig måte. Det fuktige klimaet gjør at torven stort sett har holdt seg, og det er begrenset tråkking på murkronene. Enkelte steder er det sprekkdannelser, og vann (saltholdig?) siver ned og inn i murverket. Det gjenstår å velge tiltak. Beliggenhet: Landlig, sterkt fysisk og symbolsk natur- og kulturmiljø mot havet.

Fig. 3. Sørvest-partiet av klosterruinen sett fra øst. Murkronene er dekket av delvis skadet betongplate med torv. Foto: Bjørn E. Jensen © Selje kommune.

65

Nordisk Ruinseminar 2007

Magnus Lagabøters Teglkastell, Tønsberg kommune, Vestfold

En rektangulær ruin med kraftige murer etter kastellets kjelleretasje. Det var svært mye betong i fugene og på murkronen før oppstart av konserveringen. Murkronen er konservert som en avbrutt kistemur med NHL 5, og står bra etter 2 år. Beliggenhet: På kronen av Slottsfjellet i et urbant parkmiljø med flere ruiner.

Fig. 4. Innvendig nordvestre hjørne av Teglkastellets ruin etter fjerning av betong på murkronen men før oppstart konservering. Foto: Jan Erik G.Eriksson © Riksantikvaren. Fig. 5a, 5b. Teglkastellets ruin etter ferdig konservering i 2006. Foto: Jan Erik G. Eriksson © Riksantikvaren.

Kapitelberget kirkeruin, Skien kommune, Telemark

Gotisk kryptkirkeruin. Betongdekket med slitt torv ble tatt av i forbindelse med konserveringen i 2001-2005 og erstattet med et toppdekke av bentonitt, jord med grus, og to lag torv i 2006. Beliggenhet: På kronen av en kolle utenfor byen, grøntområde i boligområde.

Fig. 6a, 6b, 6c. Under legging av bentonitt, jord og torv i 2006. Foto: © Riksantikvaren.

66

Nordisk Ruinseminar 2007

Fig. 7. Under fremgraving i 1955. Store mengder betong ble fylt i muren, og murkronen ble dekket med betong og torv. Foto: Riksantikvarens arkiv.

Fig. 9a. Sement i fugene og ca 2 ½ tonn betong i murkronen ble fjernet i 2006. Ruinen fikk stå og tørke under midlertidig tak i 1 år. Foto: Mona Beate Buckholm © Østfoldmuseet.

Fig. 8. Før oppstart av konservering i 2006: Sprukken betong med torv på murkronen. Foto: Mona Beate Buckholm © Østfoldmuseet.

Fig. 9b. Murverket ble konservert med NHL 3,5 i 2007, og murkronen ble konstruert som et egnet underlag til et toppdekke av bentonitt, jord og torv som skal legges i 2008. Foto: Mona Beate Buckholm © Østfoldmuseet.

Tenor kirkeruin, Eidsberg kommune, Østfold

Sørmuren i skipet med hjørnet mellom kor og skip er alt som gjenstår av den lille gotiske kirken. Beliggenhet: Parkmessig behandlet område rundt ruinen, i et åpent jordbrukslandskap.

67

Nordisk Ruinseminar 2007

Fig. 10a. Foto: Mona Beate Buckholm © Østfoldmuseet.

Fig. 10b. Foto: Mona Beate Buckholm © Østfoldmuseet.

Fig. 10a, 10b, 10c. Murkronene ble konservert som avbrutt kistemur med KKh 35/65, 2002-2005. Selv om vi var usikre på resultatet, ønsket vi å prøve ut denne løsningen av pedagogiske hensyn. Opprinnelig var kronen dekket av tykke lag betong armert med kyllingnetting. Ruinene av Vesttårnet (i forkant) ble undersøkt arkeologisk i 2006-07, konservert i 2007 og vil få samme avdekning som resten av ruinen i 2008.

St.Nikolas kirkeruin, Sarpsborg kommune, Østfold

Fig. 10c. Foto: Anne-Sophie Hygen © Riksantikvaren.

Mørtelen i kronen av den konserverte ruinen begynte å smuldre i visse partier allerede ett år etter at det midlertidige taket ble fjernet (fig. 10b). Løsningen ble å blåse kronen ren for løs og smuldret mørtel, reparere kronen hvor nødvendig, og legge nytt dekke med bentonitt (530 cm), jord med iblandet grus (5 cm) og torv (2 lag) etter dansk oppskrift i 2007 (fig. 10c). Viktig at det ikke er "vannfeller" i murverket under toppdekket. Beliggenhet: Borgarsyssel museums ruinpark.

Valdisholm borgruin, Eidsberg kommune, Østfold

Borgruinen ble delvis utgravd i 1896, men etter den tid er intet blitt gjort med murverket. Både holmen og ruinen har fått vokse til med mose, lav, gress, busker og trær, og er i dårlig tilstand. Oppstart vegetasjonsskjøtsel i 2007, deretter tilstandsanalyse og valg av konserverings- og skjøtselstiltak. Foreløpig er det derfor ikke tatt standpunkt til murkroneavslutning. Beliggenhet: En liten holme i elven Glomma med vanskelig adkomst og lite besøk.

Fig. 11. Parti av vestre del av sørmuren. Foto: Sissel Ramstad © Riksantikvaren.

68

Nordisk Ruinseminar 2007

Olavsklosterets ruin, Oslo

Klosterruinen ble arkeologisk undersøkt og kraftig konservert og påbygget på 1930-, '60- og '80-tallet. Hvilke løsninger som nå skal velges for toppdekke av murkronene, er høsten 2007 ennå ikke avgjort. Beliggenhet: Ruinpark i urbant miljø. Sterkt utsatt for slitasje.

Fig. 12. Foto i forbindelse med bevaringsarbeidene på1960-tallet. De første arkeologiske undersøkelser fant sted i 1924-29. Foto: © Riksantikvarens arkiv.

Fig. 13a, 13b. Situasjonen i Vestfløyen før oppstart konservering i 2007. De fleste murkronene er avrettet med tegl og dekket av noe utkragende betongplater med lufting under, lagt på 1980-tallet. De er stort sett intakte. Foto: Sissel Ramstad © Riksantikvaren.

69

Nordisk Ruinseminar 2007

Ruinåret 2007

Karna Jönsson

I Sverige kan man kalla 2007 för ett ruinår. Det kom ut två böcker som handlade om ruiner båda med helt olika infallsvinklar. Lars och Nanna Cnattingius har med stor kunskap och erfarenhet av ämnet gett ut "Ruiner ; historia, öden och vård." Exemplen är inte bara svenska utan hämtade från hela världen. Ruiner associeras i regel till murrester från borgar, kloster och kyrkor men Jan Jörnmark har valt nyare tiders ruiner - lämningar efter industrimiljöer i sin bok "Övergina platser" som också gavs ut 2007. Utifrån exempel skildrar han det historiska sammanhanget och helhetsperspektivet - ett perspektiv som också arkeologer använder. Jörnmark är docent i ekonomisk historia och kan därför visa på hur ekonomin styr både etablering och avetablering. Du hittar till Jörnmarks webbsida på http://www.jornmark.se eller som länk från www. ruinportalen.se. Kungliga Konsthögskolan i Stockholm hade ruiner som tema på sin kurs i restaurering. Här samlades olika kompetenser för att studera ruiner. Kursarbetet avslutades med en utställning. i tid. Man funderade på livsvillkoren, på bebyggelsens likheter och olikheter och på orsaken till att denna generation vågade sig från Norge över det oändligt stora havet. Det var också intressant att i Kirkjuböur ta del av internordiska restaureringsideologiska spörsmål, kanske också grogrund till ett projekt. En annan inspirationskälla till projekt är den manegementplan som finns för Hadrians wall i England som Paul Austen varit ansvarig för. Här har det gällt att på en ca tio mil lång sträcka förmedla helheten både av spåren i landskapet och av ruinlämningarna och sedan få alla fastighetsägare att komma överens. På RAÄ har vi arbetat med denna som förebild för förvaltningsplanen på Visingsborg, vilken också går att finna på ruinportalen. Exempel på olika förvaltningsplaner skulle jag gärna vilja lägga in på ruinportalen. Vilka olika metoder finns det för att beskriva konsekvenserna för det historiska innehållet av åtgärder och vården? I England hölls 2007 ett seminarium om "Soft Toppings", så kallade mjuka avtäckningar. Detta är något som i alla fall vi i Sverige är mycket intresserade av både för att många gamla cementavtäckningar behöver förnyas men också för att den här sortens avtäckningar är estetiskt mycket tilltalande och ger ett gott skydd mot alltför stora klimatpåfrestningar.

Att fånga helheten

Ruinen innefattar både arkeologi och byggnadsvård. En ruin kan liknas vid en svamp som växer upp från sitt mycelium. Det är sällan vi får veta något eller tar reda på som finns under markytan. Med georadar kan vi utan omfattande arkeologiska undersökningar få en bild av strukturer vi inte ser och på så sätt även förmedla en bättre bakgrund till vad vi ser. Ruinerna efter en byggnad kan i själva verket ingå i ett helt komplex av byggnader och anläggningar. På Borgholms slott på Öland har Archeological Excavation Department med arkeologisk prospektering utan alltför stora svårigheter och kostnader funnit en ny byggnad på borggården.

Att hitta projektet

Detta skulle vara intressant att rigga ett internordiskt projekt där vi kunde jämföra metoder att leta historia, att dokumentera och förmedla våra ruiner. På Färöarna satte fantasin igång tankarna och det kändes som om de vikingatida lämningarna var nära 70

Nordisk Ruinseminar 2007

Ruiner i Kronobergs län i Småland ­ turistobjekt med problem

Margit Forsström & Sune Jönsson

Allmän orientering

Kronobergs län i södra Småland är gammal gränsbygd. Fram till 1658 var detta område Sveriges sydligaste del och utgjorde en del av riksgränsen mot Danmark. Detta har delvis satt sina spår i karaktären på de befästningar som funnits i området. Det finns en hel del ruiner efter borgar som tillhört adelssläkter och det finns en stor biskopsborg som gett namn åt hela länet. Dessutom finns det en hel del kyrkoruiner efter medeltida kyrkor som blivit övergivna framförallt under 1800-talet då det i stor utsträckning byggdes en mängd nya stora kyrkor på grund av befolkningsökningen. Totalt finns ett tjugotal ruiner i länet och av dessa är ett tiotal med murar bevarade över manshöjd och några av dem har rejäla dimensioner. Det är problemen med att bibehålla och renovera eller restaurera.

Ruinerna som inlägget kommer att beröra

De ruiner det handlar om är Kronobergs slottsruin och Bergkvara slottsruin båda belägna strax utanför Växjö. Av kyrkoruinerna är det Älmeboda utanför Tingsryd i södra delarna av länet. Alla är förhållandevis stora och med relativt höga murverk kvar. De passar bra som exempel på vanliga restaureringsproblem i det lilla formatet när den viktigaste uppgiften är att ruinen skall finnas kvar och vara ett intressant besöksmål utan att vara riskabel för besökarna. Intresset för ruiner är stort hos boende, turister och även hos politiker. Helt nyligen kunde man läsa i Smålands Posten att en politiker motionerade om att Kronobergs slottsruin borde byggas på till full skala för att länet skulle få ett "högvärdigt turistobjekt". Tidigare har funnits önskemål om att slottsruinen skulle renoveras till ett konferenscentrum för Växjö kommun. Under

Kronobergs slottsruin norr med det nya ännu omålade trätaket över borgstugan. Foto: Mats Samuelsson 2006.

71

Nordisk Ruinseminar 2007 en följd av år på 1970-och 80-talen har teaterföreställningar hållits på en scen inne i ruinen och likaså har midsommarfirandet varit förlagt till ruinen och dess närområde. Folkdanslag har dansat för publik på vallarna utanför ruinen. Stor framgång hos en bred publik i alla åldrar uppnåddes för några år sedan då en grupp entusiastiska amatörer fick tillfälle att ordna ett "medeltida" hantverksläger i Kronobergs slottsruin. Under ca två veckor slog de läger invid ruinen och levde "medeltidsliv". De var klädda i dräkter uppsydda efter gammal modell, åt enkel mat lagad på platsen och arbetade med olika hantverk. Under större delen av tiden hade allmänheten tillträde till lägret och hade möjlighet att följa tillverkningen av kermik, glaspärlor och andra typer av föremål, ta en tur på sjön i en båt byggd efter äldre modell o s v. ett intressant byggnadsbestånd och en välvårdad parkanläggning. I Älmeboda kyrkoruin anordnas friluftsgudstjänster sommartid och kyrkogården används fortfarande som begravningsplats. Från kulturhistorisk och antikvarisk ståndpunkt kan man konstatera att ruinerna har stor dragningskraft och det är viktigt att bibehålla dem ­ som ruiner.

Historisk bakgrund

Kronobergs slottsruin, som byggdes som en biskopsborg på medeltiden, är belägen strax norr om den nuvarande stiftsstaden Växjö. Ruinen ligger på en holme i Helgasjön och övergick till kronan vid Gustav Vasas reformation. Under unionstiden utökades den som försvarsanläggning med murar och flera stenhus och två vallgravar. Den spelade viss roll under den s. k. Dackefejden, som var ett uppror lett av smålänningen Dacke mot Gustav Vasa. Därefter anlade Gustav Vasa ett renässansslott med fyra runda hörntorn. Gustav Vasas söner byggde ut och inredde slottet och under denna tid tillkom även vallarna på Stallholmen invid ruinen. Anläggningen som helhet var viktig plats som stödjeoch utgångspunkt under Vasatidens danska krig. Efter freden i Brömsebro 1658 förföll slottet och material togs därifrån till byggnadsverk inne i Växjö.

Bergkvara ruin

Bergkvara ruin är till sitt omfång en mindre ruin men med murarna bevarade till högre höjd. Den har sin attraktionskraft delvis genom sitt läge på en udde i en sjö, vilket kan sätta fantasin i rörelse då man ser för sig hur mer eller mindre fredliga skepp har rört sig i området, delvis genom att ruinen ligger i direkt anslutning till den nu bebodda herrgården från 1700-talets slut med

Bergkvara herrgård med den medeltida ruinen. Flygfoto 2004. Smålands museum.

72

Nordisk Ruinseminar 2007 Så småningom kom krafter igång bl.a. genom Vitterhets-historie och antikvitetsakademien och statliga medel sköts till för att bevara och renovera ruinen (Svensk uppslagsbok, 1959, artikel av Evert Wrangel). Detta var vid 1900-talets början. I det sammanhanget gjordes också arkeologiska utgrävningar i ruinen och en omfattande restaurering av den. De fynd som gjordes finns på Smålands museum. Under årens lopp har det varit nödvändigt att ungefär vart femte år göra större åtgärder för att säkra murverket så att enstaka stenar eller större partier av ruinen inte skall rasa. Detta har inneburit exempelvis att byta frostskadat tegel, att ta ner stenar som ligger utan förankring i murverket och att skapa en avtäckning av alla ovanytor för att hindra vatten att tränga in. Här kan olika restaureringsideologier avläsas. Det har under någon fas använts cement som täckning och i senare skede plåt. I båda fallen har de nya materialen täckts med grästorv eller gräs med inslag av örter. I vissa fall har ruinen tagits ner en bit och i andra har man byggt upp den för att få sammanhängande ytor lämpliga att täcka över med material som skydd mot vatten och frostskador. I ruinen finns ett stort rum, den s.k. gästabudssalen, som tidvis använts för festligheter av olika slag. Detta är ett mycket stämningsskapande rum särskilt när mörkret faller och facklor tänds. Ruinen lever utan elektrisk ström, vilket innebär att varm mat måste bäras från en restaurang, det s.k. Ryttartorpet, på fastlandet då persoBergkvara slottsruin då murarna ännu reste sig högt. Foto från 1977. Smålands museum.

nalen måste gå över flera broar på några hundra meters avstånd. Förslag har därför funnits att dra ut ström till ruinen för tillfälliga anordningar. Även om exempelvis en el driven värmebänk kunde stå diskret i ett utrymme invid gästabudssalen har detta avstyrkts av antikvariska skäl för att inte förringa upplevelsevärdet av lokalerna. Däremot har för bara något år sedan en förbättring gjorts beträffande taket på gästabudssalen. Sedan 1930talet har detta varit täckt av ett enkelt betongtak. Detta har på senare tid läckt så att vatten sipprat ner i salen och orsakat fukt och mögelskador. Det har därmed varit omöjligt att nyttja gästabudssalen utom under garanterat varma sommarperioder. Genom att ett enkelt sadeltak av trä lagts över betongtaket har regn och snö kunnat styras bort från taket och därmed har gästabudssalen kunnat snyggas till vad det gäller fuktskador m.m. Fönsteröppningarna i de djupa fönsternischerna har försetts med glas. Med dessa olika förbättringar har ett annat klimat uppnåtts i gästabudssalen, vilket gör att den kan användas under lite längre period av året. Det är även motiverat att elda brasor i den öppna spisen och möjligheten att ordna mindre utställningar har också diskuterats. Trätaket är inte synligt på ett störande sätt från marken och ett visst utrymme finns fortfarande kvar för människor att avnjuta utsikten från betongplatån på den nivå där trätaket ligger. I ett tidigare skede har inte bara arkeologiska undersökningar utan även mer omfattande murverksdokumentationer gjorts. I samband med de olika åtgärderna för att säkerställa ruinen görs dokumentation av iakttagelser som kan bidra till att förstå byggnadens historia. Det blir dock tyvärr ganska spretigt eftersom det sällan blir tillfälle att ta ett helhetsgrepp över ruinen och dess historia. Bergkvara slottsruin är resterna av ett starkt fäste som byggdes på en udde i Bergkvarasjön söder om Växjö under senare delen av medeltiden. Byggnaden förstördes under kriget med danskarna 1467 men byggdes upp igen med en fyrkantig, hög centralbyggnad med hängtorn uppe i hörnen. Byggnaden, som finns avbildad i Erik Dahlbergs Svecia Antiqua, kan jämföras med Vik i Uppland. Genom Dackes erövring och plundring 1542 skadades slottet men uppfattningen är att förfallet började först på 1700-talet. Nuvarande ägare till godset är familjen Posse (Svensk uppslagsbok, 1958, artikel av Evert Wrangel). Bergkvara har genomgått ganska stora förändringar som ruin från den första större upprustningen vid 1800-talets slut till dagens utseende. Genom att byggnaden varit ganska hög och sluten har murarna inget stöd. De skjuter rakt upp i höjden och har därmed varit mycket utsatta för väder och vind. I samband med en restaurering på 1980-talet var det därför nödvändigt att 73

Nordisk Ruinseminar 2007 ta ner en hel del av murverket för att uppnå stabilitet. Därmed blev ruinen något mindre men samtidigt är den fortfarande ett attraktivt besöksmål. Risken för ras gör att den kräver åtgärder minst vartannat år annars måste den stängas för besökare. Älmeboda kyrkoruin längre söderut i länet nära Tingsryd och därmed också nära den gamla riksgränsen mot det danska riket. Kyrkan byggdes under äldre medeltid och har byggts till på 1400-talet så att det blev en rektangulär salkyrka, 26 m lång. Det smala koret byggdes om ungefär samtidigt och den ursprungliga mycket smala huvudingången ersattes av en bredare. Även i korpartiet gjordes förändringar bl.a. vad det gällde en ingång. På grund av dessa förändringar blev det sättningar i murverket och murverket bågnade betänkligt. Strävpelare uppfördes under 1700-talet på flera ställen. Senare under 1700-talet förlängdes kyrkan åt öster och därmed blev den 33 m lång och en av de största salkyrkorna i området Värend. På 1920-talet konserverades ruinen och den senaste arkeologiska undersökning ägde rum 1964. Under 2007 reparerades ett hörn av sakristian som i många år varit på väg att rasa. Det var en stor lättnad att få detta vidgjort eftersom även en ganska liten sättning kan medföra stor skada.

Vården av ruinerna

Länsstyrelsen i Kronobergs län har ett flerårigt program för vården av fornlämningar och ruiner. Fokus läggs på markvården som görs årligen för att hålla gräs, sly och buskar under kontroll. Det gäller att hålla kontroll på allt som växer - inte bara på marken utan även på murarna så att inte buskar och träd tar överhand. Markvården görs av arbetslag, som i huvudsak finansieras med statliga pengar. I vissa fall finns de personer som utför arbetet redan engagerade av kommunerna, som då också bidrar ekonomiskt. Länsstyrelsen står genom en person som har detta som särskilt uppdrag, antikvarie Sune Jönsson, för upplägget och samordningen av arbetsinsatserna. På platsen finns en arbetsledare som ger anvisningar till arbetslagen. Den årliga markvården kring ruinerna fyller också funktionen att det blir tillsyn även av murverkets status. När det gäller ruinerna som turistobjekt och besöksmål ingår det i Länsstyrelsens satsning att hänvisningsskyltar, parkeringsplats och informationsskyltar skall finnas. Under de senaste åren har arbetet med detta intensifierats och i dag finns stora informativa skyltar i A3 format vid alla medeltida kyrkor och kyrkoruiner. Texterna finns översatta till både engelska och tyska. Skyltningen görs som ett samarbetsprojekt mellan Svenska kyrkan, Smålands museum och Länsstyrelsen. Även slottsruinerna har försetts med skyltar ­ ofta med

Älmeboda kyrkoruin från öster med sakristians tak i bakgrunden. Foto: Sune Jönsson 2008.

74

Nordisk Ruinseminar 2007 någon avbildning av slottets utseende på 1600-talet hämtad från Erik Dahlbergs Svecia Antiqua. kraven och för att bibehålla ett turistmål. Men inte ens till detta finns det tillräckligt mycket pengar. Allt som rör ruiner bedöms huvudsakligen som en statlig angelägenhet även om det ofta finns ett stort lokalt engagemang. De pengar som finns till förfogande för ruinvård är de pengar som finns till byggnadsvård, landskapsvård och fornvård - medel från Regeringen som söks av länen varje år efter dokumenterat behov och som slussas via Riksantikvarieämbetet. Dessa förhållandevis små summor skall räcka till väldigt mycket och därför skulle det behövas en särskild pott med öronmärkta pengar just till ruinerna. Under perioder av lågkonjunktur inom byggbranschen är ruinvården ofta ett prioriterat område. Det viktiga då är att se till att pengar även reserveras för ordentlig antikvarisk medverkan både vid projekteringen och själva genomförandet.

Problem med ruinvården

Det stora problemet är naturligtvis klimatets inverkan. Det går aldrig att säga att en ruin är färdigrestaurerad eller slutligt konserverad för framtiden. Ruinerna ligger ofta på platser i landskapet där de dessutom ständigt utsätts för eroderande påverkan av väder och vind. Frostsprängningar vintertid är en realitet. Ett annat problem är de äldre restaureringar som gjorts med felaktiga material inte bara under tidigare århundraden utan även under decennierna närmast vår tid. Man har många gånger velat "laga murverket" rejält för att skydda det och hindra påverkan från vädret. I vissa fall har då alldeles för hårda och täta cementbruk använts vid murningen eller i vissa fall plåt eller asfalt för att täcka murkrönen. Även om dessa tidsmässigt främmande material har dolts på olika sätt, exempelvis genom grästorvor eller annan grönska, har effekten av allt för täta material inneburit att murarna inte kan andas och att fukten därmed inte kommer ut. Resultatet har många gånger blivit att stenarna sitter så väl ihop av cementen att stora stycken av murarna sprängs bort och ramlar ner. Frostsprängningarna åstadkommer också stor skada genom att det lossnar små bitar överallt där fukt har kommit in. Effekten blir att det många gånger blir nödvändigt antingen att ta ner stora stycken av en ruin, som då tappar en del av sin volym, eller att försöka "laga" den med andra material. Det tredje stora problemet är de skiftande restaureringsideologierna. Om man ser över tiden har inställningen till ruinerna och deras roll i sin samtid varierat mycket. Det är inte heller något statiskt synsätt. Ideologin kanske formas inom den antikvariska världen men den påverkas i hög grad av stämningarna i samhället och inte minst av politiska och ekonomiska beslut. Ibland skall stor vördnad visas de rester som finns kvar av ett ursprungligt byggnadsverk och några tillägg får absolut inte göras, ibland skall en ruin byggas på för att människor bättre skall förstå och uppleva storheten i byggnaden och den tid som här avspeglas. Det allt överskuggande problemet är dock de ekonomiska villkoren för kulturmiljövården. Ofta är den allt överskuggande uppgiften att en ruin måste räddas från förfall och total ödeläggelse. Tid avsätts inte för en riktig murverksundersökning av en kunnig antikvarie. Även om sådan gjorts tidigare finns det anledning att se över den och eventuellt omtolka iakttagelserna. Många gånger görs endast en allt för enkel projektering för de planerade restaureringsåtgärderna. Det handlar i hög grad om att laga och lappa för att tillgodose säkerhets75

Avslutning

De Nordiska Ruinseminarier som ägt rum under några år har varit av stor betydelse för utbytet av erfarenheter mellan dem som arbetar med att hålla våra ruiner i gott skick. Mycket av vad som görs har gemensam värdegrund. Klimat och ideologier följs ofta åt. Det har skapats en nordisk ruinvårdsportal för utbyte av frågor av olika slag. och det skulle säkerligen kunna göras mycket mer på detta område. Varför inte satsa på en bok om de nordiska ruinerna särskilt i de fall dessa speglar vår gemensamma historia. Det skulle också vara värdefullt med en gemensam handbok med exempelsamling på olika praktiska lösningar i sambnad med ruinvården. Detta skulle vara ett komplement till ruinvårdsportalen och ett utmärkt projekt för Nordiska Rådet att stötta.

Nordisk Ruinseminar 2007

Ruinrestaurering i Finland - en översikt över åren 2006 - 2007

Johanna Nordman

Finlands byggda kulturarv, inklusive våra ruiner är i regel yngre än i övriga nordiska länder. Museiverkets byggnadshistoriska avdelning jobbar med kulturarv och ruiner från medeltid till nutid. Bland dessa också flera 1700-tals fästningar. Många restaureringsfrågor är av liknande natur oberoende av objektets ålder. den. En skyltad stig med temat "stenens väg från berg till bastion" skall tangera de ursprungliga byggarbetsplatserna. Det mesta av skalmuren på södra flanken hade rasat när det togs itu med restaureringen av Bastion Rosen. Målet är att bevara ruinkaraktären och mura upp bara så mycket av skalmuren som är nödvändigt för att hålla den existerande murkärnan på plats. Museiverket har tidigare använt KC-bruk men från och med år 2007 har man i Lovisa gjort försök med hydrauliska kalkbruk, som man på förvaltningsnämnden för Sveaborg har goda erfarenheter av. Fil.dr. Thorborg von Konow har gjort recepten på bruken. För injekteringen används ett bruk innehållande den naturhydrauliska kalken från St.

Tvillingfästningarna i Lovisa

Landfästningen i Lovisa planerades av Augustin Ehrensvärd år 1747 men förverkligades bara till en bråkdel. Två halvfärdiga och förfallna bastioner vaktar ännu idag den gamla vägen till Viborg. I den omgivande terrängen finns spår av landfästningens olika byggnadsskeLandfästningen i Lovisa.

76

Nordisk Ruinseminar 2007

Provtagning. Bild: Johanna Nordman / Museiverket. Svartholms strandmurar repareras. Bild: Johanna Nordman / Museiverket.

Undersökning av skjutöppning i Svartholms strandmurar. Bild: Johanna Nordman / Museiverket.

Svartholms sjöfästning utanför Lovisa är samtida med landfästningen. På 1960-talet inledde Museiverket de utgrävnings-, restaurerings- och reparationsarbeten som pågår sedan dess, med en intensifiering inför Svartholms 250-års jubileum år1998. Då fick delar av ruinen tak och gårdens stensättning rekonstruerades. Stora delar av strandmurarna mot den mest utsatta sjösidan har rasat. Alla murar kan omöjligt repareras inom överskådlig tid, så ras i murar som i övrigt är i gott skick prioriteras. I några skjutöppningar hittades nyligen tegelkonstruktioner och ett isoleringsskikt innehållande bl.a. tjära och tegelskärvor, troligen från den ryska tiden. Arkeologiska undersökningar gjordes och för murkrönet samt skjutöppningen finns planer på att använda bentonit och torv som nytt isoleringsskikt. Säkerhets-, tillgänglighets- och informationsaspekten har under det senaste året fått en ökad betydelse i Museiverkets projekt. Svartholms tillgänglighet har ökats bl.a. genom att ta i bruk utställningsutrymmen i markplan. Skyddsräcken har byggts på farliga ställen. Ön är ett populärt utflyktsmål och det ställer krav på säkerhet, information och service. Astier NHL5 och en hydratkalk, vilken fått stå i ca 1 månad uppblött i vatten innan användning. Ballasten består av en sand med välgraderad kornstorleksfördelning och en liten mängd kvartsfiller. Både ursprungligt bruk, bruk som använts vid reparationer på 1970-talet och nytt murbruk analyseras. Det ursprungliga kalkbruket är delvis väldigt poröst och delvis fullt med rekristalliserad kalk i sprickor och porer. Reparationsbruket från 1970 är ett tätt cementbruk med mycket luftporbildningsmedel. I bruket som är ämnat för avtäckning används endast hydraulisk kalk som bindemedel, och sanden får en tillsats av extra grova korn. Ingen övrig täckning av krönet, t.ex. med bentonit, har planerats.

Kustö biskopsborg

Kustö biskopsborg från 1300-talet har grävts ut och restaurerats nästan utan uppehåll sedan 1890. Tonvikten har legat på byggnadsarkeologiska undersökningar under de senaste årens projekt, som nu närmar sig sitt slut. År 2004 grävde man ut bottenkonstruktionerna för ett torn, eventuellt kärnan i den tidigaste borgen från medeltid. Av pedagogiska skäl har man velat låta delar av muren synas. Delarna har konserverats med KC-bruk. Resten täcks in med sand.

77

Nordisk Ruinseminar 2007

Kustö biskopsborg. Konserverad och sandintäckt medeltida mur. Bild: Sakari Mentu / Museiverket.

Kyrkoruinen i gamla Wasa. Bild: Sakari Mentu / Museiverket.

Kyrkoruinen i Gamla Wasa

Gamla Wasa kyrkoruin, delvis från sen medeltid, har stått som ruin sedan branden 1865, då hela staden flyttades till en ny plats. I ett ganska tidigt skede efter branden grävdes rasmassorna bort. Många olika slags bruk, bl.a. cement och murcement, har använts i tidigare restaureringar. Ruinen har delvis förlorat sin karaktär, förstärkt av de senaste årens vandalism. En ny restaure-

ring blev aktuell i och med detta. Under ledning av en murmästare har man under år 2007 haft studerande på plats. Målet har varit att reparera skador, ge ruinen ett estetiskt lyft och om möjligt återskapa vissa förlorade detaljer. Man har använt ett tyskt hydrauliskt kalkbruk, Bayosan till fogarna, förutom KC-bruk för lagning av kärnan. Murkrönet täcktes till en början med cementbruk och några stenar. På 1930-talet kläddes krönet med

Kyrkoruinen i gamla Wasa efter restaureringen 2007. Bild: Sakari Mentu / Museiverket.

78

Nordisk Ruinseminar 2007

Ruinkyrkan i Pälkäne. Bild: Sanna Ihatsu / Museiverket.

betongplattor som inte har underhållits sedan 1950talet. De övre delarna av murkärnan är vattenskadade p.g.a. läckage genom springorna mellan plattorna. Murkärnans dåliga skick kan också bero på att man i byggnadsskedet troligen har sparat genom att använda lera i stället för kalkbruk. Under restaureringen 2007 reparerades de övre delarna av muren. Man har inga planer på att ta bort betongplattorna utan undersöker möjligheterna att reparera dem med fogmassa. Det är i alla fall en reversibel lösning. Kapillärsugning är ytterligare ett problem. Materialbyte är inte aktuellt så andra lösningar övervägs.

Ruinkyrkan i Pälkäne. Gaveln rätas upp. Bild: Sanna Ihatsu /

Ruinkyrkan i Pälkäne

Pälkäne ruinkyrka som började byggas på 1400-talet, fick p.g.a. pengabrist i samband med reformationen inga tegelvalv. Kyrkan står sedan länge som ruin och den kännspaka siluetten är ett viktigt inslag i det omgivande kulturlandskapet. Det har visat sig att kyrkan ställvis byggdes utan grund och när marken dessutom innehöll silt, hade gavelväggen efter hand satt sig och fått en lutning på 99 cm som mest. Någonting måste göras. Man reste gavelväggen som idag bara är 20 cm sned. Hela väggen stöddes, samtidigt som man försik79 tigt vinschade upp och kilade fast muren i sin nya position. Sakristian har tidigare haft tak och det behövde förnyas. Filttaket byttes till brädtak med underliggande näver. Murkrönen är sedan gammalt på vissa ställen täckta med blyplåt och på andra ställen med betongplattor.

Kajaneborg

Kajaneborg från sen medeltid hade en bro över ruinerna redan på 1800-talet, men 1930-talets hänsynslösa

Nordisk Ruinseminar 2007

Kajaneborg. Bild: Museiverket.

Konserverad och sandintäckt mur. Bild: Selja Flink / Museiverket.

ombyggnad av bron förstörde ruinernas karaktär ännu mera. Samtidigt gjordes förödande utgrävningar utan större dokumentation. Efter detta har det varit svårt att ta sig ner till ruinerna från bron. Det har heller inte funnits några informationsskyltar om platsen och dess historia. Tillgänglighetsproblemet har nu, paradoxalt nog, fått sin lösning i form av ytterligare en bro, denna ämnad för fotgängare. Förutom detta har vissa områden som lämnats orörda under ett tjockt lager betong, nu grävts ut. Till exempel ett rum som troligen varit en fånghåla. Lämningarna av fånghålan konserverades delvis och fylldes sedan med sand och jord. När ruinerna nyligen blev tillgängliga för en större publik växte också efterfrågan

på historisk information samt varningsskyltar. Ett omfattande forskningsarbete har kunnat sammanfattas i den historiska beskrivningen i form av informationsskyltar på platsen.

80

Nordisk Ruinseminar

Nordisk Ruinseminar er et led i bestræbelserne på at styrke det nordiske faglige samarbejde i forbindelse med ruinbevaring med udveksling af viden og erfaringer omkring det praktiske arbejde. Værtsskabet for seminaret går på skift mellem de deltagende lande, og i 2007 blev seminaret afholdt i Tórshavn på Færøerne. Det er sædvane, udover at behandle den aktuelle situation vedrørende ruinbevaring og -restaurering i de respektive lande, at seminaret også benyttes til at sætte fokus på særlige forhold i værtslandet. Under seminaret på Færøerne var det derfor naturligt at særlig opmærksomhed rettedes mod monumenterne på øernes middelalderlige bispesæde i Kirkjubøur - på bevaringshistorien, bygningsarkæologiske problemstillinger samt de udfordringer, disse har medført op gennem tiden med særlig vægt på bevaringsarbejder de senere år. Talen er om monumenter, der såvel i arkitektonisk som i bevaringsmæssig henseende og udfordring er af både nordisk og europæisk interesse. De fleste af indlæggene fra seminaret er samlet i denne publikation.

ISBN 978-99918-3-262-3

Information

untitled

84 pages

Find more like this

Report File (DMCA)

Our content is added by our users. We aim to remove reported files within 1 working day. Please use this link to notify us:

Report this file as copyright or inappropriate

263781